Den udskældte dagpengereform fra 2010 skal ændres. For mange mennesker har mistet dagpengeretten, og det går ud over den enkelte og fleksibiliteten på arbejdsmarkedet.
Fagbevægelsen må have den holdning, at ingen uden egen skyld mister retten til dagpenge. Klaus Jensen, 3F.
Det mener LO og FTF, der nu kommer med et fælles udspil til dagpengeændringer.
– Når 14.000 mennesker årligt opbruger deres dagpengeret, går det alvorligt ud over den tryghed, der er en afgørende forudsætning for vores fleksible arbejdsmarked. Der er brug for et nyt dagpengesystem, der i langt højere grad fungerer som et sikkerhedsnet for dem, der i en periode mister deres arbejde, siger formanden for FTF, Bente Sorgenfrey.
Ni principper
De to faglige hovedorganisationer har opstillet ni principper, som de mener, et nyt dagpengesystem skal bygges på.
Det første lyder, at antallet af personer, der "opbruger deres dagpengeret, ikke bør være højere end de forventninger, der lå til grund for dagpengereformen i 2010." Da reformen blev vedtaget forventede man, at der årligt ville falde 2-4.000 personer ud.
Men den målsætning er alt for uambitiøs, mener Klaus Jensen, der er leder af a-kassen i 3F Transport, Logistik & Byg (TLB) Aarhus.
– Det er ikke i orden, at fagbevægelsen accepterer, at op til 4.000 personer mister dagpengeretten. Jeg ved godt, at der altid har været og altid vil være arbejdsløse, som ryger ud af systemet, men som udgangspunkt må fagbevægelsen have den holdning, at ingen uden egen skyld mister retten til dagpenge, siger Klaus Jensen til Arbejderen.
Tiltrængte ændringer
TLB har omkring 500 arbejdsløse bygningsarbejdere. A-kassen oplever jævnligt medlemmer, der står på kanten af deres dagpengeperiode. Ryger de ud over den, skal de leve af kontanthjælp eller forsørges af en ægtefælle.
Derfor er ændringer af dagpengereglerne yderst tiltrængt, mener Klaus Jensen, og tilslutter sig umiddelbart alle ni principper fra LO og FTF.
– De er formuleret på en måde, så det er svært at være uenig. Hvem har for eksempel noget imed et attraktivt og holdbart forsikringssystem. Nu må vi se, hvor højt de sætter barren og hvad indholdet går på mere konkret, slutter den aarhusianske a-kasseleder.
Siden reformen blev vedtaget har der været omfattende protester fra tillidsfolk og fagligt aktive. HK indsamlede i titusindvis af underskrifter med krav om dagpengeændringer, og Folketingets beskæftigelsesudvalg har været indkaldt til utallige møder - altsammen i forsøg på at overbevise politikerne om, at der skulle gøres noget.
Hans A. Sørensen, formand for LO Horsens Hedensted har også forsøgt sig med en underskriftsindsamling og har to gange aflagt besøg hos beskæftigelsesudvalget.
– Man kan i den grad både undre og ærgre sig over, at fagbevægelsens top har tilbragt i hvert fald de sidste tre år i hængekøjen, mens over 50.000 medlemmer er blevet frataget retten til dagpenge. Samtidig er hundredetusindvis af andre blevet presset på løn- og arbejdsforhold med truslen om den samme rutchetur, som det vil være at komme på dårligt dækkende dagpenge, i korte perioder og med næsten umulig genoptjeningsret, siger Hans A. Sørensen til Arbejderen.
De er gumpetunge
Han mener, at fagtoppen simpelthen har været for gumpetunge. Den skulle for længst have slået i bordet og forlangt dagpengekommissionen stoppet og erstattet af de gode og rigtige løsninger, som den fremlægger nu.
Socialdemokraterne er ikke til at hugge og stikke i, når den politiske debat kommer til dagpengeproblematikken.
Hverken statsminister Helle Thorning-Schmidt eller den socialdemokratiske arbejdsmarkedsordfører, Lennart Damsbo-Andersen, ønsker at forholde sig til konkrete dagpengeændringer.
De afviser at sige noget, før dagpengeskommissionen kommer med sine anbefalinger.
– Jeg har ingen holdning til, om der skal laves meget eller lidt om i dagpengesystemet. Men jeg har en holdning til, at det ikke går, at der er så mange, der falder ud af dagpengesystemet. Der skal vi et andet sted hen, så vi kan få genskabt den tillid og den tryghed til dagpengesystemet, der tydeligvis ikke er i dag, siger Lennart Damsbo-Andersen til Information.
LO's presseafdeling oplyser til Arbejderen, at kommissionen kommer med sine anbefalinger til september, hvilket vil sige på den anden side af et Folketingsvalg.
Både LO og FTF sidder med i kommissionen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278