Tagdækkere og stilladsfolk, der deler løbesedler ud på arbejdspladser i deres lokalområde og murere, der hænger banner med teksten 'Stem nej til 42 timers arbejdsuge' op på deres arbejdsplads.
Nu skal vi have flere faggrupper involveret, så vi får en fælles kampagne for et nej.
Thomas Strømsholt, stilladsarbejder
Det er blot et par eksempler på, at især bygningsarbejdere er utilfredse med de overenskomstresultater, som er forhandlet i hus, og som de snart skal stemme om.
På initiativ fra Stilladsarbejdernes Landsklub begyndte Nej-aktiviteterne så småt at rulle i sidste uge, og med et møde i Horsens i fredags og et møde i går i København skulle der gerne komme yderligere fart på aktiviteterne.
– Vi har bare lagt skinnerne ud og er kommet med nogle ideer for at løbe det hele i gang. Nu skal vi have flere faggrupper involveret, så vi får en fælles kampagne for et nej til OK17. Jo flere der deltager, jo flere ideer kommer der helt sikkert til, hvad vi kan gøre på tværs af fagene, siger Thomas Strømsholt, der er stilladsarbejder i København og én af tovholderne dér.
I Jylland har tagdækker Stefan Frölich allerede delt de første løbesedler ud med anbefaling om at stemme nej til 42 timers arbejdsuge.
Vanvid
Det er for ham den alvorligste tidsel i overenskomstforligene. Han frygter for konsekvenserne af arbejdsgivernes ret til at diktere fem timers systematisk overarbejde om ugen i form af øget nedslidning.
– Det er helt vanvittigt at hæve arbejdstiden, siger Stefan Frölich til Arbejderen.
Han vil forsætte med uddeling af Nej-løbesedler og vil forsøge at overtale folk i industrien til at sætte et solidarisk kryds.
– Det kan godt være, at overenskomsten er god nok for dem, men der er bug for at vise sammenhold på tværs af fagene. Industrien må smide skyklapperne og være solidariske, mener Frölich.
Freddy Schiermer er jord- og betonarbejder og medlem af 3F. Også han har kastet sig ind i Nej til 42 timers-kampagnen og er meget bevidst om, at der skal bruges ekstra krudt på at hive nej-stemmer hjem fra ansatte i industrien.
– Jeg var til generalforsamling i 3F Horsens og Omegn i lørdags, hvor der deltog en del industrifolk. Selvom flere af dem umiddelbart hælder til et ja, så tog de materialer med til deres arbejdspladser, fortæller Freddy Schiermer til Arbejderen.
I Aarhus indkaldes der til møde i denne uge, hvor de mange kontakter, der har tilmeldt sig på kampagnens hjemmeside kan stikke hovederne sammen for at aftale og koordinere aktiviteter i lokalområdet.
De indgåede overenskomstforlig bliver diskuteret på bestyrelsesmøder, klubmøder og generalforsamlinger, der kommer med deres anbefalinger til medlemmerne. På industriens område er der langt mellem nej-anbefalingerne, mens det forholder sig noget anderledes i byggeriet.
Anbefaling
Blandt nej-anbefalerne kan nævnes 3F Horsens og Omegn, bestyrelsen i byggegruppen i 3F Bygge-Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening København, bestyrelsen i 3F Aalborgs byggegruppe, byggegruppen i 3F Aarhus TLB og Brancheudvalget for byggegruppen i 3F Bornholm.
Overenskomstforhandlingerne nærmer sig en afslutning. Forligsmanden arbejder sammen med LO og DA på at strikke en mæglingsskitse sammen, som kommer til at favne de overenskomstområder, hvor arbejdsgivere og fagforbund ikke har kunnet blive enige ved forhandlingsbordet.
Det gælder blandt andet VVS-området, hvor forhandlingerne mellem Blik & Rør og arbejdsgiverne i Tekniq brød definitivt sammen i søndags.
Reaktionen kom mandag morgen, hvor blikkenslagere og rørsmede i 30 forskellige firmaer valgte at nedlægge arbejdet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278