Stephanie Halse er uddannelsesleder på Next i Rødovre ved København, som er en erhvervsskole for tømrerlærlinge.
Hun fortæller til Arbejderen, hvordan de første 17 lærlinge reagerede, da de efter en måned med fjernundervisning kunne vende tilbage til skolen mandag den 20. april:
Undervisningen kører i ring lige om lidt, og man kan ikke lave en online tømrer.
Stephanie Halse, uddannelsesleder
– Eleverne var meget glade for at se hinanden og at være tilbage. En lærer beskrev den glæde, han så "som, når køerne kommer på græs."
Stephanie Halse forklarer, at skolen selvfølgelig retter sig efter alle foreskrifter om hygiejne og afstand. Eleverne skulle som det første vaske hænder ved de håndvaske, som Roskilde Festival ellers ville have lejet, hvis festivalen ikke var blevet aflyst. Fælleslokalerne og kantinen er lukket, og eleverne skal holde samtlige pauser udendørs.
101 aflyste svendeprøver
Stemningen var ikke mindre høj for halvanden måned siden. 101 tømrerlærlinge var klar til at aflægge svendeprøve på erhvervsskolen, og byggematerialer for en halv million kroner ventede kun på, at de unge viste, hvad de havde lært.

Så blev det den 11. marts, og statsminister Mette Frederiksen gik til det pressemøde, hvor hun "lukkede Danmark ned." De unge fik hurtigt derefter valget mellem et administrativt svendebrev eller at vente et halvt år på at gå op til en almindelig svendeprøve.
– Skuffelsen blandt de unge var kæmpestor, for svendeprøven er noget, der betyder enormt meget for de unge, fortæller Stephanie Halse og fortsætter:
– De 100 valgte et administativt svendebrev, og de fleste arbejder i dag på byggepladser og har enormt travlt.
De fleste har fortsat fjernundervisning
Langtfra alle lærlinge er så heldige som de 17, der kom tilbage på skolen i dag, og yderligere 16, som vil starte på stedet inden for de nærmeste dage, fortæller skolelederen:
– Syv af skolens klasser bliver fortsat fjernundervist online. De bliver rigtig gode til bogpakkerne og tegneprogrammerne, men undervisningen kører i ring lige om lidt, og man kan ikke lave en onlinetømrer.

Lærlingene får hver dag klokken kvart i otte stillet opgaver fra deres lærere online og kan få hjælp i løbet af dagen efter bestemte retningslinjer. Der er afleveringsfrist klokken to eller tre om eftermiddagen, og de bliver noteret som udeblevet fra dagens undervisning, hvis opgaverne ikke er løst.
– De har været supergode til at overholde det, men nogle af lærlingene har særdeles svært ved den digitale undervisning. Skolen vil derfor nu, hvor der bliver lukket lidt op, give nogle af disse elever muligheder for at arbejde digitalt med hjælp fra lærerne på skolen.
– En af vores elever har ikke noget sted at bo. Han skal lære teori, og vi har givet ham et lokale helt for sig selv, hvor han kan komme og arbejde med det, siger Stephanie Halse.
Dygtige, engagerede lærere
Lærerne har lært rigtig meget af at undervise online, og det er blevet synligt, hvor meget de bruger hinanden, når de ved personalemøderne på Skype slutter med at få lavet en masse aftaler med hinanden på kryds og tværs.
– Vi har tre ugentlige personalemøder på Skype, og så har vi fredagsbar. Møderne er det mest checkede, jeg har været med til. Der er en anden disciplin, og møderne er meget kortere end normalt.
Stephani Halse mener, at lærerne fortjener "kæmpe ros" for den anderledes indsats, de hidtil har ydet under coronakrisen:
– Men nu trænger vi til en god sommerferie. Vi er helt færdige!
Regeringens viden om erhvervsskoler
Regeringen hastegennemførte sent fredag i forrige uge de retningslinjer, som skal muliggøre en sundhedsmæssig forsvarlig, gradvis genåbning af erhvervsuddannelserne under coronakrisen. Erhvervsskolen NEXT i Rødovre har derfor knoklet med at få skolen gjort klar til modtagelsen af eleverne.
Håndværkeruddannelserne er de sidste ungdomsuddannelser, som regeringen har valgt at genåbne under den verserende coronakrise. Flere har været ude med kritik af dette valg, fordi det er mindre relevant for en håndværker udelukkende at få sin undervisning online, end det er for eksempel for en gymnasieelev. Nogle har også kaldt prioriteringen "uddannelsessnobberi," og de nye hastelove kan ses som en respons på kritikken.
Stephanie Halse er meget glad for, at nogle af tømrerlærlingene nu igen kan komme på skolen, men synes samtidig, at de regler, som er udstukket for genåbningen, vidner om, at man i regeringen mangler viden om, hvordan erhvervsuddannelsessystemet er indrettet.
– De tror, at erhvervsuddannelserne fungerer som gymnasier og HF, siger hun og fortsætter:
– En lærling bliver indskrevet på uddannelsen fra den dato, hvor han eller hun har skrevet kontrakt med en virksomhed om en lærerplads. Kontrakterne skrives på vidt forskellige tidspunkter, og på erhvervsskolerne sidder der derfor i klasserne elever med vidt forskellige startdatoer.
Begrænset åbning
Der er, ifølge lovgivningen, kun åbnet op på erhvervsskolerne for elever, som maksimalt har et år tilbage af uddannelsen. Disse elever går i klasse med andre, som kan have mere end et år tilbage. Eleverne kommer derfor ikke tilbage til deres "gamle klasse", men bliver sammenlagt med elever fra andre klasser.
– Vores elever er udfordret socialt af at sidde derhjemme. Og som om det ikke var nok, skal de nu til at forholde sig til en masse nye klassekammerater, lyder det fra Stephanie Halse, der tænker, at regeringen burde have ladet det være op til skolerne selv at beslutte, hvem der skulle starte først.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278