Onsdag den 4. marts begynder forhandlingerne om Jernbane- og Letbaneoverenskomsten mellem Dansk Jernbaneforbund og Dansk Industri (DI).
Det, der handler om løn, forventer vi kommer til at ligge tæt op ad industriforliget og transporten.
Dansk Jernbaneforbund
Parterne kender hinanden, fordi de siden 2000 har forhandlet Jernbaneoverenskomsten på vegne af blandt andet personalet ved den private togaktør Arriva. Det skete senest ved OK17, men siden er der sket en hel del, der betyder, at forhandlingerne denne gang adskiller sig fra tidligere, og at Dansk Jernbaneforbund forhandler den private overenskomst på vegne af mange flere medlemmer.
Med udgangen af 2017 meldte DSB sig ind i DI og benyttede det som anledning til at opsige over 100 lokalaftaler og "kutymer", som var forhandlet på plads over mange årtier og tidligere regulerede forhold som løn, arbejdstid, medarbejderindflydelse og meget mere.
>>LÆS OGSÅ: DSB opsiger overenskomster
Det medførte voldomme protester blandt de berørte personalegrupper, og først efter 18 måneder, et utal af forhandlinger, faglige aktioner og strejker faldt der endelig en aftale på plads i sommeren sidste år.
>>LÆS OGSÅ: Lokalaftaler i DSB endelig på plads
Kortene tæt på kroppen
Kravene til de centrale OK-forhandlinger, der nu for alvor går i gang, holder både DI og Dansk Jernbaneforbund tæt til kroppen.
– Det holder vi internt, men jeg vil godt sige, at hvad angår det, der handler om løn, så forventer vi, at det kommer til at ligge tæt op ad industriforliget og transporten, siger Simon Bauer fra fagforbundets presseafdeling.
Ser man på forløbet med at få de nye lokalaftaler på plads og på indholdet, så er det nærliggende at forestille sig, at arbejdsgiverne vil kræve mere fleksibilitet og yderligere forringelser af arbejdstidsreglerne.
Topforhandler for Dansk Jernbaneforbunds cirka 5.000 medlemmer er formand Henrik Horup, der på skift trækker repræsentanter fra forskellige områdegrupper med ind til forhandlingsbordet. I forbundets forhandlingsudvalg sidder personer fra alle områdegrupper eller brancher – det vil sige for togførere, lokomotivførere, stationsbetjente samt bane- og elektropersonale.
Med medlemmerne i ryggen
Som det er sket på mange andre områder, vil Dansk Jernbaneforbunds forhandlere blive sendt ind til arbejdsgiverne med fuld opbakning fra medlemmerne. Onsdag den 4. marts klokken 12 tager de opstilling med røde faner på Rådhuspladsen i København overfor Industriens Hus.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278