Omkring seks procent af de dagpengeberettigede arbejdsløse får i dag udbetalt mindre i dagpenge end før dagpengereformen fra 2017.
Vi har i forligskredsen konstateret, at overordnet set stilles dagpengemodtagerne bedre med de nye satsberegningsregler.
Troels Lund Poulsen, beskæftigelsesminister (V)
Med reformen, som blev vedtaget af Venstre-regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, fulgte nye regler for beregning af dagpengesatsen ved genindplacering i dagpengesystemet. Reglerne betyder en højere sats for de fleste, men problemet er, at det rammer vikarer og andre, som har perioder med få timer og dermed lav indtjening.
Fagbladet 3F har fortalt om flere medlemmer, der på den konto har mistet helt op til 8.000 kroner om måneden og røget ned på 9.000-10.000 kroner i udbetaling.
Alligevel afviser beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) blankt at lave reglerne om, og han gør opmærksom på, at forligskredsen har diskuteret reglerne for satsberetning flere gange og nøje fulgt konsekvenserne.
Det samme, mere eller mindre
"Vi har i kredsen konstateret, at overordnet set stilles dagpengemodtagerne bedre med de nye satsberegningsregler," skriver han i et svar til 3F’s a-kasse, der i et brev havde appelleret til ministeren om at se på reglerne igen.
Ministeriet fremlægger tal for andet halvår af 2018. De viser, at knap 81 procent af de arbejdsløse, som er omfattet af nye beregningsregler, har fået samme sats som tidligere. Knap 14 procent har fået en højere sats og knap seks procent en lavere sats, skriver Fagbladet 3F.
"Langt de fleste får altså den samme eller en højere dagpengesats. Jeg har på den baggrund ikke planer om at ændre grundlæggende ved satsberegningsreglerne i dagpengesystemet," slutter Troels Lund Poulsen brevet til 3F's a-kasse.
Urimelig lav dagpengesats
Eva Obdrup, forretningsfører i 3F’s a-kasse, synes, at ministerens argumentation er underlig bagvendt, og at seks procent, der får en lavere dagpengesats, er alt for mange.
>>LÆS OGSÅ: Mister en måneds dagpenge
– Nu handler det om at hjælpe de få, der står med en helt urimelig lav dagpengesats. Det er bare ikke rimeligt, at nogle ledige får så lav en sats, at de ikke kan leve af den og må henvende sig til kommunen for at få supplerende kontanthjælp, fastslår Eva Obdrup og fortsætter:
– Det er fint, at de nye regler har været en fordel for mange. Nu skal vi bare have hjulpet dem, som reglerne har ramt urimelig hårdt, mens de kæmper for at bide sig fast på arbejdsmarkedet.
Fagbevægelsen og arbejdsgiverne var enige
Reglerne i reformen fra 2017 udspringer af anbefalinger fra Dagpengekommissionen, hvor der sad repræsentanter fra både fagbevægelsen og arbejdsgiverne.
>>LÆS OGSÅ: S afviser kritik af nye dagpengeregler
Næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Ejner K. Holst har tidligere oplyst til Fagbladet 3F, at han har indkaldt til et møde i maj med arbejdsmarkedsordførerne fra forligspartierne.
– Nu vil vi finde ud af, hvad der skal til for at gøre noget ved det. Og det bliver ikke de ledige, der kommer til at betale regningen. Den er allerede betalt én gang i form af karensdage og lavere dimittendsatser med mere. Så det bliver op til politikerne at finde pengene et andet sted, pointerer Ejner K. Holst overfor Fagbladet 3F.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278