Da den indiske it-ekspert Akhilesh Thakur i juli måned 2009 satte sig på et fly til Danmark for at begynde på job hos CSC Danmark, anede han ikke, at han fire år senere stadig skulle slås for at få sin løn udbetalt.
Den amerikanske it-koncern blev sidste år i april dømt til at betale 6,7 millioner kroner i bøde efter at politi og myndigheder havde set nærmere på de ansættelsesforhold, som firmaet bød hundredevis af indiske it-eksperter, som blev hentet hertil for at arbejde.
Og Akhilesh Thakurs indiske kollegaer har nu med tilbagevirkende kraft fået udbetalt, hvad der svarer til løn efter dansk overenskomst, for det arbejde de har udført i Danmark.
Den, som tør stå frem, har også krav på sin retmæssige løn.
Hanne Lykke Jespersen, næstformand i Prosa.
Men CSC nægter stadig at betale til Akhilesh Thakur: Den it-specialist, der henvendte sig til ledelsen og krævede sin retmæssige løn og efterfølgende satte DR-programmet P1 Orientering på sporet af hele sagen.
- Det er gengældelse. Jeg føler, jeg skal straffes, siger Akhilesh Thakur via en telefonforbindelse fra Indien til Orientering.
Efter måneders gravearbejde sendte DR den 30. juli en udsendelse om it-gigantens behandling af de indiske it-arbejdere.
CSC skylder over 100.000 kroner
Heri fortæller Akhilesh Thakur, at han som whistleblower er den eneste, der stadig ikke har fået den løn, CSC har lovet ham og hele tiden burde have betalt ham.
Han erfarede, at der var langt fra løfterne i ansættelseskontrakten til virkeligheden. Ud over indisk løn på 3000 kroner om måneden og bolig stillet til rådighed i Danmark skulle han få udbetalt en diæt på 550 kroner om dagen. Den udbetalte diæt var i stedet på 285 kroner og inderens tilgodehavende er på over 100.000 danske kroner.
Samme dag Akhilesh Thakur starter ved CSC’s indiske afdeling, får han besked om at søge om opholds- og arbejdstilladelse i Danmark, så han kan blive udstationeret dér.
Af personlige grunde ønsker den unge inder ikke at forlade Indien, men han og andre ansatte siger, at et nej er det samme som en fyreseddel.
Tre dage inden afrejsen bliver Akhilesh Thakur, som alle andre, DR har snakket med, bedt om at skrive under på, at hvis han er i Danmark i for eksempel seks måneder for at arbejde, så skal han blive hos CSC under hele opholdet og i den dobbelte tid bagefter. Ellers skal han betale 300.000 Rupees (INR). Det samme gælder, hvis han bliver fyret af CSC. En dansk krone svarer til cirka ni INR.
Orientering oplyser, at der, inden flyet letter fra Indien, bliver sat endnu en underskrift på et tillæg til aftalen, der lyder at Akhilesh Thakur ikke senere vil give sig til at diskutere beløbet, og at han har skrevet under på aftalen af egen fri vilje.
- Men det har jeg ikke. Havde jeg sagt nej, havde de fyret mig med det samme, fortæller den indiske it-arbejder.
Sendt retur før tid
Den daværende 25-årige it-ekspert henvender sig første gang til CSC’s danske ledelse efter tre en halv måneds arbejde her i landet for at få de penge, firmaet skylder ham.
I løbet af få dage eskalerer sagen, der ender med, at CSC ændrer Akhilesh Thakurs returbillet til Indien. Han sendes retur den 30. oktober med besked om, at han skal gøre arbejdet for CSC’s danske kunde færdigt fra en computer i hjemlandet.
I december sidste år rejste han med hjælp fra it-forbundet Prosa sag mod CSC for at få sin løn udbetalt.
Den 30. december, Thakurs sidste arbejdsdag, får han besked på, at han skal betale 300.000 Rupees til CSC eller droppe den faglige sag mod firmaet. Til gengæld vil han få udleveret et såkaldt fratrædelsesbrev, som gør det muligt for ham at søge job i andre firmaer.
Den indiske it-ekspert accepterer, men først efter gentagne rykkere får han udeveret fratrædelsesbrevet midt i marts i år.
Siden har Prosa besluttet at genrejse sagen mod CSC.
- Den, som tør stå frem, skal ikke kunne straffes på den måde, men har også krav på sin retmæssige løn. Hvis CSC ikke vil give ham den løn, er det tydeligvis for at han skal straffes, og andre skal advares mod at gøre noget tilsvarende, mener Hanne Lykke Jespersen, næstformand i Prosa.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278