Når en såkaldt rød regering fører blå krisepolitik, og lader arbejdsløse og andre udsatte grupper betale for krisen, så er der brug for handling.
Sådan lyder meldingen fra lørdagens stormøde i arbejdsløshedsbevægelsen "Solidaritet eller Frit Fald".
Bevægelsen har besluttet at tage sagen i egne hænder i utilfredshed med, at fagbevægelsen gør alt for lidt for at sige fra overfor regeringens asociale politik.
- Det er dejligt at se, at tillidsfolk i Jylland og København nu begynder at protestere mod dagpengeforringelserne og støtte op om de arbejdsløse, men der er brug for at lægge et helt andet pres på regeringen, siger Jeppe Rohde, arbejdsløs og talsmand for "Solidaritet eller Frit Fald".
Det pres er bevægelsen parat til at være med til at skabe. Man håber samtidig også at presse fagbevægelsen til en større grad af aktivitet for at støtte sine arbejdsløse medlemmer.
Der blev truffet en række solide beslutninger på stormødet.
Med i europæisk aktionsdag
Det var enighed om at gennemføre aktiviteter i en række danske byer torsdag den 14. marts, hvor der er europæisk aktionsdag mod nedskæringer og forringelser af velfærden.
De 130 deltagere på stormødet er utilfredse med, at den danske fagbevægelse indtil videre ikke har lagt op til aktiviteter på dagen. De vil ikke opleve endnu en international aktionsdag, hvor det eneste, der sker i Danmark, er vedtagelse af en støtteerklæring.
"Med aktionsdagen vil vi vise os selv og omverdenen, at vi står sammen både på tværs af byer i Danmark og på tværs af landegrænser", hedder det i en udtalelse, som blev vedtaget på mødet.
Aktionsdagen er indkaldt af den internationale aktivistforsamling Firenze 10+10 og den europæiske faglige sammenslutning ETUC. Der er planlagt store demonstrationer og andre aktiviteter i en række EU-lande.
Udover aktionsdagen har "Solidaritet eller Frit Fald" en række andre aktiviteter under planlægning. Mest omfattende er en arbejdsløshedskaravane, som skal starte fra Aalborg i slutningen af maj og bevæge sig gennem hele landet, inden den ender i København omkring den 1. juni.
- Vi lægger op til en rigtig stor manifestation, når karavanen kommer til København. Der er forskellige ideer, som vi nu arbejder videre med, siger Jeppe Rohde.
Vi skal langt ud over den sædvanlige venstrefløj. Vi skal have dem med, som normalt ikke protesterer.
Jeppe Rohde
I en af de forskellige workshops på stormødet blev der lavet konkrete planer for karavanens vej gennem landet, hvilke byer den skal igennem, og hvad der skal være af aktiviteter undervejs.
"Solidaritet eller Frit Fald" spreder sig ud over hele landet i øjeblikket. På mødet deltog folk fra 25 forskellige byer. Bevægelsen har i dag aktive grupper i seks forskellige byer, men deltagere fra andre byer er parate til at prøve at få noget i gang lokalt nu.
- Vi ønsker at skabe en aktiv bevægelse, som kan kæmpe for de arbejdsløses interesser. Vi vil skabe et udenomsparlamentarisk pres for en solidarisk politik, siger Jeppe Rohde, en af initiativtagerne til Solidaritet eller Frit Fald.
- Vi skal langt ud over den sædvanlige venstrefløj. Vi skal have dem med, som normalt ikke protesterer. De skal med i den her kam. Det er deres kamp, fortsætter han.
Fra flere byer blev der stillet forslag om, at bevægelsen også skal beskæftige sig med andre problemer end de udfaldstruede arbejdsløse, som for eksempel de sygedagpengemodtagere, som falder for varighedsbegrænsningen og mister enhver form for indtægt og de kontanthjælpsmodtagere, som nu står overfor nedskæringer og forringelser. Det synspunkt var der tilslutning til.
Hvad kan fagbevægelsen gøre?
I workshops bliver der diskuteret, hvordan man kan få mange flere arbejdsløse med i aktiviteterne, og hvad fagbevægelsen skal gøre. Udover arbejdsløse, deltog også en del fagforeningsfolk og andre interesserede i stormødet.
- Vi har nogle problemer i fagbevægelsen med den måde, vi tænker de her ting på. Forbindelsen mellem a-kasserne og fagbevægelsen er for dårlig mange steder. De arbejdsløse bliver klientgjort. Det skal vi gøre op med. Fagforeningerne skal skabe rum til de arbejdsløse, så de selv kan agere omkring det, de bliver udsat for, siger Peter fra HK i Aarhus.
- Det vigtigste er at skabe rum, muligheder og støtte til de arbejdsløse, så de kan organisere sig selv og præge samfundsdebatten. Så sker der noger, tilføjer han.
Mikkel Nonbo fra Prosa oplyser, at der på landsplan kun er fem lokale fagforeninger, som har arbejdsløshedsklubber.
Han lægger en konkret plan på bordet, til hvordan den enkelte fagforening kan tage fat på problemet med at skabe aktivitet blandt de arbejdsløse. Her lægges vægt på den personlige kontakt til den enkelte arbejdsløse, og at de arbejdsløse selv får plads til at gennemføre det, de brænder for. Fagforeningens rolle er at være til rådighed med vejledning og støtte.
- Det handler om at slippe basis løs, konstaterer Mikkel Nonbo.
En af de afdelinger, som har et velfungerende arbejdsløshedsarbejde er BUPL i Aarhus.
- Arbejdsløse mødes en gang om måneden i afdelingen. De har fået et lokale og har lavet en café, hvor de kan samles og tale om problemstillingerne, så det kan blive til en fælles politisk kamp. Der er meget tendens til at fagforeningerne er for dem, som er i arbejde, men vi skal se på medlemmerne som en samlet flok, siger Anette Højmark, medlem af bestyrelsen i BUPL Aarhus.
Aktion
Midt på eftermiddagen bliver stormødet afbrudt og deltagerne går på gaden for at gennemføre en happening. Med et stort banner med teksten "Jobcentrene er fulde - hvor er jobbene" og skilte med sætningen "Solidaritet eller frit fald" danner de over 100 mennesker en lang kæde, som spærrer krydset Godthåbsvej, Rolighedsvej, Falkonér Allé helt af.
- Jeg har aldrig været med til den slags før, og pludselig spærrer jeg trafikken, erklærer en af deltagerne.
Med aktionen vil bevægelsen understrege, at den ikke er en snakkeklub, men et handlingsfællesskab.
Rundt omkring i lokalområderne er der også fuld gang i planlægningen af lokale aktioner. På Københavns Vestegn bliver der suppekøkken for arbejdsløse i den kommende tid og i København inviterer "Solidaritet eller Frit Fald" til fælles møde mandag den 4. februar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278