Grå hår og deltagere i alderen + 50 år plejer at være i stort flertal på faglige kongresser.
Og selvom der helt sikkert vil være grå hår på toppen af mange af de 250 delegerede på Dansk El-Forbunds (DEF) kongres, som starter i Aalborg i dag, så bringer en flok unge elektrikere aldersgennemsnittet ned.
Ved at give SKP-eleverne gratis kontingent kan vi knytte dem tættere til fagforeningen.
Kasper Bech Jensen, FLU.
Ungdommen i DEF er med 15 delegerede fra hele landet direkte repræsenteret. Dertil kommer de unge under 26 år, som er blevet valgt på generalforsamlinger i de 13 lokale afdelinger.
– Så ungdommen har stor indflydelse på de beslutninger, der tages på forbundets kongres, og de møder velforberedte, siger ungdomskonsulent, Simon T. Larsen, til Arbejderen.
De unge har forberedt sig i mere end et år. I forrige måned holdt unge fra hele landet årsmøde på Metalskolen Jørlunde, hvor der også blev lagt slagplan for indsatsen på kongressen. Den efterfølgende weekend mødtes de igen for at gennemgå samtlige forslag til kongressen, inklusiv de forslag, de selv har arbejdet ihærdigt med.
Solidaritet
– Forslagene om at hæve maksimumsalderen i ungdommen og om kontingentfritagelse for Skolepraktik-elever (SKP) bliver nogle af vores hovedtemaer, siger Kasper Bech Jensen til Arbejderen.
Som formand for Dansk El-Forbund Ungdom, også kaldet FLU (Forbundets lærlinge og ungdomsudvalg), skal han helt sikkert på talerstolen og tale for begge forslag.
Forslaget om at SKP-eleverne ikke skal betale for at være medlem af fagforeningen, opfatter han som et solidarisk forslag. Ikke desto mindre blev forslaget stemt ned på forrige kongres.
– Der er sket meget siden. I dag er der mange flere SKP-elever, og de har meget mindre udbetalt end lærlinge, der er i praktik i et firma. Ved at give dem gratis kontingent kan vi knytte dem tættere til fagforeningen, mener Kasper Bech Jensen.
Lærlinge betaler 150 kroner om måneden for at være medlem af fagforeningen, og selvom det ikke umiddelbart lyder af meget, så fylder udgiften i en SKP-ydelse på cirka 40 kroner i timen, mener forslagsstillerne.
Højere aldersgrænse
Ifølge Arbejderens oplysninger har argumenterne imod gratis kontingent fortrinsvis gået på, hvordan det praktisk skal administreres.
Forslaget om at hæve aldersgrænsen for ungdomsarbejdet fra 25 til 29 år ser Kasper Bech Jensen som en naturlig konsekvens af, at uddannelsen har ændret sig, og at gennemsnitsalderen, når man starter på uddannelsens grundforløb, i dag er på 22 år.
– Mange er fyldt 26 år, når de får deres svendebrev og de falder for den nuværende aldersgrænse. Det er ærgerligt, lyder det fra FLU-formanden, der mener, at det tit først er, når folk har fod på deres fag, at de får mod på at blive aktive i det faglige arbejde.
Næsten en fjerdel af de delegerede kommer fra DEF's afdeling i København. Her er Søren Jensen på 24 år aktiv i ungdomsarbejdet, og han får med egne ord nok svært ved at "holde sig fra talerstolen."
Dem med overenskomst
– Jeg vil tale for, at vi arbejder for at der bliver indført et samfundsfagligt fag på erhvervsuddannelserne. Det er vigtigt, at unge kender forskellen på LO organisationerne og så de billige fagforretninger, siger Søren Jensen til Arbejderen.
For ham selv handler det ikke om, hvem der er billigst, men hvad man betaler for, og hvem det er, der forhandler og vedligeholder overenskomsterne.
Søren Jensen mener, spørgsmålet er vigtigt, fordi DEF - som alle andre LO forbund - oplever, at medlemmerne forsvinder til de billigere fagforretninger.
– Og så tror jeg, at det kan gavne samfundet, at vi får nogle håndværkere ud, som kender mere til den model vores arbejdsmarked er bygget op omkring, lyder det fra en engageret elektriker.
De unge, Arbejderen har snakket med, lover alle, at de vil gøre, hvad de kan for at sætte deres fingeraftryk på kongressen, der fortsætter til og med fredag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278