Stem nej!

Sådan lyder opfordringen fra Kommunistisk Parti til de omkring 600.000 privatansatte, som frem til midten af april skal stemme om de forslag til nye overenskomster, forhandlingerne er mundet ud i.

En konflikt giver altid bedre resultater. Det var storkonflikten i 1998 der gjorde at man fik hul på den sjette ferieuge.
Jan Mathisen, Kommunistisk Parti

– Vi anbefaler et nej af tre gode grunde, siger Jan Mathisen, formand for partiets faglige udvalg til Arbejderen.

– For det første er lønstigningerne for små i forhold til de enorme profitter og den effektivitetsstigning, der er sket hele vejen rundt. Så er der arbejdstiden, som går den forkerte vej - ikke nok med at antallet af arbejdstimer stiger, arbejdsgiverne får også langt mere ledelsesret over placeringen af arbejdstiden. Den sidste grund er, at der simpelthen ikke er tilstrækkelige redskaber til at modvirke social dumping.

Nødvendigt med en konflikt

Jan Mathisen mener derfor, det er nødvendigt med en konflikt for at tvinge et bedre resultat ud af arbejdsgiverne. For som han siger: En konflikt giver altid bedre resultater.

– Det kunne man jo blandt andet se ved den sidste storkonflikt i 1998. Her var det konflikten, der gjorde, at man fik hul på den sjette ferieuge. Storkonflikten er jo én af de muligheder, fagbevægelsen har for at vise sin styrke. Og det er klart, at når vi skal sidde og forhandle aftaler hjem med arbejdsgiverne, så er det nødvendigt, at de kender den styrke, der er bag vores forhandlere.

Kommunistisk Partis medlemmer vil nu kaste sig ind i kampen for at sikre, at så mange som muligt stemmer, og at så mange som muligt stemmer nej til den samlede mæglingsskitse.

Et nej er muligt

Jan Mathisen er ikke i tvivl om, hvad der skal til for at sikre et nej: En bred nej-mobilisering i samtlige forbund.

– Det handler om at gøre det klart for folk, at hvis man ikke stemmer, så stemmer man ja, siger han med henvisning til de særlige afstemningsregler.

Mindst 40 procent af de stemmeberretigede skal have afgivet deres stemme, for at et nej-flertal får effekt. Det betyder, at er der kun 35 procent, der stemmer, vil et eventuelt nej-flertal ikke udløse en konflikt.

– Derfor er det vigtigt, at så mange som overhovedet muligt stemmer. Og så selvfølgelig at et flertal stemmer nej, fastslår Jan Mathisen, som tror på muligheden for at få et nej igennem.

– Hvis folk bliver tilstrækkeligt indignerede og vrede over de resultater, der er forhandlet, og specielt hvis den vrede går igen i alle brancher, så kan det lykkes. Der skal være en generel utilfredshed. Det nytter ikke noget, hvis der kun er utilfredshed inden for nogle enkelte forbund, vurderer Jan Mathisen.

Men er det ikke først og fremmest indenfor 3F og så nogle af de mindre byggefagforeninger, at der er utilfredshed?

– Det er dem, der er drivende, men jeg vil da ikke afskrive utilfredsheden indenfor Metal-området for eksempel. Altså lad os nu se når nej-kampagnen kommer i gang. Jeg ved godt, at Metal er ekstremt topstyret, og at de slår hårdt ned på alle, som mener noget andet end toppen. Men når nu folk skal afgive deres stemme, så er der heldigvis ikke en afdelingsformand eller en forbundsformand, der kigger dem over skulderen.

Frustrerende forhandlingsforløb

Spørger man Jan Mathisen hvorfor resultaterne er så utilfredsstillende, ligger ansvaret ét centralt sted: Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

– Det forlig, som bliver lavet på industriområdet, er i endnu større grad end tidligere blevet trukket ned over ørerne på samtlige øvrige områder, og mulighederne for at forhandle branchespecifikke elementer er stort set snævret ind til ingenting på grund af DA's fuldstændige centralistiske styring.

– DA har pålagt de enkelte områder hvilke aftaler, de må indgå, og hvilke aftaler de ikke må indgå. Det betyder jo, at DA i praksis har sat den fri forhandlingsret ud af kraft og dermed lægger et enormt pres på den danske model.