10 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nødvendige pædagoger til kongres

Set med formandens øjne

Nødvendige pædagoger til kongres

39.000 socialpædagoger knokler 24 timer i døgnet for borgere med sociale, fysiske eller psykiske problemer. Forbundsformanden efterlyser politisk vilje til at give medlemmerne og borgerne bedre vilkår.

Socialpædagogernes arbejde er en nødvendighed, men foregår under vanskelige betingelser, mener deres forbund, der indleder kongres i dag.
FOTO: Bille
1 af 1

I dag og frem til torsdag holder Socialpædagogernes Landsforbund kongres i Nyborg.

Nu skal arbejdsgiverne tage et langt større ansvar for at sikre indsatsen for de udsatte borgere.
Benny Andersen, SL

– Socialpædagogerne har gjort sig til en nødvendig del af en række velfærdsløsninger. Nu skal arbejdsgiverne tage et langt større ansvar for at sikre indsatsen for de udsatte borgere, siger forbundsformand Benny Andersen i et interview i fagbladet Socialpædagogen forud for kongressen.

Benny Andersen har stor respekt for de 39.000 medlemmer, der med hans ord er drevet af faglighed og engagement i forhold til de grupper af borgere, som de arbejder for i det daglige, også selvom det socialpædagogiske arbejde er udfordret og har svære arbejdsbetingelser.

Rigtige løsninger

– De vilkår og rammer, det socialpædagogiske arbejde foregår i, kræver en meget konkret indsats, både politisk og ude i hverdagen på arbejdspladserne. Det kræver vores engagement. Vi må og skal være dem, der skubber på for at finde løsninger - de rigtige løsninger - til gavn for borgerne, og kittet i den indsats er vores faglighed - den er ledetråden for vores arbejde, siger Beny Andersen. 

Den skriftlige beretning til de delegerede slår fast, at et regeringsskifte undervejs i kongresperioden har gjort det lidt sværere at gøre ideer til virkelighed. "Regeringens omprioriteringsbidrag er gift for den kommunale velfærd, socialområdet er generelt ikke det højst prioriterede område hos regeringen og det forhold, at det er en meget smal regering, gør den ikke særlig handlekraftig."

På trods af at Venstre har afløst den socialdemokratisk ledede regering, så fastholder Socialpædagogerne det samme sigte, nemlig "at lægge sine forslag til løsninger frem og samarbejde bredt politisk med dem, der måtte være enige med forbundet."

Det er lykkedes 

Blandt de ting, der er lykkedes siden forrige kongres i 2014, fremhæver forbundsformanden Arbejdstidsaftalen ved overenskomstforhandlingerne 2015.

– Jeg synes, det var stort, at vi fik indgået en arbejdstidsaftale, hvor det på én gang er lykkedes at tage udgangspunkt i den særlige måde, rigtig mange af vores medlemmer arbejder på, som kan bruges konkret ude i hverdagen, og som samtidig har en arbejdsmiljøvinkel og sikrer en god balance mellem arbejdsliv, fritid og privatliv, siger Benny Andersen til Socialpædagogen.

Af andre succesparametre kan nævnes udviklingen i medlemstallet. Siden forrige kongres i 2014 er antallet af medlemmer steget fra 30.343 til 30.730.

Benny Andersen stiller op til genvalg som forbundsformand - en post han har bestridt siden 2010. Og forbundsformanden erklærer sig klar til at tage de faglige og politiske debatter, der skal gøre socialpædagogerne og deres "nødvendige arbejde" mere synligt i endnu en kongresperiode.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. nov. 2016 - 05:31   15. nov. 2016 - 05:40

SL-kongres 2016

noc@arbejderen.dk
Socialpædagogerne

Socialpædagogisk Landsforbund er fagforening for 39.000 socialpædagoger, heraf cirka 1050 tillidsrepræsentanter.

Medlemmerne arbejder med blandt andet: Udsatte børn og unge, børn og voksne med fysisk eller psykisk handicap, psykisk syge, kvinder på krisecentre, misbrugere og hjemløse.

Socialpædagogerne er organiseret geografisk i 10 kredse samt et hovedkontor med adresse i København. Socialpædagogerne har også egen a-kasse, der også har adresse i København.

Forbundets øverste myndighed er kongressen, der afholdes hvert andet år i lige år. Mellem kongresserne ledes forbundet af hovedbestyrelse og forretningsudvalg.