Medlemsskab af en fagforening, sammenhold og mere oplysning om forholdene.
Det er det bedste værn mod arbejdsgivernes angreb på løn og arbejdsvilkår i rengøringsbranchen.
Hver gang politikerne udliciterer, får det store konsekvenser for personalet, der skal løbe stærkere.
Ekremana Curkic, 3F
Det mener Ekremana Curkic, der i dag sammen med cirka 50 andre 3F-medlemmer og tillidsfolk fra den private rengøringsbranche deltog i en faglig aktion foran Rigshospitalet i København.
En presset branche
- Rengøringsbranchen bliver stadig mere presset. Hver gang politikerne beslutter at udlicitere, får det som regel store konsekvenser for personalet. De bliver sat ned i arbejdstid og presset til at løbe stærkere, siger Ekremana Curkic til Arbejderen.
Med aktionen, der foregik under overskriften "Retfærdig Rengøring", ønsker 3F at oplyse almindelige borgere om, hvad det vil sige at have et rengøringsjob, og at slå hul igennem til politikerne, som de mener bærer et ansvar for udviklingen.
Aktivisterne kræver: Et arbejdstempo man kan holde til, en løn man kan leve af og respekt om jobbet.
Brug for oplysning
Ekremana Curkic kender branchen fra sit tidligere job som netop rengøringsassistent på Rigshospitalet. I dag er hun faglig sekretær i 3F København og opfordrer ansatte i rengøringen til at stå frem og fortælle om forholdene.
- Det skal mere frem i lyset, hvad der foregår. Kun de færreste ved hvor stærkt, rengøringspersonalet løber. Kun hvis vi får noget at vide, kan vi gøre noget ved det. Som fagforening har vi så ansvaret for at tage sagerne op, og for at få organiseret området. Det er det bedste forsvar mod arbejdsgivere og politikere, der vil presse branchen, slutter den faglige sekretær.
"Retfærdig rengøring" blev også gennemført foran sygehusene i Kolding og Skejby ved Aarhus.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278