07 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Jobpatruljen ruller igen

Sommer, sol og faglige rettigheder

Jobpatruljen ruller igen

Igen i år begiver fagligt aktive unge sig ud i det danske sommerland for at fortælle deres jævnaldrende fritidsjobbere om deres faglige rettigheder.

Sidste år besøgte Jobpatruljen 10.000 arbejdspladser.
FOTO: Kristian Emil Petersen
1 af 1

Sommerferietiden nærmer sig med hastige skridt, og dermed den årlige jobpatrulje.

Jobpatruljen er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor unge fra hele landet bruger en del af deres sommerferie på at besøge tusindvis af danske arbejdspladser med unge fritidsjobbere for at tjekke, om de unges arbejdsvilkår er i orden.

Sidste år var 250 aktivister ude på omkring 10.000 arbejdspladser, fortæller patruljens koordinator Kasper Tolstrup Andersen, som forventer endnu flere aktivister i år.

- Vi regner med at i år bliver den største jobpatrulje nogensinde, siger han til Arbejderen og fortsætter:

- Målet er, at flere unge fritidsjobbere i alderen 13-18 år får et større kendskab til deres rettigheder på arbejdsmarkedet.

Bruger halvdelen af sin ferie

Kasper Tolstrup Andersen er ikke i tvivl om, at det virker, når unge opsøger unge.

- Vi kan noget, som de ansatte i fagforeningerne ikke kan. Aktivisterne er selv unge, og mange har for nyligt været fritidsjobbere og kan derfor nemt sætte sig ind i de problemer, som kan opstå på arbejdspladsen, siger han.

En af de unge, som i år tager med på årets jobpatrulje, er 21-årige Morten Ahrendt fra Aarhus. Af sine to ugers sommeferie bruger Morten halvdelen på at tage rundt og snakke med ungarbejdere.

- Jeg var med første gang sidste år, og det var rigtigt fedt. Det er en fin måde at komme ud og snakke med en masse forskellige mennesker på, gøre en forskel og så er der et fedt sammenhold imellem aktivisterne. Derfor tager jeg med på patruljen igen i år, siger Morten Ahrendt.

Han forklarer, at man som jobpatrulje-aktivist bor rundt omkring i sovesale, fagforeninger og sommerhuse sammen med de andre aktivister.

- Det er super hyggeligt. Om dagen tager vi ud og besøger arbejdspladser, og om aftenen drikker vi en øl, spiller nogle spil og får en sludder. Det er sjovt, fordi det er meget forskellige mennesker, som er med som aktivister.

Brug for flere aktivister

Morten Ahrendt har selv arbejdet i butik i tre et halvt år, indtil han i foråret begyndte at aftjene sin værnepligt i Beredsskabsstyrelsen. Han mener, at hans erfaringer som ungarbejder er vigtige, når han tager på jobpatrulje.

- Det er nemmere, når man selv har haft det inde på kroppen. Jeg kan spørge ind til de problemer, jeg selv har oplevet igennem årene og på den måde nemmere få et billede af de unges forhold, forklarer han.

Jobpatruljen har kørt hver sommer siden 1979. Bag jobpatruljen står fagforeningerne 3F og HK med støtte fra en række fagforeninger under hovedorganisationen LO.

Kasper Tolstrup Andersen understreger, at der altid er brug for flere aktivister til jobpatruljen. For at blive aktivist skal du være medlem af en overenskomstbærende fagforening og kunne afsætte minimum to dage i løbet af sommerferien.

Jobpatruljen besøger arbejdspladser fra uge 27-30. Læs mere eller tilmeld dig årets jobpatrulje her.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. jun. 2013 - 13:15   13. sep. 2013 - 10:32

Ungarbejder

as@arbejderen.dk
Jobpatruljen
  • Jobpatruljen er en oplysningskampagne for 13- til 17-årige fritidsjobbere.

  • Siden 1979 har Jobpatruljens aktivister hver sommer besøgt virksomheder over hele landet. Her taler aktivisterne med de unge – og ofte også arbejdsgiverne – om arbejdstid, løn, arbejdsforhold, arbejdsmiljø og -skader samt rettigheder på arbejdsmarkedet.

  • Ud over den årlige sommertur vejleder Jobpatruljen hele året børn og unge, forældre, arbejdsgivere og lærere om arbejdsmarkedet. Det sker via brevkassen på jobpatruljen.dk og via Fagbevægelsens Hotline 8024 1010.

  • Jobpatruljen varetages af 3F og HK med støtte fra en række andre fagforeninger under Fagbevægelsens Hovedorganisation.

  • Når Jobpatruljen besøger en virksomhed, gennemfører Jobpatruljen en række interviews med fritidsjobberne på arbejdspladsen. Disse interviews danner grundlag for en årlig rapport om resultaterne. Rapporterne fra tidligere år kan findes her.