29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hillerød Kommune dropper privat rengøring

Glæde i 3F

Hillerød Kommune dropper privat rengøring

Byrådet i Hillerød har besluttet både at droppe udlicitering af den kommunale del af rengøringen og at hjemtage den del, som har været udliciteret siden 2013. En kæmpe sejr, lyder det fra 3F Frederiksborg.

Onsdag fik kommunens rengøringsansatte overbragt byrådets beslutning om, at deres arbejde ikke bliver udliciteret alligevel. Her taler tillidsmand Daniel Nicolae Lazar med nogle af de glade kollegaer.
FOTO: Michael Hemming Nielsen
1 af 1

Private rengøringsfirmaer kan fra nu af godt køre udenom Hillerød Kommune.

Et enigt byråd besluttede på et ekstarordinært byrådsmøde i tirsdags at skrotte planerne om at udlicitere den halvdel af rengøringen, som bliver udført af kommunens egen regøringsenhed.

De mange sager om svindel og snyd gør det svært selv for tilhængerne af privatisering at blive ved med at forsvare det.
Tue Tortzen, 3F Frederiksborg

Samtidig hjemtager kommunen den anden halvdel af rengøringen, der siden 2013 har været udliciteret og i dag varetages af det private firma rengoering.com.

Hos formanden for den lokale 3F-afdeling er der stor glæde over, at den logiske tænkning blandt partierne ser ud til at have vundet over den ideologiske kamp.

– Det er en kæmpe sejr, og det har været hele maset værd, siger Tue Tortzen til Arbejderen.

Udliciteringsflertallet er væk

Han har som formand for 3F Frederiksborg og som byrådsmedlem for Fælleslisten fra start kæmpet imod privatiseringen. Han har flere forklaringer på, at opbakningen til at udlicitere nu smuldrer:

– I starten var der problemer med Forenede Service, der vandt første udliciterinsgrunde. Her drejede det sig om sager om underbetaling og brug af udenlandsk arbejdskraft. Så gik rengoering.com konkurs, men fortsatte i en rekonstruktion.

– Jeg tror, at de mange sager om svindel og snyd gør det svært selv for tilhængerne af privatisering at blive ved med at forsvare det. Endelig viste det kommunale kontrolbud af de resterende områder, som skulle have været udliciteret, at der ikke var væsentlige besparelser at hente.

Glade ansatte

Det var en flok glade rengøringsansatte, der onsdag fik overbragt beskeden på et fællesmøde, fortæller Michael Hemming Nielsen til Arbejderen. Han var inviteret med til fællesmøde, som faglig sekretær og formand for gruppen Offentlig og Post i 3F Frederiksborg.

– Det var helt tydeligt, at rengøringspersonalet lige skulle sunde sig lidt - hvad var det lige, der blev sagt. Men da det så gik op for dem, at de ikke som frygtet skulle udliciteres, så blev de meget glade.

Selv den konservative borgmester Dorte Meldgaard, der tidligere har været varm fortaler for udliciteringen, er tilfreds med beslutningen.

– Jeg mener, at rengøringsenheden i Hillerød Kommune kan løfte opgaven. Vi har haft en turbulent tid på rengøringsområdet, og nu skal vi sikre ro og udvikling, både for medarbejdere og for de offentlige institutioner, der får gjort rent, siger borgmesteren i en pressemeddelelse.

Nu gælder det Vej og Park

Fra 1. maj vil Hillerød Kommunes egen rengøringsenhed varetage rengøringen på alle kommunens skoler og institutioner.

I næste måned ryger også renovationen i Hillerød, som har været hos en privat leverandør, retur til kommunen.

Nu håber Tue Tortzen, at der er banet vej for en helt ny strategi i kommunen.

– Nu får man jo blod på tanden, og næste mål må være at tage Vej og Park tilbage. Kommunen har kontrakt med HedeDanmark i tre år mere, men her er rod med underentreprenører. Forhåbentlig kan det udliciterede arbejde i Vej og Park tages tilbage i et kommunalt selskab, eventuelt sammen med andre kommuner, som det netop er sket på renovationsområdet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. mar. 2017 - 14:30   09. mar. 2017 - 15:05

Indlicitering

noc@arbejderen.dk