07 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lokale politikere skal gøre sig fortjent til unges kryds

Faglig kampagne

Lokale politikere skal gøre sig fortjent til unges kryds

Faglige ungdomsorganisationer vil med en ny kampagne mobilisere unge på landets erhvervsskoler til at stille krav til gengæld for deres stemme til kommunalvalget den 19. november.

FOTO: Christian Als / Scanpix

Det skal koste noget at få de unges stemme til kommunalvalget den 19. november.

Det mener tre faglige- og elevorganisationer, som med en ny kampagne vil mobilisere unge til at stille krav til deres lokale kandidater om at sikre arbejde og lærepladser til gengæld et kryds på stemmesedlen.

12.000 unge mangler en praktikplads og over 100.000 unge er hverken i job eller igang med en uddannelse
Kasper Sand Kjær, LO Ungdom

Det er LO Ungdom der, i fællesskab med Landssammenslutningen af Handelsskoleelever (LH) og Erhvervsskolernes Elev-Organisation (EEO), har taget initiativ til kampagnen Stemjob.dk. Men det er eleverne rundt om på erhvervsskolerne der skal definere kampagnen forklarer ungdomskonsulent i LO, Kasper Sand Kjær:

- Det handler om at få aktiveret så mange elever som muligt. Vi har uddannet 25 kampagneledere som skal sørge for at tingende sker, men idéerne og kravene skal formuleres ude lokalt, af de unge som går ind i kampagnen.

Nogen rammer har initiativtagerne dog sat for det politiske fokus i kampagnen. I overskriften på kampagnen hedder det: "Vi stemmer job, elev- og lærepladser til kommunalvalget".

>> FØLG KAMPAGNEN PÅ FACEBOOK

- 12.000 unge mangler en praktikplads og over 100.000 unge er hverken i job eller igang med en uddannelse. Derfor vil vi forpligte de lokale kandidater til at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed og på at skaffe lærepladser, forklarer Kasper Sand Kjær.

Lokale kampagner

Hvordan kampagnen skal forløbe i de ti udvalgte kommuner er dog helt op til de lokale unge.

LO-ungdomskonsulenten forestiller sig at de unge skal ud og lave aktioner, stemme dørklokker eller lave kontrakter med kandidaterne.

- Det er ingen hemmelighed at vi er inspireret af 3F's skævt kampagne og erfaringerne fra Trondheim.

3F brugte i 2011 Skævt kampagnen til at kæmpe for en ny regering ved at aktiverer medlemmerne til at stemme dørklokker. I Trondheim i Norge indgik fagbevægelsen kontrakter med politikerne med konkrete mål og løsninger på aktuelle problemer, mod at fagbevægelsen til gengæld støttede deres valgkamp.

I den fase kampagnen er i nu handler det for de unge kampagneledere om at komme ud på landets erhvervsskoler og forsøge at få de unge med på idéen, forklarer Kasper Sand Kjær som er fortrøstningsfuld.

- Jeg tror mange unge brænder for at få løst de her problemer og på den anden side har vi jo nogle kandidater som meget gerne vil have de unges stemmer, siger han og understreger at kampagnen ikke slutter på valgdagen.

- Efter den 19. november kommer det jo til at handle om at holde gryden i kog og holde politikerne oppe på vores aftaler.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. sep. 2013 - 10:42   29. sep. 2013 - 11:04

Kommunalvalg

as@arbejderen.dk