Hvis arbejdsgiverne ikke går med til at afskaffe den såkaldte 50%-regel ved overenskomstforhandlingerne i 2017, så vil det få indvirkning på, om HK/Privat anbefaler medlemmerne at stemme ja eller et nej ved den efterfølgende urafstemning.
Der er intet forsvar for 50%-reglen, som forhindrer 3.000 HK'ere i at få en overenskomst.
Simon Tøgern, HK.
Anbefalingen har stor indvirkning på, hvad medlemmerne stemmer. I både 2012 og 2014 fulgte de godt 100.000 medlemmer sektorbestyrelsens anbefaling og stemte ja, også selvom den omstridte regel ikke blev fjernet.
Nu forsøger den største sektor i fagforbundet HK Danmark at lægge pres på arbejdsgivere og forbundets egne forhandlere forud for OK 2017, hvor 50%-reglen kommer på bordet - for femte gang.
"Afskaffelsen af 50%-reglen er hjerteblod for HK/Privat og skal prioriteres højt i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. Udfaldet af forhandlingerne herom skal derfor tillægges stor vægt, når HK/Privat skal beslutte sin anbefaling ved urafstemningen om OK 2017", lyder det i en udtalelse, som en enig flok af delegerede vedtog på kongressen i HK/Privat, der sluttede i tirsdags.
HK-variant af social dumping
Med henvisning til reglen kan arbejdsgiverne sige nej til at tegne overenskomst, med mindre HK kan dokumentere, at halvdelen af de HK-ansatte er medlemmer af forbundet.
– Der er intet forsvar for den regel. Vi har 19.000 medlemmer, som ikke er dækket af en overenskomst, men er altså nede på 3.000, som ikke er det på grund af 50%-reglen, sagde sektorformand Simon Tøgern til de godt 300 delegerede.
Spørgsmålet fik mange delegerede på talerstolen, og de var tydeligt skuffede og frustrerede over, at reglen stadig gælder.
– For fire år siden blev vi enige om, at overenskomsten i 2012 skulle give lige rettigheder og lige muligheder. Ellers ville vi stemme nej. Resultatet blev et meget smalt forlig. Der blev opnået små og få forbedringer, og det blev alt for dyrt betalt. Betalt af os selv, mente således Ole Skovbo Sørensen, formand for Transport & Turisme.
Modstandere af 50%-reglen betegner den som en HK-variant af social dumping.
En af dem er Ulla Jeppesen, formand for HK it, medie og industri Hovedstaden. Hun var forslagstiller til den vedtagne formulering, der forpligter fagtoppen til at tage det med i sin udmelding, hvis reglen består efter 2017.
Uden OK - ingen goder
– Rækken af goder, som man kun kan være sikker på at få, hvis man har overenskomst, er lang. Det gælder ret til fri på barnets første sygedag, den sjette ferieuge, løn under barsel, arbejdsmarkedspension og ret til betalt efteruddannelse, forklarer Ulla Jeppesen til Arbejderen.
Og det er ikke småpenge HK-medlemmer uden overenskomst går glip af på den konto. HK har beregninger, der viser, at de mistede goder kan løbe op i månedlige tab på helt op til 6.000 kroner.
Ulla Jeppesen bemærker, at det er et problem, at 3.000 medlemmer går glip af de mange goder, fordi de på grund af den diskriminerende reglen ikke er dækket af en overenskomst.
– Samtidig ved i, at der findes HK-ansatte, som ikke melder sig ind i fagforeningen, fordi vi ikke kan tilbyde dem en overenskomst. På den måde hænger arbejdet med at sikre flere overenskomster og flere medlemmer sammen, siger Ulla Jeppesen.
CO-industri
Når reglen ikke allerede er fjernet, skyldes det ikke alene arbejdsgivernes manglende vilje. Også internt i fagbevægelsen har HK/Privat svært ved at gøre sin indflydelse gældende.
– Vi havde ikke den nødvendige styrke - internt i forhold til de øvrige grupper i CO-industri eller udadtil i forhold til DI. Derfor valgte vi som bekendt at tage de indrømmelser, der i øvrigt var kommet på bordet. Indrømmelser, vi ikke havde fået, hvis vi havde sagt nej, sagde Simon Tøgern i den del af den mundtlige beretning, der så tilbage på de seneste to overenskomstforløb i 2012 og 2014.
Overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked er styret med hård hånd af forhandlerne på industriens område. På lønmodtagerside forhandler CO-industri, men HK/Privat sidder ikke med i det snævre forhandlingsudvalg som de bør, mente flere delegerede.
– Vi har rigtig mange gange bedt om at få HK/Privatformanden ind i forhandlingsudvalget. Nu har kongressen også gjort opmærksom på det, siger Ulla Jeppesen, der håber, at Claus Jensen og Mads Andersen, henholdsvis formand og næstformand i CO-industri, har fanget budskabet fra kongressen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278