Luftens Helte hedder navnet på en facebook-kampagne, som fik vinger onsdag i forbindelse med et arrangement hos LO Hovedstaden.
Luftens Helte skal være med til at skabe debat og aktiviter til støtte for kravet om overenskomst.
Thilde Waast, FPU
Her havde Flyvebranchens Personale Union (FPU) inviteret til fyraftensmøde om Ryanair, og de mere end 100 deltagere kunne høre den tidligere stewardesse Alessandra Cocca fortælle om arbejdsforholdene i det irske lavprisselskab.
Hun er en af de få, der tør stå frem og bryde tavsheden om, hvad Ryanair byder sine ansatte. Blandt eksemplerne er lønninger helt ned til 10.000 kroner om måneden, ingen løn under sygdom og ansatte der har måttet overnatte i lufthavnen.
>> LÆS MERE OG FØLG KAMPAGNEN PÅ FACEBOOK HER
Den slags forhold vil FPU ikke acceptere i dansk luftfart, og fagforeningen har derfor varslet konflikt mod Ryanair, der katagorisk nægter at indgå overenskomst for det flyvende personale.
Debat og aktivitet
– Kampagnen Luftens Helte skal bruges til at give informationer om vilkårene i Ryanair og forklare, hvorfor vi vil have de ansatte omfattet af en overenskomst. Kampagnen er forankret i FPU, men meningen er, at kampagnen kan bruges af alle til at sætte ting til debat og skabe aktiviteter, forklarer FPU's formand Thilde Waast til Arbejderen.
Det er ganske vist FPU, der via Serviceforbundet har varslet konflikt mod Ryanair, men Morten Skov Christiansen, formand for 48 lokale fagforeninger i LO Hovedstaden, oplever en enorm interesse for at sikre overenskomstdækning i dansk luftfart.
– Alle lige fra bygningsarbejdere til industriarbejdere vil gerne deltage og være en del af det fælles hold, der kæmper for ordentlige vilkår, siger Morten Skov Christiansen og fortsætter:
– Nu er kampen for overenskomst og ordentlige arbejdsvilkår jo fløjtet i gang, og vi står på banen. Skal vi vinde den kamp, er det vigtigt, at vi spiller sammen på tværs af fagforeningerne.
Bekymret for udviklingen
Den nystartede kampagne - Luftens Helte - ser LO-formanden som en mulighed for at inddrage tillidsfolkene og medlemmerne ude på arbejdspladserne, og han er sikker på, at kampagnen kan bruges til at mobilisere og aktivere helt almindelige borgere, som bekymrer sig om udviklingen på arbejdsmarkedet.
– Med kampagnen får de alle mulighed for at komme og bidrage til at gøre en forskel og sige fra overfor elendige løn og arbejdsvilkår, mener Morten Skov Christiansen.
Eller som der står på kampagne-siden:
".... for alle dem, som insisterer på fair vilkår, og som gør noget ved det. Det er piloten, det er stewardessen, det er hende, der sørger for at sikkerheden er i orden, og det er ham, der bærer din bagage ud til flyet. Det er alle dem, som støtter flyvepersonalets krav om danske løn- og arbejdsforhold, og det er alle dem, som deler det gode budskab!"
Arbejdsretten den 26. marts
Den næste konkrete aktivitet for alle dem, der deler opfattelsen af, at arbejde i Danmark skal foregå på overenskomst, foregår udenfor Arbejdsretten torsdag den 26. marts.
Den dag forventes dommeren at sætte dato på, hvornår han har afgjort, hvorvidt den varslede konflikt mod Ryanair er lovlig eller ej.
Det er den faglige hovedorganisation LO på vegne af FPU, der har bedt Arbejdsretten tage stilling til spørgsmålet. Går dommen fagbevægelsens vej, og har Ryanair ikke inden haft fat i kuglepennen, så træder konflikten i gang og det samme gør de sympatikonflikter som syv LO-forbund har varslet.
Ryanair åbner base i Københavns Lufthavn også torsdag den 26. marts, men fagforeningerne kan altså ikke indlede lovlig konflikt, før Arbejdsretten har truffet en afgørelse.
Bekymrede lufthavnsansatte
Allerede i går tyvstartede Ryanair med en enkelt rute mellem Dublin og København.
Flyet fra Dublin ankom planmæssigt kl. 15:05, men blev modtaget på landingsbanen af en større gruppe lufthavnsansatte med dannebrogsflag. Det lykkedes de aktionerende at skabe så meget tumult, at returen til Dublin blev forsinket tre timer.
De bekymrede lufthavnsansatte har besluttet, at de - som de også gjorde onsdag - vil dele løbesedler ud til passagerer i lufthavnen, der fortæller om arbejdsforholdene i Ryanair. Det sker foreløbig hver torsdag, fredag, lørdag og søndag klokken 13 til 16.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278