Hvis man i onsdags gik en tur forbi Rådhuspladsen, kunne man med stor sandsynlighed ikke undgå at se det byggeri, som en flok håndværkerlærlinge havde forberedt til deres event for at vække befolkningens opmærksomhed om problemerne i deres undervisning.
Det kan ikke være rigtigt, at 20 elever skal deles om to boremaskiner.
Helga Mathiassen, tømrelærling
Et skævt vindue, en stol med for vakkelvorne ben og fliser, der er blevet klasket op på væggen med en skovl. Det skæve byggeri, som lærlingene har bygget til lejligheden, viser konsekvenserne af deres fremtidige arbejde, hvis kvaliteten af deres undervisning bliver forringet.
Som Helga Mathiassen, der selv er håndværkerlærling på Københavns Tekniske Skole (KTS), forklarer, så lider lærlingene allerede i dag af manglende kvalitet i uddannelsen.
– Det, vores undervisning mindst har brug for lige nu, er nedskæringer. Vi lider under mangel på lærere og undervisningsudstyr, og det kan undervisningen ikke holde til. Mens man før i tiden ikke kunne finde mere end 14 lærlinge per undervisningslokale, er vi nu i de fleste tilfælde over 20, der ovenikøbet skal lide under manglen på udstyr. Det kan ikke være rigtigt, at 20 elever skal deles om to boremaskiner, siger hun til Arbejderen.
Lærerne får stress
Hun henviser til en række billeder, som lærlingene har taget af deres undervisningslokaler og af undervisningsmaterialet, som de har hængt op på byggeriet på Rådhuspladsen.
Hun forklarer også, at den stress, som lærerne er udsat for i hverdagen forværres af de nedskæringer, regeringen vil foretage i forhold til undervisningen.
– Mange af vores lærere kan ikke gå på kursus. Derfor skal de lære os ting, som de selv har lært en dag før, og går derfor ned med stress, siger Helga Mathiassen, som kritiserer, at lærerne ofte er nødt til at forberede undervisningen uden for arbejdstiden.
– Når regeringens løsning på alle vores problemer er nedskæringer, så viser det bare, hvor lidt de ved om de behov, vi som lærlinge har. På KTS vil man fyre otte ud af vores 36 tømrerlærere, og ifølge finanslovsforslaget tales der nu om en nedskæring på to procent på alle uddannelsesområder, forklarer hun.
Demonstration den 29. oktober
Håndværkerlærlingenes klager over kvaliteten på deres uddannelse kommer samtidig med klager fra mange andre undervisningsområder. De unge under uddannelse har organiseret sig i Uddannelsesalliancen, et relativ nystartet initiativ med tilslutning fra 33 uddannelsesorganisationer og fagforeninger.
Uddannelsesalliancen tager afstand fra enhver form for nedskæringer på undervisningen og har kaldt til demonstration på Rådhuspladsen i København den 29. oktober for at forsvare uddannelserne mod flere nedskæringer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278