Kommunernes Landsforening får kamp til stregen fra landets lærere, som varsler landsdækkende protester på næste onsdag.
- Vi skal have alle landets 70.000 lærere på gaden, sagde Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet, da hun i formiddags talte til 250 af forbundets tillidsfolk på et stormøde i København.
Der er indkaldt til store demonstrationer i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg onsdag den 20. marts sidst på eftermiddagen. Bag initiativet står Danmarks Lærerforening, Uddannelsesforbundet og Frie Skolers Lærerforening.
Næste gang rammer det sygeplejerskerne.
Hanne Pontoppidan
Organisationerne forbereder sig i øjeblikket på den omfattende lockout, som Kommunernes Landsforening og Finansministeriet har varslet overfor lærere i både kommuner og staten.
- Meget tyder på, at lockouten bliver en realitet fra enten 1. april eller midt i april, siger Hanne Pontoppidan.
- Jeg har aldrig før oplevet arbejdsgiverne møde op med så ultimative ideologiske krav, som de har gjort denne gang, og bare gentage det samme på møde efter møde. Der har slet ikke været tale om forhandlinger, tilføjer hun.
Uddannelsesforbundet organiserer blandt andet lærere på VUC, AMU-centre, produktionsskoler og ungdomsskoler.
Kommunernes Landsforening og Finansministeriet vil af med alle kollektive aftaler omkring arbejdstiden på hele uddannelsesområdet. Det skal være slut med øvre grænser for arbejdstiden, for regler omkring overarbejde, en sammenhængende arbejdsdag og varsling omkring ændring af arbejdstiden. Alle aftaler om den enkeltes arbejdstid skal laves direkte mellem skoleledelsen og den enkelte ansatte.
Arbejdsgiverne har fået deres vilje på gymnasieområdet, hvor arbejdstidsaftalen er fjernet i den overenskomstaftale, som skal til urafstemning blandt medlemmerne. Nu forsøger man samme taktik på den øvrige del af uddannelsesområdet.
- Uddannelsesområdet er bare første skud i bøssen. Ved næste overenskomst står sygeplejerskerne og andre faggrupper for tur. Det her handler om, at regeringen vil nedsætte de offentlige udgifter til velfærdsopgaver, siger Hanne Pontoppidan.
Hun opfordrer alle, som vil støtte lærernes kamp, til at møde op til demonstrationerne i næste uge.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278