Kampen om næste års kommunale budgetter er startet. Initiativet København for Velfærd besluttede på et møde i fredags at sætte gang i aktiviteter, der lægger pres på regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) for at sikre flere penge til den kommunale velfærd.
Velfærdskampen er også en del af de privatansattes kamp.
Caja Bruhn, 3F København
Det er en række københavnske fagforeninger, der står bag København for Velfærd. Initiativet er en del af Danmark for Velfærd, der i oktober sidste år samlede 3500 tillidsfolk til stormøde i Odense. Her var der enighed om at sætte velfærdskampen op i gear.
I november afholdt Danmark for Velfærd Velfærdens Dag med markeringer i over 40 byer landet over. I København demonstrerede omkring 7000 med krav om at pengene bruges på velfærd i stedet for skattelettelser.
>> LÆS OGSÅ: Råbet om bedre velfærd lød fra over 40 byer
Nu er det så de kommunale budgetter for 2019, der er fokus på. København for Velfærd planlægger en markering onsdag den 7. marts foran Kommunernes Landsforenings hovedkontor på Islands Brygge. Dagen efter starter KL kommunalpolitisk topmøde i Aalborg, hvor budgetforhandlingerne er på dagsordenen.
Krav om seks milliarder
København for Velfærd kræver seks milliarder kroner ekstra til den kommunale velfærd på landsplan i 2019. Det svarer til 1000 kroner om året per dansker.
– Tiden er inde til at stille konkrete krav og rejse en debat om, at der er råd til velfærd. Vi kan jo se, at der er råd til alt muligt andet. For eksempel er der penge til skattelettelser, og der er lige fundet over 12 milliarder over de næste seks år til det nye forsvarsforlig, sagde Jan Hoby, næstformand i fagforeningen LFS på mødet.
– 1000 kroner ekstra om året per indbygger er faktisk et meget beskedent krav. Det vil bringe velfærden tilbage på det niveau, hvor den var for tre til fire år siden, og som vi dengang sagde var for lidt, tilføjede Kjell Nilsson fra Københavns Lærerforening.
>> LÆS OGSÅ: Løkkes beregninger om skat og velfærd holder ikke
Udover LFS og Københavns Lærerforening er følgende faglige organisationer indtil videre med i København for Velfærd: FOA SOSU, 3F København, 3F BJMF, BUPL Hovedstaden, SL Hovedstaden, HK Kommunal og Pædagogstuderendes Landssammenslutning.
Der arbejdes nu på at inddrage flere fagforeninger, sociale bevægelser og andre organisationer.
Flere aktiviteter
Udover markeringen i marts er planen at arbejde hen imod et stort tillidsmandsmøde og en demonstration i maj.
– Vi har nu en kæmpe forpligtigelse til at rulle initiativet ud til alle vores tillidsrepræsentanter og deres netværk i forhold til arbejdspladserne, understregede Charlotte von Mehren, faglig sekretær i FOA SOSU.
3F-afdelingerne påpegede nødvendigheden af, at offentligt og privat ansatte står sammen i kampen for velfærd.
– Vi skal sikre den kobling. Det her er også en del af de privatansattes kamp. Os i 3F har en særlig forpligtigelse her, sagde Caja Bruhn, faglig sekretær i 3F København.
3F BJMF pegede også på nødvendigheden af at sætte folus på nogle af de faggrupper, man normalt ikke tænker på, når der tales om velfærd, som for eksempel buschaufføren og vejarbejderen.
De københavnske fagforeninger håber på, at de lokale grupper af Velfærd for Danmark rundt omkring i landet vil være med til at lægge pres på både regeringen og KL-toppen i forhold til, at der skal sikres flere penge til den kommunale velfærd.
– Vi håber, at der bliver aktiviteter mange steder i landet, sagde Rasmus Bredde fra 3F BJMF.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278