Fællesskab betyder alt for Jakob Lykke, formand for 3F Esbjerg Transport. Det er de fællesskaber, han har været en del af gennem hele livet, der har formet ham til den person, han er i dag.

Kun fagbevægelsen – og den rigtige af slagsen – kan tage kampen for fremtiden.

– Det er også gennem fællesskabet med andre, at man kan være med til at skabe forandringer, siger Jakob Lykke til Arbejderen. 

Spiren til den bevidtshed blev sået allerede i folkeskolen, hvor han blev valgt som elevrådsrepræsentant. På handelsskolen var han formand for elevrådet og talte sine medstuderendes sag. Og som udlært HK'er indenfor offshore-branchen og i en alder af blot 26 år blev han valgt som tillidsrepræsentant på Danaklon (i dag Fibervision, red.) i Vejen.

I dag fortsætter den faglige og politiske dannelse i fagforeningen 3F Esbjerg Transport. Her har Jakob Lykke været konstitueret formand for knap 3000 medlemmer, siden Henning Overgaard sidste år i september blev valgt som forbundssekretær på 3F's kongres.

Tryg i fagbevægelsen

Trods det nye hverv og nye opgaver føler Jakob Lykke sig hjemme.

– Jeg finder ikke bedre tryghed end her i fagbevægelsen, siger 3F-formanden og fortsætter:

– Jeg har boet i Esbjerg hele mit liv. Jeg nyder at køre rundt på havnen, hilse på folk og få en snak med dem om, hvordan det står til, og høre, hvad de tænker og mener. Det er her, jeg er tryg, og jeg fungerer bedst i trygge rammer og blandt folk, jeg kender.

Den 48-årige vestjyde er stolt over at være formand for en fagforening, der historisk har markeret sig både fagligt og politisk. 

– Vi er sat i verden for at beskytte og tale vores medlemmers interesser. Det skal der ikke være tvivl om. Vi skal helt grundlæggende sikre, at de har ordentlige løn- og arbejdsvilkår, men det er også vigtigt, at fagbevægelsen er politisk, siger Jakob Lykke, der altid selv har interesseret sig for samfundsudviklingen – i Esbjerg, i Danmark og ude i verden.

Faglig og politisk

I hans optik er det da også lige så naturligt, at fagbevægelsen forholder sig til de igangværende overenskomstforhandlinger, den aktuelle debat om højere pensionsalder som til TTIP og CETA – handels- og investeringsaftalerne mellem EU og henholdsvis USA og Canada – som han mener får dramatiske konsekvenser for udviklingen i de involverede lande.

– Liberaliseringen buldrer derudad og øger uligheden mellem rig og fattig. Se bare i Europa. Du kan jo ikke pege på et eneste land, hvor uligheden ikke er blevet større. Det gælder også i Danmark.

– Der er sket nogle helt basale forandringer i den tid, jeg har været på arbejdsmarkedet. Det sikkerhedsnet, som mange af os tog for givet, kan hurtigt være væk. Sådan var det ikke for 10-15 år siden. Nu er bunden rykket nærmere os allesammen.

– Vi har set reformer på kontanthjælps- og dagpengeområdet, der betyder, at man på kort tid kan gå fra at have et nogenlunde stabilt og trygt liv med job og fast indtægt til at ende udenfor arbejdsmarkedet uden nogen form for sikkerhed.

De hastige forandringer gør det efter Jakob Lykkes mening ekstra vigtigt at snakke med medlemmerne og hele tiden vide, hvad der rør sig blandt dem. Hvad er det, de går og spekulerer på, og hvad synes de, at fagforeningen skal gøre?

Snak med medlemmerne

Derfor bevæger Jakob Lykke sig gerne udenfor fagforeningslokalerne i Nyhavnsgade, og han mærker tydeligt, at utrygheden præger medlemmerne.

– De er bekymrede for fremtiden. Når jeg spørger dem, hvad de har af fremtidsudsigter, så tøver de. De tør ikke tænke ret langt frem i tiden. De er utrygge, lyder det med alvor i stemmen.

Trods dystre udsigter har Jakob Lykke en ukuelig tro på fællesskabets muligheder for at skabe forandringer.

– Men skal det laves om – og det skal det – så er der kun fagbevægelsen og den rigtige af slagsen til at tage kampen for fremtiden.

Lige nu holder fagforeningen et vågent øje med resultatet af overenskomstforhandlingerne, som skal indeholde væsentlige forbedringer for medlemmerne. Og så har afdelingen kastet sig ind i kampen for at forhindre det usympatiske politiske projekt, der vil have medlemmerne til at knokle på arbejdsmarkedet, indtil de dør eller står med det ene ben i graven.