06 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

A-kasser i opgør: 180.000 går solo

Akademikerne melder sig ud af AK Samvirke

A-kasser i opgør: 180.000 går solo

Den fjerdestørste a-kasse i Danmark melder sig ud af fællesorganisation i protest over politiske udmeldinger.

A-kasserne skal ikke markere sig på fordelingspolitik, mener direktør for akademinkernes a-kasse Per Hansen.
FOTO: Akademikernes
1 af 1

Skal a-kasserne have en holdning til den politik, som påvirker vilkårene for deres arbejdsløse medlemmer? Det spørgsmål slår nu skår i sammenholdet mellem danske a-kasser, skriver Avisen.dk.

Det bliver for politisk, når vi kommer ind på løsninger.
Per Hansen, Akademikernes A-kasse

Danmarks fjerde største a-kasse - Akademikernes - har meddelt, at de melder sig ud af fællesorganisationen A-Kassernes Samvirke. Det sker i protest mod for mange politiske udmeldinger, siger a-kassens direktør Per Hansen.

- Selvfølgelig er det a-kassernes opgave at gøre opmærksom på de faktuelle forhold, men de skal ikke markere sig på for eksempel fordelingspolitik.

- Vores faglige organisationer mener ikke, at a-kasserne skal tage teten på det område. Det vil de gøre selv, siger han til Avisen.dk.

Mens fagforeningerne har samlet sig i tre såkaldte hovedorganisationer - LO, FTF og AC - har arbejdsløshedskasserne kun ét fælles talerør. Og med 2,1 millioner medlemmer i ryggen udgør A-Kassernes Samvirke en vægtig stemme på det danske arbejdsmarked.

Blandt andre a-kasser vækker det da også bekymring, at 180.000 højtuddannede medlemmer nu vender fællesorganisationen ryggen.

- Der er grund til at råbe vagt i gevær. Det skulle nødig være noget, som griber om sig.

- Vi bliver lyttet mere til, hvis vi står sammen og er i stand til at tale med en tunge, siger Lars Werge, der er næstformand i Dansk Journalistforbund og sidder i bestyrelsen for A-kassen Journalistik, Kommunikation og Sprog, til Avisen.dk.

A-Kassernes Samvirke har særligt markeret sig i forbindelse med halveringen af dagpengeperioden. Her har direktør Verner Sand Kirk flittigt påpeget, at mange flere arbejdsløse ville løbe tør for dagpenge, end regeringens egne prognoser lagde op til.

Akademikernes er ikke uenige, men mener, at a-kassernes arbejde overskygges af de politiske udmeldinger.

- Vi er ikke uenige i, at vi skal gøre opmærksom på, hvis nogen nye regler virker meget uhensigtsmæssigt, og når omfanget af ledige, der falder ud af dagpengesystemet, er meget større end forventet.

- Men det bliver for politisk, når vi kommer ind på løsninger på problemet, siger Per Hansen.

/ritzau/ /Newspaq/

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. jan. 2014 - 09:53   06. jan. 2014 - 12:39

Bevægelse

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq