Mandag aften gav Anders Bondo Christensen, formand for Lærernes Centralorganisation (LC), en længe ventet besked til sine faglige kollegaer i kommuner, regioner og staten: Kommunernes Landsforening (KL) og Lærernes Centralorganisation er efter 12 møder "indstillet på at forholde sig til konkrete elementer i en arbejdstidsaftale for lærerne".
Vi forventer helt klart at møde en arbejdsgiver, der ikke bare sidder med armene over kors.
Annette Nordstrøm Hansen, GL
Med meldingen kan alle øvrige overenskomstområder nu sætte turbo under de forhandlinger, som en samlet front af offentlige fagforbund satte på standby den 15. december med begrundelsen, at de først sætter sig til forhandlingsbordet, når arbejdsgiverne har vist vilje til at indlede forhandlinger om lærernes arbejdstid.
– Det er den første forudsætning for, at der overhovedet er udsigt til at lande en aftale. Men der er stadig lang vej igen, og vi er langt fra enige om indholdet. Det skal vi nu forhandle videre om, siger Anders Bondo Christensen, der også er formand for Forhandlingsfællesskabet.
Fælles pres
Formand for Dansk Sygeplejeråd og Sundhedskartellet Grete Christensen er ikke i tvivl om, hvad der har gjort udslaget:
– Det er glædeligt, at det fælles pres fra en enig fagbevægelse har vist sig at have effekt, så der nu er skred i forhandlingerne om en arbejdstidsaftale på undervisningsområdet.
Hun ser frem til at komme i gang med de mange udfordringer på sundhedsområdet - både i forhold til løn, arbejdsmiljø, arbejdstid og ikke mindst det principielle spørgsmål om en ligelønspulje.
Også Dennis Kristensen, formand for FOA - det største forbund i Forhandlingsfællesskabet - er overbevist om, at det er sammenholdet i fagbevægelsen, der har presset KL. Som næstformand i Forhandlingsfællesskabet lægger han op til at lærerforhandlingerne bliver fulgt tæt.
– Det er klart, at vi vil holde arbejdsgiverne fast på viljen til fortsatte reelle forhandlinger, siger Dennis Kristensen.
Mens det tyder på bevægelse blandt de kommunale arbejdsgivere, så ser det umiddelbart mindre lyst ud hvad angår forhandlingerne på statens område, som varetages af Moderniseringsstyrelsen.
Et møde mandag mellem underviserorganisationerne og Moderniseringsstyrelsen viste ingen tegn på "realitetsforhandlinger", udtaler Anders Bondo Chistensen.
De statsansattes forhandlingsorganisation, CFU, har alligevel besluttet, at de går i gang med forhandlingerne nu, som de øvrige offentlige områder. CFU-formand Flemming Vinther forklarer skridtet med, at når Moderniseringsstyrelsen ikke vil tage ansvar, så må de ansatte gøre det:
– Vi har derfor besluttet at lægge yderligere pres på for at understrege vores fællesskab i forhold til lærerne. Vi går fra "lærerne først" til "sammen med lærerne". Vi går nu ind i forhandlingsrummet, men vi gør det skulder ved skulder med lærerne, siger CFU, i en pressemeddelelse.
Flemming Vinther understreger, at organisationernes sammenhold og fælles krav om, at der skal optages og føres reelle forhandlinger i forhold til undervisernes arbejdstid, er uformindsket.
Forventer reelle forhandlinger
En af dem, der senere på ugen regner med at indlede forhandlinger med netop Moderniseringsstyrelsen, er formand for Gymnasieskolernes Lærerforening Annette Nordstrøm Hansen. Hun forventer, at det faglige sammenhold også gør indtryk på statens arbejdsgivere.
– Vi mener, at bevægelsen på KL-området lægger pres på Moderniseringsstyrelsen for reelle forhandlinger. Vi forventer helt klart at møde en arbejdsgiver, der ikke bare sidder med armene over kors, siger Annette Nordstrøm Hansen til Arbejderen.
Slutningen af februar er den umiddelbare deadline for de mange forhandlinger på det offentlige område.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278