Når de offentlige kan, så må vi i det private også kunne!
Sådan lyder det fra 228 murere, betonarbejdere og andre bygningsarbejdere, som i weekenden var i Esbjerg til landsbranchemøde i 3F's byggegruppe.
En musketer-ed kan bane vej for vores krav om kædeansvar i byggeriet.
Claus Westergreen, 3F BJMF
Bygningsarbejderne ønsker en musketer-ed på det private arbejdsmarked op til overenskomstforhandlingerne i 2020, som den de offentlige fagforbund har haft under OK18.
– Vi har jo fulgt de offentlige overenskomstforhandlinger tæt, og de viser, at fagtoppen for en gang skyld har kunnet blive enige om at bakke hinanden op i forskellige krav. Jeg er ikke i tvivl om, at det sammenhold, der blev skabt på tværs af de offentlige organisationer, har været afgørende for det stærke resultat, som er forhandlet hjem til gavn for medlemmerne, siger Claus Westergreen til Arbejderen.
Musketer-ed
Han er formand for 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening og har været med i forberedelserne af branchemødet.
Spørgsmålet om OK20 og betydningen af sammenhold blev taget op i gruppearbejdet.
– Folk er enige. Kan vi få forbundstoppen i 3F, HK, Dansk Metal og de andre forbund til at indgå en musketer-ed, så kan det bane vej for vores krav om kædeansvar i byggeriet, hvor den udenlandske arbejdskraft fylder rigtig meget. Og vi kan samtidig bakke op om andre gruppers særlige krav, mener Claus Westergreen og nævner som eksempel HK's krav om afskaffelse af den såkaldte 50 %-regel - en regel, der forhindrer mange HK'ere på det private arbejdsmarked i at blive omfattet af en overenskomst.
– Det ville være helt fantastisk, hvis man kunne lave en aftale om at bakke hinanden op indenfor det private. På den måde ville vi helt sikkert kunne presse arbejdsgiverne meget mere, siger formand for 3F Holstebro Flemming Sørensen til Arbejderen.
Aktiviteterne
Også han har været med til at forberede branchemødet. Ud over musketer-eden fremhæver han de offentligt ansattes aktiviteter. Han var meget imponeret over, at der døgnet rundt stod aktivister fra alle forbund udenfor Forligsinstitutionen i de mange uger, forhandlingerne var forlagt der til.
– Det har været en kæmpe opbakning til de faglige forhandlere og har helt sikkert lagt pres på arbejdsgiverne. Det var virkelig stærkt, mener Flemming Sørensen.
Byggegruppens formand Kim Lind Larsen deltog på mødet i Esbjerg, og han slog fast, at forbundet vil gøre mere for at inddrage medlemmerne i det næste private overenskomstslag, så OK17 ikke gentager sig. Her måtte gruppeformanden opleve, at 77 procent af medlemmerne stemte nej til det resultat, han havde forhandlet hjem med arbejdsgiverne i Dansk Byggeri.
Som led i at undgå en gentagelse af OK17 foreslår bygningsarbejderne i en udtalelse fra branchemødet, at "lands- og landsbrancheklubberne får større indflydelse på overenskomstforhandlingerne, da de har kontakt til medlemmerne."
"Som det plejer" er død
Claus Westergreen har bemærket, at de offentlige overenskomstforhandlinger på endnu et punkt har været anderledes end de "plejer at være". Det var således regionsområdet, der kom først i mål. Det plejer at være parterne på det statslige område, der indgår det første forlig, som så danner rammerne for en næsten tro kopi af forlig i kommuner og regioner.
– Når det gælder de private overenskomster, så forhandler industrien altid først, og det lægger en dyne ned over alle andre områder. Men det står ingen steder skrevet, at det skal være sådan, mener Claus Westergreen, der håber at læren fra OK18 kan føres med videre.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278