21 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Livsfarlige forhold på "Bagsværd Stilladser"

Lærling fik knust begge hæle:

Livsfarlige forhold på "Bagsværd Stilladser"

Flere medier fremstiller Thomas Krøjer Olsen fra Bagsværd Stilladser som en lille mand, der kæmper imod den onde fagforening, hvis medlemmer piller hans stilladser ned på grund af lønstridigheder. I virkeligheden handler det om, at konkursrytter-Olsens stilladser er livsfarlige. Og firmaet Bagsværd Stilladser findes slet ikke.

Man skal ikke lege med sikkerheden, når man kravler rundt på stilladser i mange meters højde.
FOTO: PN
Man skal ikke lege med sikkerheden, når man kravler rundt på stilladser i mange meters højde.
FOTO: PN

Der har i den seneste tid i en række medier kørt historier om en såkaldt “stilladskrig”, der udspiller sig mellem en gruppe stilladsarbejdere og ejeren af Bagsværd Stilladser.

Ifølge Jyllands-Posten render stilladsarbejdere fra fagforeningen 3F rundt og piller stilladser ned, som Bagsværd Stilladser har sat op. Angiveligt fordi flere ansatte i firmaet ikke er medlemmer af 3F, og fordi ejeren, Thomas Krøjer Olsen, ikke vil tegne overenskomst.

Ifølge John Ekebjærg-Jakobsen, formand for Stilladsarbejdernes Brancheklub, handler "krigen" eller medlemmernes selvtægt i virkeligheden om noget helt andet. Nemlig om den manglende sikkerhed, der omgiver Thomas Krøjer Olsens stilladser. Manglende sikkerhed som blandt andet har invalideret en tidligere lærling for livet.

Portræt af en svindler

For at få baggrunden på plads hører det med til historien, at Bagsværd Stilladser ikke findes længere. Firmaet, som var ejet af Thomas Krøjer Olsens kone, er under tvangsopløsning.

Det firma, som stilladsklubbens medlemmer aktionerer imod, hedder Stilladser.nu og er stiftet af det senere konkursramte Victor Christoffersen ApS. Nu ejes det af en konstruktion, som kalder sig CL Albér Holding ApS.

Stilladser.nu har overtaget alt grej og biler fra Bagsværd Stilladser, og Thomas Krøjer Olsen selv har siddet i direktionen i firmaet indtil maj måned i år.

Thomas Krøjer Olsen er hverken medejer eller aktionær i Stilladser.nu. Han må nemlig ingenting eje. Efter at have kørt seks firmaer i sænk på otte år er konkursrytteren erklæret personligt konkurs.

- Thomas Olsen ejer ikke noget som helst. Han kører med stjålet grej, og han sætter folks liv på spil.

Sådan beskriver John Ekebjærg-Jakobsen konkursrytteren.

- Thomas Olsen har en tidligere lærling gående, som han hev ud af uddannelsen, fordi han mistede godkendelsen til at tage lærlinge. Ham har han nu gjort halvinvalid. Han har fået knust begge sine hæle efter at være faldet ned fra et stillads, som ikke var sikret korrekt, fortæller brancheklub-formanden til Arbejderen.

Og det er ifølge John Ekebjærg-Jakobsen langt fra det eneste tilfælde, hvor Thomas Krøjer Olsen har set stort på sikkerheden. Et stort problem, mener stilladsarbejderformanden.

- Kvaliteten i vores arbejde er så vigtig, fordi vores stilladser jo bliver en arbejdsplads for nogle andre bygningsarbejdere, når vi er færdige med at sætte dem op. Derfor er det så vigtigt, at vi sikrer os at alle i branchen er uddannede, at sikkerhedsreglerne bliver overholdt, og at vi får højere løn, jo bedre vores stilladser er sikret, siger John Ekebjærg-Jakobsen.

Det er derfor medlemmer af Stilladsklubben tager ud og piller Thomas Krøjer Olsens stilladser ned.

- Medlemmerne er trætte af, at der ikke bliver gjort noget fra myndighedernes side for at stoppe hans fuskeri. Vi har kæmpet hårdt for vores gode arbejdsforhold og for, at vi i dag har en sikker branche. Det skal en konkursrytter som Thomas Olsen ikke komme og ødelægge.

Tidligere partner: Aktioner helt i orden

Thomas Krøjer Olsens tidligere partner og ven, Lars Henneberg, er enig med John Ekebjærg-Jakobsen.

- Jeg forstår ikke, at en mand som Thomas Krøjer Olsen kan få lov til at rende rundt og lave så mange ulovligheder, skide så groft på sikkerheden og tage så mange mennesker ved røven, som han gør, uden at der sker noget ved det. Det er sgu som om, at er man bare kold nok i røven og skideligeglad med alt og alle, så går man ligesom under samfundets radar, siger Henneberg til Arbejderen.

Lars Henneberg har haft firmaet AH Stilladser sammen med Thomas Krøjer Olsen, men brød med ham og startede sit eget firma, Henneberg Stilladser. På baggrund af Lars Hennebergs egne erfaringer med konkursrytteren mener han, at stilladsarbejdernes aktioner imod den tidligere partner er helt på sin plads.

- Jeg synes, det er helt fair, at kollegaerne i stilladsklubben tager ud og piller hans stilladser ned. Det er jo ikke anderledes med fagforeningen, end det er med politiet. Hvis man kører for stærkt på motorvejen, så får man en bøde. Og Thomas snyder sine ansatte, både for løn og feriepenge og hvad fanden ved jeg. Og så er det skidefarligt, at han kan få lov til at sætte stilladser op. Folk kommer jo til skade.

Lars Henneberg undrer sig over, at myndighederne ikke stopper Thomas Krøjer Olsen.

- Thomas er blevet idømt både fængsel og bøder i retten, men politiet kan aldrig finde ham, så han render stadig rundt og svindler. Han kan sågar stå på TV2 og spille uskyldig, når kollegaerne i stilladsklubben siger fra over for hans livsfarlige svindel. Det er sgu da langt ude, lyder slutsalutten fra Lars Henneberg.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. okt. 2012 - 11:15   25. feb. 2013 - 14:49

Stilladskonflikt

as@arbejderen.dk
Kritik af Arbejderen

Arbejderen har fået kritik fra pressenævnet.

Læs kritikken fra pressenævnet her.

 

Thomas Krøjer Olsens konkurser:

Følgende firmaer har Thomas Krøjer Olsen kørt i sænk over de sidste otte år:

  • Krøjer Holding ApS

  • Olsen’s ApS

  • Østergade 47 Holding ApS

  • TKOCONNECT.COM ApS

  • ISOQUICK.DK ApS

  • KAP BYGNINGSINTREPRISE ApS

Samtidigt er Thomas Krøjer Olsens hustrus firmaer MARIA KRØJER OLSEN HOLDING ApS og Bagsværd Stilladser ifølge Det Centrale Virksomhedsregister under tvangsopløsning og konkurs.