04 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

"Nu overvejer jeg at søge ufaglærte job. Det vil betyde, at min uddannelse er spildt."

"Nu overvejer jeg at søge ufaglærte job. Det vil betyde, at min uddannelse er spildt."

Andreas Nielsen og Signe Haubroe Flygare har gjort det, regeringen insisterer på, at alle unge skal. De har taget en uddannelse. Nu oplever de, at ingen vil betale for deres arbejdskraft, og at de risikerer at ryge ud af dagpengesystemet.

Andreas Nielsen og Signe Haubroe Flygare har søgt masser af job, siden de blev færdiguddannede. De har også begge to arbejdet gratis for deres dagpenge. Men job har de ikke fundet endnu.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Andreas Nielsen er faglært arbejder, Signe Haubroe Flygare er akademiker. Men de har det til fælles, at de er nyuddannede og arbejdsløse. 

På Enhedslistens arbejdsløshedshøring stod de frem og fortalte om deres møde med dagpengesystemet.

Andreas' beretning

- Jeg blev udlært som bygningssnedker i september 2011. Min svendeprøve gik fint. Jeg fik 10 og håbede, at den gode karakter kunne være en hjælp, når jeg skulle finde et arbejde. Egentlig troede jeg, at jeg var sikret arbejde, men halvanden uge før prøven fik jeg at vide, at jeg ikke kunne fortsætte på grund af finanskrisen.

- Jeg måtte så melde mig arbejdsløs. Et par dage efter fik jeg brev om, at jeg skulle møde hos et privat jobfirma. Mit problem var, når jeg var ude og søge arbejde, at jeg ikke havde noget erfaring. Så de synes, at jeg hurtigt skulle have noget erfaring i praktikpladser.

- Jeg fandt nogle steder, hvor jeg kunne komme i praktik. En måned hvert sted. Jeg tog på arbejde og drønede rundt i landet, og i weekenderne sad jeg og skrev jobansøgninger. Jeg kom til nogle enkelte samtaler, men der var ikke held i posen. Der gik et halvt år på den måde

- Så ringede det sted, hvor jeg havde været i praktik første gang, og spurgte, om jeg ikke ville have et arbejde. Det ville jeg selvfølgelig. Så sagde de, at det lige var med løntilskud i starten, så de kunne få dækket nogle af udgifterne i opstarten. Jeg tænkte, at det lød meget fair. Jeg startede og var glad for at være der. Da, jeg havde været der i tre måneder, sagde de til mig, at de godt lige ville have løntilskuddet forlænget med tre måneder mere, fordi der var lidt problemer økonomisk. Jeg var fortrøstningsfuld og troede, at det ville ende med et normalt job bagefter.

- En uge før, jeg troede jeg skulle fastansættes, sagde de, at de havde fået lov til at forlænge endnu en gang, for vi havde holdt ferielukket om sommeren. Jeg begyndte at blive lidt mistroisk, men håbede på det bedste. Nu havde jeg jo været der lang tid og det var nogle flinke mennesker. Men da jeg nåede frem til den dag, jeg skulle fastansættes fik jeg bare 14 dages projektansættelse. Jeg har arbejdet hver dag i over et år, men kun optjent dagpengeret i de 14 dage. 

- Nu har jeg valgt at trække stikket ud og bruge min opsparing på at tage på højskole. Men egentlig vil jeg helst bare arbejde med det, jeg er udlært til.

Signes beretning

- Jeg er uddannet historiker og har været arbejdsløs i snart et år. Jeg har ellers haft relevante studiejob, jeg har været i praktik og fået gode karakterer.

- Fordi jeg var under 30 år, da jeg blev færdig, skulle jeg aktiveres indenfor tre måneder. Jeg blev hurtigt tildelt en anden aktør, der var ansvarlig for mit aktiveringsforløb. Der gik lidt over en måned, før min jobkonsulent ringede, og jeg blev indkaldt til møde. Jeg havde læst om min anden aktør på nettet og fundet ud af, at de havde et forløb for akademikere under 30 år, Det lød jo ret fedt.

- Jeg var overrasket over at opdage på mødet, at ud af de 20 ledige, som var indkaldt, var jeg den eneste akademiker. Jeg endte jeg med at sidde og lave cv-sparring med en tømrer og en telemontør. Det var selvfølgelig fint nok, men der var bare ikke nogle af os, som fik noget ud af det. Den måde vi laver cv på i de brancher er meget forskellig. Så der var intet ved det møde, jeg fik noget ud af, og det var der heller ikke ved de efterfølgende møder.

- Inden jeg startede hos anden aktør havde jeg søgt ind på seks ugers selvvalgt uddannelse for at styrke mine it-kompetencer. Min jobkonsulent sagde, at det ikke var en god ide. Det var bedre at blive hos dem i et "kontaktforløb". Jeg undrer mig over, at hun direkte frarådede mig en uddannelse, som helt klart ville opkvalificere mig. Men de går jo glip af penge, hvis jeg tager anden uddannelse.

- Jeg har forsøgt at udnytte de muligheder, der er i systemet for at styrke mine kompetencer og udbygge mit netværk. Derfor insiterede på at bruge min ret til seks ugers selvvalgt uddannelse og derfor var jeg i en måneds virksomhedspraktik. Og derfor har jeg nu fundet løntilskudsjob i staten. Det er et job, jeg er virkelig glad for. Men jeg er samtidig pinefuldt bevidst om at jeg ikke bliver ansat, når det er slut til august, for der bliver nemlig skåret ned i staten.

- Jeg har skrevet rigtig mange ansøgninger i det år, jeg har været arbejdsløs. Jeg har hele tiden søgt udenfor mit fag. Nu overvejer jeg at søge ufaglærte job, som masser af andre også søger. Det vil betyde min uddannelse er spildt. Det er ikke seriøst og ikke o.k.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. mar. 2013 - 10:45   27. mar. 2013 - 10:45

arbejdsløse

ur@arbejderen.dk