14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

HK'ere diskuterer fremtidens arbejdsmarked

363 delegerede til kongres

HK'ere diskuterer fremtidens arbejdsmarked

På sin kongres i Aarhus satte HK Danmark fokus på både fremtidens arbejdsmarked og fremtidens fagforening, den organiserende fagforening.

Den nye teknologi havde også gjort sit indtog på kongressen, hvor medlemmerne skulle melde sig på talerlisten via en app.
FOTO: PN
Kongresåbning. På HKs kongres deltager 363 delegerede samt en lang række gæster.
FOTO: PN
HKs forbundsformand Kim Simonsen.
FOTO: PN
Også denne robot deltog på HKs kongres.
FOTO: PN

Sammen for fremtiden. Det er temaet for HK’s kongres, som åbnede i dag i Aarhus. Med dette tema ønsker HK at sætte fokus på fremtidens arbejdsmarked og de udfordringer, det stiller til nutidens HK’ere.

– Vores fag rummer nogle af de opgaver, som bliver overtaget først af ny teknologi, fastslog forbundsformand Kim Simonsen i sin velkomst til kongressen, hvor der er stillet tre spørgsmål, som de 363 delegerede skal arbejde med.

Vores fag rummer nogle af de opgaver, som bliver overtaget først af ny teknologi.
Kim Simonsen, forbundsformand, HK

"Hvad skal HK’s politiske holdninger og prioriteringer være i forhold til at påvirke udviklingen og reguleringen under den 4. industrielle revolution", lyder et af spørgsmålene.

Som eksempler på fremtiden nævnte Kim Simonsen i sin beretning, at der i dag findes administrationsrobotter, der selv laver opslag i databaser og foreslår en afgørelse.

Arbejdstid

Og han tilføjede fra en hel anden boldgade:

– Ser man på vores nuværende regering, kan man da også blive i tvivl - om ikke politiker robotten allerede er opfundet? Uanset hvad spørgsmålet er, og uanset om det er krise eller opgangstider, er regeringens svar altid det samme; skattelettelser og nedskæringer.

Ulla Jeppesen, formand for HK it, medie & industri i København, foreslog, at arbejdstiden blev inddraget i diskussionen om fremtidens arbejdsmarked.

– Er det ikke netop nu vi skal gribe chancen til at få sat arbejdstiden ned, spurgte hun og påpegede, at det også handler om politisk prioritering.

– En 30-timers arbejdsuge vil kunne skaffe flere i job og mindske stress og sygdom. Og færre vil være nødt til at søge fleksjob på grund af nedslidning. Vi skal omsætte de teknologiske fremskridt til gavn for vores medlemmer. Lad os i det meste tage spørgsmålet om 30-timers arbejdsuge seriøst, sagde Ulla Jeppesen.

Organisering

Kim Simonsen fremhævede i sin beretning, at HK er blevet bedre til at engagere medlemmerne. Men selv om meget går godt i HK, er forbundet endnu ikke i mål. 

– Vi er ikke i mål med medlemstallet. Men tilbagegangen er bremset. Vi har tidligere gået fire-fem procent tilbage, nu er det to procent. Og vores medlemmer er, år for år, blevet mere tilfredse og mere loyale, sagde forbundsformanden og fremhævede arbejdet med den organiserende fagforening, DOF.

– DOF har ikke været en mirakelkur. Den organiserende fagforening er ikke en sprint, men et maraton. Og det er gennem det lange seje træk, at vi nu ser resultater! 

Også sektorformand Simon Tøgern fremhævede HK/Privats arbejde med organisering, som har været med til at stoppe medlemstabet, som HK var storleverandør af for fire år siden.

– I dag går det bedre eller rettere mindre galt. HK Privat har været i plus med medlemmer indtil midt i denne måned. I dag har vi et minus på 100 medlemmer. Efter at vi har set på firecifret udmeldelser, er det fedt at kunne se, at tingene er ved at ændre sig.

– En af de arbejdsmetoder, vi har fundet, handler om at ansætte organisere. Det var ikke en succes fra dag et, men det er det efterhånden blevet, sagde Simon Tøgern.

– Det er en ny måde at arbejde på og det har ikke været uden konflikter. Vi har skullet lære. Nu, hvor vi har fundet ud af, hvad der virker, skal vi gøre mere af det samme.

Han slog også fast, at det som giver allermest effekt er, når HK er tilstede på den enkelte arbejdsplads med tillidsrepræsentanter.

– Statistisk øger det folks lyst til at melde sig ind med seks gange. Målstyring handler om at vi bruger tiden på de rigtige ting i hverdagen. 

HK's kongres fortsætter tirsdag og onsdag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. okt. 2017 - 10:31   23. okt. 2017 - 16:48

HK-kongres

bi@arbejderen.dk
HK-kongres 2017
  • HK Danmark holder kongres 23.-25. oktober i Aarhus.

  • Der deltager 363 delegerede og en lang række gæster.

  • HK har 242.800 medlemmer (heraf 169.800 erhvervsaktive) og er opdelt i fire sektorer: HK Privat, HK Handel, HK Stat, HK Kommunal.

  • Kim Simonsen er forbundsformand.