14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mangelfuldt arbejdsmiljø i ngo'er

Ingen arbejdspladsvurderinger

Mangelfuldt arbejdsmiljø i ngo'er

Mange humanitære organisationer overtræder arbejdsmiljøloven. Der er ingen arbejdspladsvurderinger og deres medarbejdere døjer med overarbejde og stressende arbejdsvilkår.

FOTO: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
1 af 1

En spørgeskemaundersøgelse foretaget af netavisen Altinget i oktober sidste år viser, at næsten hver tredje organisation overtræder arbejdsmiljølovens krav om, at lave de såkaldte arbejdspladsvurderinger eller APV'er.

Efterfølgende henvendelser fra ansatte til Altinget har siden vist, at mange humanitære organisationer døjer med vedvarende overarbejde, for højt stressniveau og dårlig ledelse.

– At næsten en tredjedel af en branche ikke overholder loven. Det synes jeg, er problematisk, siger arbejdsmiljøforsker og adjunkt ved Institut for Organisation ved Copenhagen Business School Mette Mogensen til Altinget.

Mit indtryk er, at de fleste forsømte både deres familie- og privatliv
Anonym, tidligere ngo-medarbejder

Hun bakkes op af Peter Hasle, som er professor i arbejdsmiljø ved Aalborg Universitet.

– APV’en er det vigtigste redskab, som loven giver arbejdsgiveren til at sikre, at de har styr på arbejdsmiljøet. Det er et nøgleredskab, siger han til Altinget.

Måske forsømmer væsentlig flere APV'en

En af de mange organisationer, der ikke har fået lavet en APV inden for de sidste tre år, er organisationen Danmission. De arbejder for at styrke den globale kirke og bekæmpe fattigdom gennem deres engagement i Danmark og 12 andre lande.

– Det er simpelthen en ærgerlig fejl, at vi ikke har fået opdateret arbejdspladsvurderingen inden for tidsrammen. Det er normalt noget, vi har tjek på, siger Michael Trinskjær, kommunikationschef i Danmission til Altinget.

Peter Hasle forstår ikke, hvorfor organisationerne ikke prioriterer overblikket over medarbejdernes trivsel højere. Han er særlig bekymret for det mørketal, der gemmer sig i Altingets spørgeskemaundersøgelse, som omfatter 200 organisationer hvoraf 84 organisationer har valgt ikke at svare.

– Der er sikkert væsentligt flere end de 29,3 procent, der ikke har lavet APV. For dem, der ikke har haft lyst til at svare, har givetvis ikke lavet en APV, siger professoren.

Altinget har spurgt de ngo-organisationer, som ikke har lavet arbejdspladsvurderinger om grunde til forsømmelsen og svarene spænder fra udsagn om, at der er tale om en forglemmelse, til manglende ressourcer, manglende relevans og manglende kendskab til lovkravet.

Forsømt privatliv

Mange tidligere og nuværende ngo-medarbejdere har ifølge Altinget ringet til netavisen og fortalt om arbejdsforhold med hyppigt overarbejde, daglig stress og dårlig ledelse, som sædvanlige arbejdsvilkår i nogle af organisationerne. En anonym tidligere medarbejder i en mellemstor ngo-organisation bliver citeret for følgende:

– Mit indtryk er, at de fleste forsømte både deres familie- og privatliv. Alt ekstraarbejde var nemlig interessetimer, og overarbejde var bare blevet normalen.

Peter Hasle er ikke forbavset over medarbejdernes beskrivelser. Han siger i februar til Altinget:

– Der er vilkår i den her branche, som kan give nogle arbejdsmæssige belastninger. Mange organisationer arbejder for eksempel på baggrund af usikre finansieringer. Spørgsmålet er, hvordan man håndterer dem bedst muligt, så man undgår arbejdsmiljøproblemer. Det er dét, arbejdspladsvurderingen blandt andet kan hjælpe med. APV’en er sådan set det vigtigste redskab, som loven giver til arbejdsgiveren for at sikre, at man har styr på arbejdsmiljøet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. apr. 2018 - 09:45   06. apr. 2018 - 11:58

arbejdsmiljø

sb@arbejderen.dk