19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Konflikten om Vejlegården sleb argumenterne om den danske model

Læren af Vejlegårdskonflikten

Konflikten om Vejlegården sleb argumenterne om den danske model

3F's hovedbestyrelse tager fejl, når den i beretningen skriver: "Fejl og ballade på Vejlegården". Nu diskuterer vi igen den danske model hjemme i stuerne og på skolerne, og det er positivt, mener gruppeformand fra Vejle.

Sagen om Vejlegården handlede ikke om fejl og ballade, men om de ansattes løn- og ansættelsesforhold. Konflikten fik sat den danske model på dagsorden og det er en gave til fagbevægelsen, mener Henning Troelsen fra 3F Vejle.
FOTO: PN
1 af 1

Hovedbestyrelsen i 3F er galt afmarcheret, når den i den skriftlige beretning til kongressen bruger en overskrift "Fejl og ballade på Vejlegården" om erfaringerne fra sidste års konflikt om løn- og ansættelsesforhold på restauranten.

Det mener Henning Troelsen, gruppeformand for Offentlig og Privat Service i 3F Vejle.

- Vi har hverken begået formelle fejl eller lavet ballade, forklarer han Arbejderen.

Restaurant Vejlegården kom på alles læber, da spisestedet i november 2011 fik ny forpagter, Amin Skov Badrbeigi.

Vi skal løfte hovedet og være stolte over, at konflikten har været med til at sætte gang i debatten om den danske model.

Henning Troelsen, gruppeformand 3F Vejle

Inden var Vejlegården omfattet af en 3F-overenskomst, og alle ansatte var medlemmer ved 3F, men Amin Skov valgte som noget af det første at melde sig ind i Kristelig Arbejdsgiverforening og nægtede at underskrive overenskomst med 3F.

Det udløste konfliktvarsel fra 3F, og som tætteste nabo til Restaurant Vejlegården var 3F Vejle dybt involveret i den langstrakte konflikt.

Op med hovedet

- Jeg mener, vi skal løfte hovedet og være stolte over, at konflikten har været med til at sætte gang i debatten om den danske model, og hvordan det danske arbejdsmarked er skruet sammen. Nu diskuterer vi igen den danske model hjemme i stuerne og på skolerne, og det er positivt, mener Henning Troelsen.

Han gik på talerstolen under beretningsdiskussionen, og spurgte om hovedbestyrelsen alvorligt mente, at eftermælet fra Vejlegården skulle opsummeres som fejl og ballade.

Det forventede svar fik han ikke. Heller ikke da afgående formand Poul Erik Skov Christensen gik på talerstolen i går formiddags for at replicere på debatindlæggene.

- Lad mig slå fast, at det ikke har været vores mening at kritisere vores gode kolleger i 3F Vejle. Når så det er sagt, må vi være ærlige og sige, at vi begik fejl. Det er der intet problematisk ved, hvis bare man er i stand til at ændre de fejl, man begår, sagde Poul Erik Skov Christensen og understregede, at 3F aldrig vil bøje nakken, når det gælder forsvaret for overenskomsterne.

Hvilke fejl???

Det er stadig uklart for Henning Troelsen, hvilke fejl hovedbestyrelsen hentyder til.

Han holder personligt fast ved, at 3F har vundet på konflikten. Konkret har det stoppet udmeldingerne af 3F lokalt. På et tidspunkt blev trafikken med at overflytte flere medlemmer fra 3F til Kristelig Fagforening sågar vendt. Det skete kort tid efter, at forbundet havde offentliggjort forskellen på en 3F overenskomst og en overenskomst indgået mellem Kristelig Arbejdsgiverforening og Kristelig Fagforening.

- Det skulle vi have gjort for mange år siden. I stedet har vi accepteret en stille sivning fra 3F. Men det betyder jo ikke, at det var en fejl i Vejlegårdskonflikten, siger Henning Troelsen og opfordrer til, at man i stedet glæder sig over, at rusten er banket af alle de gode argumenter for at stå vagt om den danske model.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. sep. 2013 - 08:01   17. sep. 2013 - 08:15

3F kongres

noc@arbejderen.dk
Vejlegården

Amin Skov Badrbeigi overtager Restaurant Vejlegården i november 2011.

Da er de ansatte medlemmer af 3F Vejle og omfattet af en 3F-overenskomst.

Amin Skov Badrbeigi melder sig ind i Kristelig Arbejdsgiverforening og nægter at tegne overenskosmt med 3F.

I januar 2012 anmoder 3F Vejle om etablering af hoved- og sympatikonflikt mod Vejlegården.

19. marts 2012 træder konflikten i kraft.

29. november 2012 giver Arbejdsretten 3F medhold i, at de har ret til at konflikte for overenskomsten.

3F-kongres 2013
  • 3F holder kongres i Aalborg fra 14. til 19. september.
  • Kongressen har 863 delegerede.
  • 40 procent af de delegerede kommer fra arbejdspladser. De resterende fra de lokale afdelinger og forbundet.
  • Kvinderne udgør 26 procent af de delegerede og 28 procent af 3F’s medlemmer.
  • 3F har 324.455 medlemmer og er Danmarks største fagforbund.
  • Medlemmerne er fordelt på seks branchegrupper:
  • Industrigruppen, Transportgruppen, Byggegruppen, Den Offentlige Gruppe, Den Grønne Gruppe og Privat Service Hotel & Restauration.

>> FØLG ARBEJDERENS KONGRESDÆKNING HER