I sidste uge lavede FOA-formand Dennis Kristensen et opslag på Facebook om, at FOA nu forbereder sig på en eventuel overenskomstkonflikt.
Det fik fluks en række medlemmer til at svare, at de er parat til at gå i konflikt. Arbejderen har spurgt et par stykker af dem om baggrunden for den melding samt talt med flere fællestillidsfolk på SOSU-området om stemningen op til overenskomstforhandlingerne.
Vi er klar til kamp. Mine kollegaer siger det samme.
Pernille Frisch, fællestillidsrepræsentant
Pernille Frisch, der er fællestillidsrepræsentant for SOSU'erne i Glostrup Kommune, var en af dem der skrev, "Vi er klar".
– Efterhånden må nok være nok. Vi er klar til kamp. Jeg har snakket med mine kollegaer, og de siger det samme. Folk er parat til en konflikt. Det samme hører jeg fra andre tillidsrepræsentanter, siger Pernille Frisch.
Hun peger på lav løn, stort arbejdspres og stigende pensionsalder som årsagerne til kollegaernes utilfredshed og kampvilje.
>> LÆS OGSÅ: SOSU'er støtter solidaritetspagt
– Folk snakker hele tiden om, at vi skal have mere i løn. Det er ikke kun her i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. De synes, at vi har fortjent mere, end det vi får. Og så er vi trætte af at lønstigningerne gives i procenter i stedet for i kroner. Det betyder, at vi altid vil sakke bagud, forklarer Pernille Frisch.
Højere løn
– Kollegaerne er klar til konflikt, lyder også vurderingen fra Jane Kjærsgaard Nørgaard, der er SOSU-assistent i Thisted Kommune.
Også her er kravet mere i løn. Men bedre efteruddannelse er også vigtigt.
Jane Kjærsgaard Nørgaard arbejder med aktive misbrugere, hvoraf mange også har psykiske lidelser.
– Vi har et stort behov for efteruddannelse omkring konflikthåndtering og om ny viden på området. Men det er meget lidt, som kommunen tilbyder, siger hun.
>> LÆS OGSÅ: Alle fagforbund stopper OK-forhandlinger
Heidi Kelm Jensen er fællestillidsrepræsentant for SOSU'erne i Rødovre Kommune. Hun vurderer, at det er fifty fifty i forhold til hvor mange kollegaer, der lige nu er parat til at gå i konflikt.
– Nu handler det om at få snakket med kollegaerne og få dem med, siger hun.
I Aarhus har SOSU'erne protesteret i lang tid over stigende arbejdspres og alt for lidt tid til at tage sig af de ældre. Tre gange i løbet af efteråret har ansatte i hjemmeplejen sat sig ned og holdt fagligt møde for at diskutere de dårlige arbejdsforhold.
Her er medlemmernes første reaktion, når talen falder på en eventuel konflikt, at det ikke vil være muligt at sende ret mange i strejke, fordi bemandingen i dag er så langt nede, at den ofte svarer til nødbemanding, fortæller Britha Lund Sørensen, der er fællestillidsrepræsentant for SOSU'erne i Aarhus Kommune.
– Langt de fleste kollegaer er godt klar over, at der skal kæmpes, hvis vi skal ha' noget ved overenskomstforhandlingerne, men lige nu fylder det ikke så meget i hverdagen for den enkelte, der er optaget af sit arbejde. Vi skal ud og mobilisere medlemmerne i den kommende tid, siger hun.
Også her er der fokus på højere løn, og på at lønstigningerne skal være i kroner i stedet for i procenter.
– Ellers vil gabet mellem højt- og lavtlønnede blive ved med at stige. Selvom vi får en ekstra pulje til lavtlønsområdet, vil det jo kun lune lidt her og nu, siger Britha Lund Sørensen.
Arbejdspres
I Silkeborg Kommune er nogle af de ansatte i ældreplejen klar til konflikt, mens andre ikke tror, at det kommer så langt, fortæller Annette Mølbæk, der er SOSU-assistent og arbejder som vikar.
– Folk gider ikke stå model til ret meget mere. Mange steder skal man arbejde hver anden weekend og på helligdage, jul, påske og pinse. Man skal altid stå til rådighed, og kan få lagt sine vagter om med fire ugers varsel. Det betyder, at man ikke kan planlægge for eksempel at gå på aftenskole, siger Annette Mølbæk.
Arbejdspres, omlægning af arbejdstid med kort varsel og mange nye opgaver fik sidste år Annette Mølbæk til at sige sit faste job i Skanderborg Kommune op og i stedet tage arbejde som vikar.
Det store arbejdspres går igen i beretningerne fra alle de fem SOSU'er, som Arbejderen har talt med. Mange går ned med stress. En af dem er Pernille Frisch, der lige er ved at starte op på arbejde efter en længere sygemelding.
– Jeg fik stress, fordi vi ikke er ansatte nok. Ud over mit tillidsmandsarbejde og arbejdet som planlægger på et plejehjem, skulle jeg også være assistent på to afdelinger. Jeg skulle lave to mands arbejde, fortæller Pernille Frisch.
Så ud over krav om højere løn, seniordage, omsorgsdage med mere står kravet om flere hænder også højt på alles dagsorden, selv om det ikke er et overenskomstspørgsmål.
Erfaringer fra 2008
I disse uger er alle FOA-afdelinger i gang med at beslutte, hvilke arbejdspladser der skal ud i strejke, hvis der ikke kommer en forhandlingsløsning.
Kommer det til konflikt, er FOA godt rustet med erfaringerne fra strejken i 2008, mener Heidi Kelm Jensen, hvis arbejdsplads var udtaget til konflikt dengang.
>> LÆS OGSÅ: Strejkerne gjorde SOSU'erne synlige
– Vi skal nu have snakket med medlemmerne om, at en konflikt ikke betyder, at man har fri. Det er hårdt arbejde. I en konflikt skal man være aktive, vi skal ud og fortælle befolkningen, hvorfor vi strejker, forklarer hun.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278