Måske var gæsterne på Trabibar i København i eftermiddags en smule ud over det sædvanlige.
Den selvbestaltede gruppe, OK-patruljen, havde nemlig inviteret på fredagsbar for at fortælle om de aktiviteter, der er planer om at gennemføre, mens der bliver forhandlet om nye overenskomster på det private arbejdsmarked.
Med den interesse, vi har oplevet, satser vi på at besøge dobbelt så mange virksomheder som i 12.
"Hans" fra OK-Patruljen
- Vi har fået en del respons på det vi har lavet og meget tyder på at der er interesse for at brede aktiviteterne ud til andre steder i landet, fortæller "Hans" til Arbejderen forud for arrangementet.
Han var med til at starte gruppen i 2012 med et ene formål at afskaffe 50% reglen på HK's område, der udelukker tusinder af HK-medlemmer fra at få en overenskomst.
50% reglen = social dumping
Reglen, der af modstanderne også bliver betegnet som en HK-variant af social dumping, betyder, at arbejdsgiverne kan sige nej til at tegne overenskomst, med mindre HK kan dokumentere, at halvdelen af de HK-ansatte er medlemmer af forbundet.
- Uden overenskomst bliver HK-medlemmer snydt for væsentlige goder, der i kroner og øre ofte beløber sig til flere tusinde kroner om måneden, har Ulla Jeppesen, formand for HK, it, medie og industri Hovedstaden forklaret til Arbejderen.
I 2012 fik omkring 100 virksomheder uden HK overenskomst besøg, men reglen er der stadig. Derfor har OK-Patruljen genoptaget sit koncept og varmede natten til tirsdag op til dette års overenskomstslag.
Det gik i første omgang ud over en stribe virksomheder, der ikke har tegnet en overenskomst med HK, og som har bestyrelsesplads i arbejdsgiverorganisationen DI Hovedstaden. De fik alle et visitkort i form af et skilt med en sur smiley og teksten "Her er 0 % OK".
Flere arbejdsgivere får besøg
- Vi er i gang. Skiltene er lavet. Man kan bare melde sig som aktivist, lyder opfordringen fra "Hans".
Han og gruppens øvrige medlemmer har valgt at optræde annonymt af hensyn til deres arbejde, og "Hans" understreger, at gruppen også handler uden forbundets billigelse.
I 2012 besøgte gruppen med enkelte afstikkere udelukkende virksomheder indenfor HK Hovedstadens dækningsområde, men i år sættes ambitionsniveauet væsentligt i vejret.
- Med den interesse, vi har oplevet, satser vi på at besøge dobbelt så mange virksomheder som i 12. Og vi ved allerede nu, at arbejdsgivere også andre steder i landet vil vågne op til et skilt med en sur smiley, lyder det fra "Hans".
På fredagsbaren afslører OK-Patruljen en person, som fremover vil blive gruppens ansigt udadtil.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278