24 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ok-forlig deler gymnasielærere

Ok-forlig deler gymnasielærere

Forslaget til ny overenskomst for landets gymnasielærere indeholder beskedne lønstigninger. Den største modstand går midlertid på opgøret med aftaleretten. Alle aftaler om arbejdstidens tilrettelæggelse skal foregå på det enkelte gymnasium.

Gymnasielærerne er delte på holdningen til deres nye overenskomst. Kritikerne mener, den kan skabe splid på lærerværelset, hvis rektorerne udnytter mulighederne for at bestemme, hvor meget forberedelsestid lærerne skal have.
FOTO: Martin Mounzer
1 af 1

Hvis holdningen i Repræsentantskabet i Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) kan overføres til lærerværelserne på landets gymnasier, så er der lidt flere modstandere end tilhængere af forslaget til lærernes nye overenskomst.

Efter fire timers ophedet debat på GL's repræsentantsskabsmøde i fredags viste en afstemning, at 105 er imod og 91 for det overenskomstresultat, som Akademikernes Centralorganisation og Finansministeriet var blevet enige om mindre end et døgn forinden.

Aftalen indeholder beskedne lønstigninger, som i den to årige aftaleperiode kan lande på i bedste fald et nul i værste fald et reallønsfald, fordi priserne stiger mere end lønnen.

Men det er især aftalens indhold om arbejdstidens tilrettelæggelse, der deler vandene, fortæller næstformand i GL, Annette Nordstrøm Hansen, til Arbejderen. Fremover bliver det op til rektorerne på de enkelte gymnasier, hvordan de 37 timers arbejde om ugen skal bruges.

- Jeg synes ikke, man skulle have godkendt den her aftale. Man skulle have forladt forhandlingerne torsdag nat, men nu har man i stedet accepteret, at vi ikke længere har nogen aftaleret, og for mig er det så stort et overgreb, at aftalen er uacceptabel.

For Annette Nordstrøm Hansen handler det også om troværdighed. Sidste år var GL rundt på over 50 gymnasier for at snakke overenskomst med medlemmerne.

- Her gjorde vi klart, at aftaleretten var essentiel. Nu har vi solgt ud af alle centrale og lokale aftaler, siger Annette Nordstrøm Hansen.

Heller ikke Ronald Karlsen, formand for overenskomstudvalget i GL, er tilfreds med overenskomstforliget. Han er overbevist om, at det vil give anledning til mange diskussioner på lærerværelserne, og i værste fald føre til splid kollegerne imellem, at der tages et opgør med den universelle forberedelsestid. Det vil sige, at alle lærere uanset fag og erfaring får samme tid til at forberede undervisningen.

- Jeg tror, det vil give store forskelle fra gymnasie til gymnasie, siger Ronald Karlsen til Arbejderen.

Gorm Leschly, der som formand for GL har accepteret AC-forliget, mener, at resultatet var det bedst opnåelige.

- Vi ville beskytte os mod det grænseløse arbejde. Nu skal lærernes arbejdstid registreres, hvad enten arbejdet foregår på skolen eller i hjemmet og arbejdstiden skal være sammenhængende. Det betyder, at ledelsen må tage stilling, hvis den mener, at en lærer bruger for meget eller for lidt tid på forberedelse, siger Gorm Leschly til Arbejderen.

Selvom Ronald Karlsen og Annette Nordstrøm Hansen frygterer nervøse for fremtiden er de samtidig overbeviste om, at langt de fleste rektorer har stor respekt for de ansatte og helst vil bevare "roen på lærerværelset".

- Der er da heller intet i aftalen, der forhindrer dem i at fortsætte som i dag. Rektorerne behøver ikke differentiere, men gør de det, er jeg sikker på, de lægger sig ud med store dele af lærerkollegiet, mener Ronald Karlsen.

Repræsentantskabet pålagde GL at tage kontakt til AC for at blive løsrevet fra overenskomsaftalen.

Men bordet fanger, lyder den umiddelbare udmelding fra akademikernes formand Erik Jylling.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. feb. 2013 - 08:05   13. feb. 2013 - 08:15

OK 2013

noc@arbejderen.dk