I løbet af det sidste års tid har 3F Djursland og a-kassen fået næsten 60 nye medlemmer, hovedsagligt med fremmedklingende navne.

Kjeld Skov, faglig sekretær i afdelingens grønne gruppe, er ikke i tvivl om, hvem der har fortjenesten af, at så mange - i dette tilfælde litauiske arbejdere - har meldt sig ind i den østjyske fagforening. 

Alt er fremmed og nyt, og det bliver desværre udnyttet af nogle arbejdsgivere.
Justina Jemeljan Novatkiené

– Det er helt sikkert et resultat af det arbejde, som Justina, Anna og Sadute har lavet. Jeg tror ikke en dansk organisator kunne have opnået det samme flotte resultat, siger Kjeld Skov til Arbejderen og tilføjer, at sproget og en fælles kulturbaggrund er en kæmpe fordel, når man skal forklare, hvordan det danske arbejdsmarked er skruet sammen. 

Justina hedder Jemeljan Novatkiené til efternavn, og Arbejderen har taget turen til Grenå for at møde hende til en snak om, hvad der fik hende til at kaste sig over fagligt arbejde i et land med en helt anden faglig tradition og kultur end i hendes fødeland Litauen.

– Jeg kom til Danmark i 2010 sammen med min mand for at få et bedre liv, og det har vi fået, indleder den 30 årige litauer og undskylder sit dansk, som er ganske udmærket.

300 timer om måneden

Det var en veninde, der lokkede det unge forventningsfulde par til Danmark. Justina fik med det samme arbejde ved Dansk Rengøringsselskab, der havde opgaver over hele landet - på kontorer og fabrikker, i forretninger og banker. Firmaet havde, som Justina husker det,  omkring 50 litauere ansat til at gøre rent, mens cheferne var danske.

– Der opstod hurtigt problemer. Vi arbejdede op til 300 timer om måneden til en fast timeløn på 110 kroner. Feriepenge eller pension var der ikke noget af, og vi fik heller ikke løn for at køre fra det ene sted til det andet. Firmaet stillede ganske vist bil til rådighed, men vi fik ingen penge, når vi kørte mellem Grenå, Randers og Aarhus. 

Fridage var der langt imellem, lader Justina forstå. Der blev knoklet igennem i fire måneder i træk, hvorefter rengøringspersonalet blev beordret på ferie i fire uger.

Fik hjælp hos 3F

Selvom lønnen var væsenltig bedre end i Litauen - her ligger minimumslønnen på 400 euro om måneden eller knap 3000 kroner - så voksede frustrationerne hos Justina og et par af hendes landsmandinder. Justina hørte om 3F gennem nogle naboer, der anbefalede hende at gå til fagforeningen med problemerne på arbejdspladsen. Alligevel skulle der gå næsten tre år, før tålmodigheden med rengøringsfirmaet var brugt op.

– Vi var tre, der mødte op i 3F Djursland, hvor vi snakkede med Leif Kolding og Joan Brøgger. Jeg havde lønsedler med og havde også lavet et skema over vores mødetider. Vi fik bekræftet, at der var noget galt, og 3F lovede at hjælpe os. 

Resultatet blev, at 18 af Justinas kolleger meldte sig ind i 3F og fik hjælp. Resten blev i firmaet, der siden gik konkurs på grund af for mange faglige sager. 

Hendes eget møde med fagforeningen blev startskuddet til arbejdet med organisering indenfor det  grønne område. På Djursland er gartneri, skov- og landbrug, som i resten af Danmark, kendetegnet ved en relativ lav organiseringsprocent. Antallet af medlemmer i 3F's grønne gruppe er på landsplan faldet stort set uafbrudt siden 2005, og i dag ligger medlemstallet ifølge forbundets hjemmeside på omkring 13.000.

Alt er fremmed

En væsentlig del af forklaringen skyldes, at arbejdsgiverne i stor stil ansætter udenlandske arbejdere, således også de store gartnerier, svinebønder og mælkeproducenter på Djursland. 

– Ingen af dem, der kommer til Danmark for at arbejde kender deres rettigheder. De kan ikke forstå, at lønnen er noget, man forhandler om, og de ved intet om a-kasser eller det danske skattesystem. Alt er fremmed og nyt, og det bliver desværre udnyttet af nogle arbejdsgivere, siger Justina.

Hun har selv oparbejdet en viden om det danske arbejdsmarked og samfund, som hun deler med folk fra Litauen og nabolandene, når de kommer til møder i fagforeningen. Folk indkaldes via opslag i butikker og på facebook, og der kommer for det meste mellem 20 og 25, men der har også været møder med 50 deltagere. Møderne tager forskellige temaer op som eksempelvis den danske model eller det danske skattesystem, efterfulgt af spørgsmål og debat.

Sprogkurser hos 3F

Det har været en stor fordel, at AOF er begyndt at bruge 3F-huset i Grenå og Auning til afvikling af sprogkurser. 

– Alene det, at sprogkursisterne kommer i huset og møder nogle af dem fra fagforeningen, gør dem mere trygge ved at henvende sig med deres problemer, mener Justina, der ville ønske at endnu flere ville møde op, når fagforeningen inviterer. 

Samtidig ved hun, at der er flere forklaringer på, at flertallet af de udenlandske arbejdere fortsat tøver med at åbne døren til fagforeningskontoret. Den måske mest tungtvejende handler om risikoen for at blive fyret. Justina har således hørt, at nogle danske arbejdsgivere betaler udenlandske arbejdsledere for at holde øje med de ansatte, og at arbejdere, der efter at have deltaget i et møde hos 3F, har fået besked af deres arbejdsgiver om, at de ikke er velkommen på arbejdspladsen, når en ny sæson starter op.

– Jeg ved også, at der er nogen, der har meldt sig ind hos 3F Århus Rymarken, fordi de ikke turde melde sig ind lokalt, fortæller den litauiske kvinde og tilføjer endnu et problem, der tilsyneladende bunder i de ansattes boligforhold. Mange betaler leje til deres arbejdsgiver og frygter at blive smidt ud, hvis de brokker sig eller går til fagforeningen.

Sammenhold er vigtigt

Der er således nok at tage fat på på Djursland og Justina håber, at mange flere af hendes landsmænd og arbejdere fra nabolandene vil melde sig i fagforening.

– Kun ved at stå sammen kan vi gøre noget ved deres forhold. Desværre er litauere ikke gode til at stå sammen, siger Justina og trækker beklagende på skuldrene:

– De dækker ofte over deres nationalitet ved kun at tale engelsk, når de kommer hertil. Det er meget anderledes med polakker og rumænere. De er meget bedre til at holde sammen og det er godt, hvis man vil undgå at blive udnyttet.