24 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hold corona ude fra byggepladserne

Faglig aktion 1. maj

Hold corona ude fra byggepladserne

De københavnske byggefagforeninger gennemfører coronaaktion 1. maj med kravet om bedre sikkerhed på byggepladserne.

Arkivfoto.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Byggefagenes Samvirke i København vil benytte 1. maj til at slå et slag for sikkerheden på byggepladserne i disse coronatider.

Vi hører fra udenlandske kolleger om arbejdsgivere, der ser igennem fingrene med sikkerheden og sender folk i arbejde uden beskyttelse.

Byggefagforeningerne gennemfører en aktion, men for at sikre at deltagerne holder behørig afstand til hinanden, skal folk tilmelde sig i deres fagforening.

Baggrunden for aktionen er, at coronakrisen i ugevis har lukket store dele af samfundet ned, men samtidig har der været folk, der er gået på arbejde hver dag. Blandt andre vores medlemmer på byggepladserne. Det gør de sammen med kolleger, der kommer hertil fra andre lande.

De er velkomne, ja. Men covid-19-smitten har nu i ugevis skabt en sundhedsfarlig situation for både os og for kollegerne fra udlandet. Det har vi gjort opmærksom på for over en måned siden, hvor vi har efterlyst initiativer, der kan sikre alles helbred på byggepladserne.

Undren på byggepladserne

Men selv om både vi og nu også beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har været på banen i denne sag, har vi stadig situationer, hvor arbejdsgiverne ikke er deres ansvar bevidst. Vi hører fortsat historier fra hele landet, hvor udenlandske arbejdere kommer ind i Danmark og umiddelbart derefter tager ud på byggepladserne og arbejder. På nogle af pladserne har man i forvejen store problemer med arbejdsmiljø, velfærdsforanstaltninger og hygiejne, hvorfor disse pladser er mulige smittebomber for coronavirus.

Blandt medlemmer i byggeskurene har man undret sig over, at arbejdere kan komme ind over grænserne og gå direkte på job, når vi andre af vores arbejdsgivere bliver pålagt at gå to uger i karantæne, hvis vi kommer hjem fra udlandet. Ligesom vi hører fra udenlandske kolleger om arbejdsgivere, der ser igennem fingrene med sikkerheden og sender folk i arbejde uden beskyttelse.

Ministeren pålægger nu med sin seneste melding arbejdsgiverne at få styr på både arbejdsmiljø og undgå smitte udefra. Det har han ret i. Men vi mangler stadig, at der kommer klare og umisforståelige regler – om nødvendigt lovgivning – som sikrer, at karantænereglerne også sættes i værk for byggepladsernes vedkommende. Derfor skal der kontrol til, for høflige henstillinger gør det ikke alene.

Aktion med to meter mellem deltagerne 

Derfor afholder Byggefagenes Samvirke på arbejdernes internationale kampdag, fredag den 1. maj, en coronaaktion klokken 08 på Njalsgade nr. 105, 2300 København S.

Her vil formand for Byggefagenes Samvirke Henrik Juul Rasmussen og formand for Bygge-, Anlæg- og Trækartellet (BAT) Claus von Elling tale.

Aktionen gennemføres efter reglerne og med den nødvendige sikkerhedsafstand efter tilladelse fra politiet.

Kontakt: Rasmus Kreutzmann, mobil: 60 21 70 11, rasmus.kreutzmann@3f.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. apr. 2020 - 16:24   30. apr. 2020 - 18:49

Faglig aktion

Mads Bruun Pedersen, Byggefagenes Samvirke