Den 4. februar var det 40 år siden, at Ligelønsloven blev vedtaget i Folketinget. Loven skulle "sikre lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi."
Den gennemsnitlige lønforskel på 17 procent har ikke rykket sig væsentligt de sidste 30-35 år.
Mona Larsen, SFI
Men trods årtiers kamp for ligestilling er der lang vej til ligeløn - faktisk over 100 år, hvis den nuværende udvikling fortsætter, lyder det fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Lønudviklingen for ansatte i kommunerne bevæger sig ligefrem i den forkerte retning, skriver Fagbladet FOA.
Den nyeste lønstatistik fra kommuner og regioner viser, at kvinder tjener gennemsnitligt 2.418 kroner mindre om måneden end mænd. Lønstatistikken viser også, at forskellen på mænd og kvinders løn er vokset. I 2014 tjente kvinderne 93,9 procent af mændenes løn mod 93,3 procent i 2015.
– I min verden er de tal næsten ens. Det er ikke en dramatisk ændring, men udviklingen går tydeligvis meget langsom. Lønudviklingen og den gennemsnitlige lønforskel på 17 procent, som er vores seneste opgørelse fra 2011, har ikke rykket sig væsentligt de sidste 30-35 år, siger Mona Larsen til Arbejderen.
Hun har som seniorforsker ved SFI været med til at kigge nærmere på de kønsmæssige lønforskelle.
Som nogle af de mest centrale forhold peger hun på de traditionelle kønsforestillinger. Arbejdet i hjemmet er kønopdelt og afspejler sig i, at kvinder tager det største slæb med husarbejde og børnepasning. Kvinderne holder hovedparten af orloven i forbindelse med fødsel og flere kvinder end mænd arbejder på deltid.
– Endelig er valg af uddannelse meget kønsopdelt - kvinder vælger primært uddannelser rettet mod job i det offentlige, mens mænd går efter uddannelser, der fører til job i private virksomheder. Selvom kvinder har overhalet mænd hvad angår uddannelseslængde, så kan vi se, at det i sig selv næppe er tilstrækkeligt til at sikre, at lønforskellen mellem de to køn på sigt reduceres nævneværdigt, mener Mona Larsen.
Lønudviklingen er forstemmende, mener Nana Højlund, der sidste år skiftede stillingen som forbundssekretær i FOA ud med posten som næstformand i LO.
– Tallene viser, at der er behov for, at arbejdsmarkedets parter konstant er optagede af at gøre noget ved den manglende ligeløn, siger Nanna Højlund og opfordrer til at bruge kommende forhandlinger om nye overenskomster til at sætte fokus på ligeløn.
Uligelønnne er især stor i mandetunge brancher. Eksempelvis tjener kvindelige pedeller og ambulancereddere kun 92 procent af mændenes løn, skriver Fagbladet FOA.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278