21 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Konflikt forsinker nyt sundhedshus i Korsør

Status på byggekonflikt

Konflikt forsinker nyt sundhedshus i Korsør

Det nye sundhedshus i Korsør er på nuværende tidspunkt forsinket i tre måneder. Den lovlige konflikt virker, og de lokale fagforeninger fortsætter kampen for overenskomst med Multi Service Estate.

Bygningsarbejdere har utallige gange deltaget i demonstration i protest mod, at ombygningen af det tidligere sygehus i Korsør foregår med underbetalte udenlandske håndværkere.
FOTO: Privat
1 af 1

Ombygningen af det tidligere sygehus i Korsør er forsinket foreløbig tre måneder. Det betyder, at lægerne ikke rykker ind i det nye sundhedshus ved årsskiftet, men i stedet tidligst den 1. april 2021, fortæller Hans Henrik Hansen til Arbejderen.

Det er ikke stilladset, der forsinker arbejdet. Vi vælger og mener, at det er forsinket, fordi nogle håndværkere trækker sig. 
Hans Henrik Hansen, 3F

Han er faglig sekretær i 3F Storebælt, der indledte den lovlige konflikt mod Peter Evang Hansens firma Multi Service Estate ApS. Firmaejeren benytter polske håndværkere til ombygningen, men nægter at tegne overenskomst, der skal sikre arbejderne løn og arbejdsforhold, der ikke underbyder de danske.

Flere faktorer har forsinket byggeprojektet, forklarer Hans Henrik Hansen:

– Vi har jo kørt lovlig konflikt siden den 3. september. Det kan have forsinket nogle leverancer, og heldigvis er der også nogle håndværksmestre, der godt kan se, at det projekt ikke kan holde liv i deres virksomheder.

Stilladsdele pillet ned

Fredag morgen eskalerede konflikten, da ukendte personer pillede dele af stilladset omkring bygningerne ned. Det betyder, at arbejdet på taget ikke kan gøres færdigt.

– Selvom stilladset ikke er løsnet fra væggene, og altså ikke kan vælte ned på gaden eller pladsen, så vil det være direkte livsfarligt at gå op på det, da der er fjernet blandt andet fodlister og rækværk, forklarer Hans Henrik Hansen, der ikke har nogen anelse om, hvem der står bag stilladsaktionen.

– Vi kører en lovligt konflikt og ser gerne, at den bliver afsluttet, men desværre ser det ikke ud til at  Peter Evang Hansen er interesseret. Han reagerer ikke på afdelingens skriftlige henvendelser, og når han kommer på pladsen, så prøver han nærmest at snige sig ind, uden at vi skal opdage ham, lyder det fra Hans Henrik Hansen.

– Det er ikke stilladset, der forsinker arbejdet. Vi vælger og mener, at det er forsinket, fordi nogle håndværkere trækker sig. 

Holder øje med pladsen

I starten af konflikten var der daglige aktioner uden for byggepladsen, og flere gange har der været større markeringer med deltagelse af flere forskellige håndværkergrupper.

>>LÆS OGSÅ: Byggefagforeninger demonstrerer mod omstridt byggeri i Korsør

I øjeblikket står aktivister fra 3F og andre lokale fagforeninger mere sporadisk foran byggepladsen, og der er mange, der slår turen forbi for at holde øje med, hvad der foregår. 

– Lige nu er de udenlandske byggefolk sendt hjem på juleferie, men hvad sker der så, når de kommer tilbage. Bliver der fulgt op på, at de er testet, og at de ikke kommer tilbage med covid19, siger Hans Henrik Hansen og fortsætter:

– Vi er jo bekymret i de her coronatider og synes, at det er mærkeligt, at de må bo så tæt. De er stuvet sammen fire og fire i to skurvogne, hvor de både laver mad, spiser, bader og sover. Det, synes vi ikke, er fair overfor dem.

De lokale fagforeninger håber, at kommunen, der har givet tilladelsen til overnatning i de to skurvogne, følger op, og at myndighederne griber ind, hvis der sker brud på reglerne.

Uanset hvad, så virker den lovlige konflikt, og de lokale fagforeninger fortsætter kampen for overenskomst med Multi Service Estate også i 2021.

Arbejderen er ikke lykkedes med at få kontakt til Peter Evang Hansen, men til lokale medier har han udtalt, at vi lever i en fri verden, og at han derfor ikke føler sig forpligtet til at tegne overenskomst. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. dec. 2020 - 05:59   12. feb. 2021 - 13:18

Social dumping

noc@arbejderen.dk