Det kan betale sig at bekæmpe social dumping på det danske arbejdsmarked. Og det i mere end én forstand. Det kan man konkludere ud fra tal fra Beskæftigelsesministeriet, som Fagbladet 3F har fået aktindsigt i.
Systematiske stikprøve-kontroller giver ikke bare flere penge i statskassen, men sikrer også et bedre arbejdsmiljø.
Bent Greve, professor
I et internt notat fra SKAT, Arbejdstilsynet og politiet til Beskæftigelsesministeriet fremgår det nemlig, at SKAT de seneste fire år har skrabet tæt på en halv milliard kroner sammen i indsatsen mod social dumping.
Fagbladet skriver, at millionerne er kommet ind som en direkte konsekvens af myndighedernes kontrol af især udenlandske virksomheder, der arbejder i Danmark. Målet for kontrollerne har været at sikre, at virksomhederne betaler den skat og moms, de skal.
445 millioner på fire år
Af 7.700 kontrolbesøg på fire år har SKAT hentet 445 millioner kroner ind på skattereguleringer. En sum penge hvoraf hovedparten er gået direkte ned i statsakassen, vurderer professor ved RUC, Bent Greve.
– Mit umiddelbare bud vil være, at staten mindst har fået skatteværdien af beløbet samlet ind i ekstra skatter. Så det svarer til et sted mellem 260 og 330 millioner kroner ekstra i statskassen, siger han til Fagbladet 3F.
Torben Bagge, der er advokat og skatteekspert i advokatfirmaet Tommy V. Christiansen, vurderer, at de reele indtægter fra SKATs øgede kontroller er større endnu.
En forhøjelse af skatten for et udenlandsk firma er nemlig noget, der følger firmaet indtil arbejdet i Danmark er færdigt. På den måde kan der gå op til flere år, hvor firmaet betaler tilsvarende mere i skat hver eneste måned, forklarer Torben Bagge:
– På den måde bliver den samlede regulering af skatten langt større end de beløb, som SKAT fremlægger i rapporten, fordi man må gå ud fra, at firmaerne og de ansatte retter ind og betaler den nye forhøjede skattesats indtil deres arbejde er færdigt, siger han til Fagbladet 3F.
Afslører behov for indsats
Hos 3F glæder man sig over resultatet af indsatsen. Et resultat som forbundssekretær Søren Heisel ser som bevis på, at der er brug for en ekstra indsats mod social dumping i Danmark.
– Selv om mange firmaer derude overholder reglerne, så er der stadig mange brodne kar imellem, der ikke alene konkurrerer på ulige vilkår med de lovlydige firmaer, men også sætter deres medarbejderes liv og levned på spil ved ikke at sikre deres arbejdsplads, underbetaler deres medarbejdere og svindler staten for endog rigtig store beløb i skat og moms, siger han til forbundets fagblad.
Også professor Bent Greve mener, at resultaterne afslører, hvor vigtigt det er, at myndigheder kontrollerer for social dumping på det danske arbejdsmarked.
– Det viser tydeligt, at systematiske stikprøvekontroller af dette område ikke bare giver flere penge i statskassen, men også sikrer et bedre arbejdsmiljø ude på arbejdspladserne, siger han ifølge mediet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278