14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Metro-ansatte udsat for trusler og chikane

Vold på kontoret

Metro-ansatte udsat for trusler og chikane

Håndværkere og byggearbejdere ved metro-byggeriet, er ikke de eneste, som døjer med arbejdsmiljøet. Kontoransatte ved Copenhagen Metro Team har været udsat for vold, sexchikane og mobning, viser en rapport fra Arbejdstilsynet.

Dårligt arbejdsmiljø præger dagligdagen for de ansatte på kontoret hos metrobyggeriets italienske hovedentreprenør, Copenhagen Metro Team.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Vold, trusler, mobning og sexchikane er dagligdag for de ansatte på kontoret hos metrobyggeriets italienske hovedentreprenør Copenhagen Metro Team (CMT). De har deres daglige arbejdsplads i hovedkontoret på Metrovej, hvor firmaet er genbo til Metroselskabet.

Det er særdeles beklageligt, at offentlige penge går til virksomheder, som i den grad sjofler deres medarbejderes arbejdsmiljø.
Steen Bonde Jensen, HK

Fagforeningen HK it, medie & industri, Hovedstaden, (HK IMI), har på vegne af to medlemmer, som blev fyret fra CMT - en kontoransat og en receptionist - ført sag mod entreprenøren.

Begge HK-medlemmer fik erstatning for uberettiget opsigelse, oplyser faglig sekretær i HK IMI, Steen Bonde Jensen. Han mener, at dårligt psykisk arbejdsmiljø er den reelle årsag til begge opsigelser.

– Set med mine briller er det største problem, at der ikke har været en velfungerende Arbejdsmiljøorganisation. Det politiske led i Metroselskabet har ikke haft nogen form for værktøjer, der har kunnet få hovedentreprenøren til at rette ind og følge gældende dansk lovgivning. Det er særdeles beklageligt, at offentlige penge går til virksomheder, der i den grad sjofler deres medarbejderes arbejdsmiljø, både det fysiske og det psykiske, pointerer Steen Bonde Jensen overfor Arbejderen.

Han kalder CMT’s ledelsesstil for "management by fear" (ledelse baseret på frygt), og peger på, at man som oftest kan håndtere stress og store arbejdsmængder, men at angst for sanktioner og trusler er det, som folk knækker på.

Trusler på kontoret

De ansatte på CMT's hovedkontor påpeger i deres vurdering af arbejdspladsen, den såkaldte APV, at vold, trusler, mobning og sexchikane fra især ledelsens side er dagligdag i firmaet. En rundspørge blandt 123 både danske og udenlandske ansatte på CMT's hovedkontor viser, at personalet i ni tilfælde har været udsat for fysisk vold. Derudover er der registreret syv tilfælde af sexchikane, 16 tilfælde af mobning og seks tilfælde af trusler om vold. Det skriver dagbladet Politiken, som har læst virksomhedens interne arbejdspladsvurdering, APV, fra 2012.

Senere, i sommeren 2013, var Arbejdstilsynet på fire besøg i CMT’s administration, hvilket resulterede i fem påbud. Efter samtale med både danske og udenlandske ingeniører, designere, tegnere og andre administrativt ansatte, konstaterede Arbejdstilsynet, at virksomhedens psykiske arbejdsmiljø er alvorligt udfordret af et massivt arbejdspres og mobning.

Hos CMT forsikrer kommunikationschef Jens Munch, at firmaet har taget APV’en alvorligt og igangsat et intensiveret forløb med en ekstern konsulent, hvor både ansatte, den øverste ledelse og organisationens mellemledere deltog.

– Vi ved at Arbejdstilsynet inden for omtrent tre måneder vil gennemføre et tilsyn, og vi har gennemført en ny APV med forbedringer. Vi forventer da, at Arbejdstilsynet gerne vil se den nye APV, oplyser Jens Munch til Dagbladet Arbejderen.

Op til 60 timer om ugen

Ifølge Politiken skriver Arbejdstilsynet i sin rapport, at de ansatte på CMT’s hovedkontor oplyser, at mange går syge på arbejde, fordi de er bange for reprimander, hvis de bliver hjemme. Arbejdstilsynet noterer også, at "nogle medarbejdere var grådlabile, når de fortalte om deres arbejde."

Arbejdstilsynet konstaterer, at selv om mange af de administrativt ansatte på CMT's hovedkontor ifølge deres kontrakt har en 37-timers arbejdsuge, så har ledelsen truet de ansatte med at blive fyret, hvis ikke de konsekvent arbejder mindst 45 timer om ugen: I den tekniske afdeling på hovedkontoret på Metrovej er det normen at arbejde 50 til 60 timer om ugen, og nogle arbejder endda endnu mere.

Massivt arbejdspres og mobning er blot nogle få ud af en lang række sager, som handler om et dårligt både fysisk og psykisk arbejdsmiljø i forbindelse med metrobyggeriet generelt. Således havde Arbejdstilsynet i begyndelsen af juni 2014 udstedt hele 100 strakspåbud, 24 rådgivningspåbud, et forbud og 13 sager til strafferetlig vurdering.

Arbejderen har forsøgt at indhente en kommentar fra LO formand Harald Børsting, som er fagbevægelsens repræsentant i Metroselskabets bestyrelse, om hvad bestyrelsen kan gøre for at sikre et ordentligt arbejdsmiljø for de ansatte hos Copenhagen Metro Team. Men Harald Børsting ønsker ikke at udtale sig og henviser i stedet til bestyrelsesformand Henning Christophersen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. sep. 2014 - 20:27   10. sep. 2014 - 10:18

Metrobyggeriet

Kirsten Magelund
Metroselskabets bestyrelse
  • Formand: Henning Christophersen, tidl. folketings- og EU-politiker for Venstre

  • Næstformand: Yildiz Akdogan, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokraterne  

  • Næstformand: Jørgen Glenthøj, konservativ borgmester for Frederiksberg Kommune

  • Birgitte Brinch Madsen, direktør i COWI

  • Harald Børsting, formand for LO  

  • Rasmus Jarlov, medlem af Borgerrepræsentationen for de konservative 

  • Signe Færch, medlem af Borgerepræsentationen for Enhedslisten 

  • Medarbejderrepræsentant Peter Jensen, driftsingeniør 

  • Medarbejderrepræsentant Søren Banke, Work Site Manager