Vil man have unge til at melde sig i fagforening og være fagligt aktive, så skal fagforeningen være opsøgende og synlig.
Jeg blev tiltrukket af energien, møderne og de mange aktiviteter, der er i fagforeningen.
Det mener Jonas Solberg Jensen, formand for Ungdommen i 3F BJMF, Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København.
– Jeg har ikke været faglig aktiv så længe, men i foråret 2016 blev jeg overtalt til at tage med til generalforsamling i BJMF Ungdom for første gang. Kort tid efter var der 1. maj, og siden er det gået stærkt, fortæller Jonas Solberg Jensen, der i dag skriver sin første faglige kommentar i Arbejderen.
>> LÆS OGSÅ: Der skal investeres i uddannelser
Ungdomsformanden slår fast:
– Jeg blev tiltrukket af energien, møderne og de mange aktiviteter, der er i fagforeningen.
Vejen frem
Det er en kæmpe opgave at organisere de unge og ikke mindst at få dem til at tage ansvar for deres egen situation. Men der er ingen vej udenom, hvis man ønsker indflydelse på overenskomsterne og andre faglige/politiske spørgsmål, mener Jonas Solberg Jensen.
Aktuelt gælder det regeringens finanslovsforslag.
– Vi vil gøre, hvad vi kan for at påvirke debatten og forhåbentlig også nogle beslutninger om finanslov 2018. Regeringen fortsætter med at skære ned på uddannelsesområdet, herunder erhversvuddannelserne. Det er en helt forkert vej at gå.
Ungdommen i BJMF bakker da også op om demonstrationerne den 5. oktober, når 39 uddannelses- og faglige organisationer protesterer i landets fire største byer mod regeringens foreslåede nedskæringer.
Sammenhold rykker
En af de faglige aktiviteter, som har været med til at overbevise Jonas Solberg Jensen om, at man kan opnå succes, hvis man står sammen, var den faglige konflikt på Axel Towers. Et sjak på 40 snedkere og tømrere nedlagde i september måned sidste år arbejdet på det prestigefyldte byggeri, fordi de ikke kunne blive enige med arbejdsgiverne om betalingen. Efter to uger blev de strejkende fritstillet, men et enigt sjak og det støttearbejde, som Jonas Solberg Jensen blev engageret i, var med til at lægge pres på arbejdsgiverne, og samtlige håndværkere blev tilbudt genansættelse.
– Under den konflikt mødte jeg mange aktivister fra andre fagforeninger. Umiddelbart efter skulle vi i gang med forberedelserne til OK 2017, og det var som om, folk havde fået blod på tanden. Nu skulle det fandme være - det var nu, vi skulle have kædeansvar og værn mod social dumping, fortæller den københavnske tømrersvend.
OK 2017
Som bekendt endte det med, at forhandlerne fra fagtoppen og arbejdsgiverne - tilsyneladende ud af det blå - indgik forlig, der blandt andet gav sidstnævnte ret til at kræve systematisk overarbejde fem timer om ugen. Det førte til udbredt frustration og vrede blandt især bygningsarbejderne i fagforbundet 3F.
– Så kom den her Nej til 42 timers kampagne, som satte skub i mange tillidsfolk og også helt almindelige folk ude på arbejdspladserne. Det var spændende og sjovt at være med til, lyder det fra Jonas Solberg Jensen.
I maj måned i år blev han valgt til at stå i spidsen for ungdommens aktiviterer i BJMF, og den 24-årige tømrersvend glæder sig til nye udfordringer sammen med de andre unge i fagforeningen.
Ungdomsarbejdet i den store byggefagforening har fået en opblomstring de seneste fire-fem år. Ifølge Jonas Solberg Jensen er forklaringen en kombination af den aktivistiske stil, selvstændig økonomi og tillid fra afdelingsbestyrelsen.
– Det, at vi har en selvstændig økonomi, betyder, at der ikke behøver gå lang tid, fra vi får en idé, til den bliver ført ud i livet. Det er enormt vigtigt for ungdomsarbejdet, at vi ikke skal spørge hver gang, vi gerne vil bruge 200 kroner på et eller andet.
Bidt af fagligt arbejde
Jonas Solberg Jensen har altid interesseret sig for, hvad der "sker rundt omkring i verden", og nu har det faglige arbejde fået tag i ham.
– Jeg er blevet bidt af det, og synes det er spændende. Det er især sjovt, når vi beslutter os for at lave aktioner, og jeg mener også, at det er, når vi viser flaget, at vi rykker mest og kan ændre på tingene.
Ud over finanslov 2018 forventer Jonas Solberg Jensen, at ungdommen i BJMF engagerer sig i den forestående valgkamp til Borgerrepræsentationen og regionsrådet i hovedstaden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278