3F’s kongres gav ikke opbakning til de lokale afdelinger, som stillede forslag om, at ingen må afslutte overenskomstforhandlingerne, før alle grupper har afstemt deres resultat - altså en form for musketéred, hvor forbundets seks branchegrupper forpligter sig til at vente på hinanden, før der slås søm i endelige forlig.
Det ville være godt, hvis vi kunne sende et signal til arbejdsgiverne om, at sammenholdet i 3F's branchegrupper er betingelsesløst.
Carsten Bansholm, BJMF
“Det giver store problemer, når en gruppe afslutter forhandlingerne, mens de andre grupper fortsat forhandler. Grupperne fristes til at fremme særinteresser på bekostning af andre gruppers interesser eller Forbundets overordnede målsætninger", lød det fra forslagsstillerne 3F Frederiksborg, 3F BJMF, 3F Bygningsarbejdernes Fagforening og 3F Roskildeegnen.
Industrien lægger linjen
3F har seks branchegrupper med industrigruppen, byggegruppen og transportgruppen som de største. Ved de seneste mange overenskomster har industrigruppen via forhandlingsfællesskabet CO-industri været først til at afslutte deres forhandlinger med arbejdsgiverne i DI.
Forliget på industriens område har efterfølgende sat rammerne for alle øvrige områder, og det er det, der skal tages livtag med, mener folkene bag det nedstemte forslag.
– Når vi nu gentagne gange har set, at de her forhandlinger kan give problemer for nogle grupper, så er vi nødt til at forsøge at dæmme op for det. Selvom vi ikke direkte har de samme krav, så ville det være godt, hvis vi kunne sende et signal til arbejdsgiverne, når forhandlingerne om nye overenskomster går i gang i 2017, at sammenholdet i 3F's branchegrupper er betingelsesløst, lød det fra Carsten Bansholm fra BJMF.
En af de grupper, der mærker konsekvensen af industriens dominans ved overenskomstforhandlingerne, er byggegruppen. I årevis har kravet om kædeansvar som et helt afgørende redskab i kampen mod social dumping stået øverst på bygningsarbejdernes ønskeliste.
– Problemet er, at hvis arbejdsgiverne i DA eller DI siger, at der ikke er brug for kædeansvar, så får vi det ikke igennem, siger John Ekebjærg-Jakobsen fra 3F København.
Brug for fælles fodslag
Konsekvensen af manglende fodslag i fagbevægelsen fik blikkenslagerne at føle konkret ved overenskomstforhandlingerne i 2012, forklarer han.
Blikkkenslagernes version af forhandlingerne lyder, at arbejdsgiverne reelt gik efter et sammenbrud. De ønskede lønningerne ned, så de kunne konkurrere med udenlandske firmaer. Forhandlingerne brød sammen, og blikkenslagerne fik i stedet trukket en overenskomst ned over hovedet baseret på industriens forlig - men som ikke indeholdt blikkenslagernes krav.
John Ekebjærg-Jakobsen glæder han sig til gengæld over, at det nu bliver skrevet ind i forbundets faglige politiske grundlag, at der skal indføres reelt kædeansvar, der sikrer at lønmodtagere i hele entreprisekæden kan rejse krav over for en hovedentreprenør.
– Det er meget positivt. Så sent som på forrige kongres blev det ellers afvist med argumenter om, at det ikke kunne lade sig gøre eller var direkte ulovligt i henhold til EU-regler.
– Siden har det vist sig, at selv en storentreprenør som Hoffmann har meldt ud, at kædeansvar er en styrke, fordi det sikrer arbejde på lige vilkår.
Konference mod social dumping
John Ekebjærg-Jakobsen er også formand for Byggefagenes Samvirke i København, der arbejder for at skabe tværfagligt samarbejde mod social dumping op til OK2017.
– Vi respekterer, at værktøjerne mod social dumping er forskellige fra branche til branche. Derfor arbejder vi på, at skabe opbakning til fagbevægelsens forhandlere om at få de redskaber igennem ved forhandlingsbordet, som kan stoppe social dumping, forklarer han og opfordrer til at mobilisere til og deltage i den landsdækkende konference fredag den 28. oktober i Odense.
3F-kongressen fortsætter til og med torsdag med delegeretmøde i 3F's a-kasse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278