Ældre- og sundhedssektoren står overfor store udfordringer med at tiltrække nyt personale og samtidig fastholde nuværende ansatte – og det skal der findes løsninger på!
Sådan lød det fra både fagforeninger og arbejdsgivere forud for forhandlingerne om nye offentlige overenskomster.
Fra deltid til fuldtid er blot en del af problematikken med at rekruttere flere sygeplejersker. Det handler derfor også om højere løn og om at skabe et bedre arbejdsmiljø.
Jytte Wester, DSR Nordjylland
Nogle helt konkrete tal viser alvoren af udfordringerne. Frem mod 2030 vil antallet af ældre over 80 år med sundheds- og plejebehov stige med 160.000 ifølge Danmarks Statistik. FOA vurderer, at vi i 2028 kommer til at mangle 40.000 uddannede social- og sundhedsmedarbejdere, og de fem regioner vil allerede i 2025 mangle omkring 6.000 sygeplejersker, viser en fremskrivning fra Dansk Sygeplejeråd fra 2018.
Ligesom de faglige organisationer og offentlige arbejdsgivere er enige om, at der kommer til at mangle arbejdskraft i ældre- og sundhedssektoren, så er de også enige om, at en del af løsningen kan være, at flere ansatte på deltid får flere timer.
Det kommunale område
Hvordan er det så gået ved overenskomstforhandlingerne? Indeholder de aftalte forlig konkrete tiltag, der understøtter den mulighed?
Lad os starte med det kommunale område, der omfatter rundt regnet 500.000 ansatte i blandt andet ældreplejen og sundhedssektoren.
>>LÆS OGSÅ: Næsten 40.000 FOA-medlemmer er løstansatte
– Arbejdstiden er et sted at skrue, hvis man vil have mere arbejdskraft, og det vil da være nærliggende at tilbyde fuld tid til dem, der er interesseret i det. Men der er ikke givet ret til fuld tid, som man måske kunne have håbet på i en overenskomst, siger Kristian Gaardsøe, der er formand for FOA Nordjylland, til Arbejderen.
Det er alligevel hans indtryk, at manglen på hænder i den offentlige sektor har fået opmærksomhed under forhandlingerne, og han er også overbevist om, at forhandlerne har været indstillet på at "gøre noget".
– Men kigger man på aftalen, så har det mest karakter af hensigtserklæringer, og om det så flytter tilstrækkeligt, det er et godt spørgsmål.
Den nordjyske FOA-formand mener ikke, at løsningen med flere timer til ansatte på nedsat tid er helt så enkel, som den lyder.
– Vi er med på, at det skal være en ret at arbejde på fuld tid, men det skal også være en mulighed at gå på nedsat tid for dem, der ønsker det. Og det har vi jo medlemmer, der gør med forskellige begrundelser, forklarer Kristian Gaardsøe.
Der er de FOA-medlemmer, der fravælger et job på 37 timer om ugen, fordi det til tider indebærer, at de skal arbejde på to forskellige arbejdspladser. En stor del siger imidlertid fra, fordi de synes, det er for hårdt.
– Men det må aldrig blive for hårdt at arbejde på fuld tid. Og er det et dårligt arbejdsmiljø, der spænder ben, så er det dér, man skal sætte ind, mener Gaardsøe.
Svært at leve for en deltidsløn
Vi bliver i det nordjyske og bevæger os over til socialpædagogerne, hvor hovedparten arbejder under en kommunal overenskomst.
I januar måned offentliggjorde fagforeningen Socialpædagogerne Nordjylland en undersøgelse, der viser, at 29 procent af medlemmerne selv foretrækker deltidsarbejde, men også, at 22 procent arbejder på deltid, fordi deres arbejdsgiver foretrækker det.
>>LÆS OGSÅ: Deltidsansatte socialpædagoger vil gerne ansættes på fuld tid
– Det er helt klart en af de største udfordringer på rekrutteringsdelen, at socialpædagoger ikke bliver tilbudt job på fuld tid, så de kan opretholde bare en nogenlunde løn, siger Henrik Flyvbjerg til Arbejderen.
Han er medlem af fagforeningsbestyrelsen og fællestillidsrepræsentant for socialpædagogerne i Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune:
– Jeg havde nu ikke regnet med, at der kom så meget på den her del i de nye overenskomster, og jeg kan da også se, at Kommunernes Landsforening (KL) og Forhandlingsfællesskabet i forligsteksten læner sig meget op ad det, der allerede er sat i gang.
Henrik Flyvbjerg hentyder til projekt "En fremtid med fuldtid", som de faglige organisationer og kommunale arbejdsgivere aftalte i foråret 2020, og som forpligter 26 kommuner til at arbejde med at gøre flere deltidsstillinger til fuldtidsstillinger. I forbindelse med partsprojektet kom det frem, at omkring 40 procent af alle ansatte på det kommunale område arbejdede på deltid. I ældre- og sundhedssektoren var det næsten 80 procent af de ansatte.
>>LÆS OGSÅ: Fagforbund og kommuner vil begrænse deltid
Opgør med deltid handler om ligestilling
Hvordan det forholder sig blandt socialpædagogerne får man et indtryk af ved at dykke ned i tal for forbundets analyseafdeling. De viser blandt andet, at i november måned 2020 var den gennemsnitlige beskæftigelsesgrad for alle ansatte på den primære socialpædagogiske overenskomst på 32,4 timer om ugen. Her er medregnet alle, der har fået udbetalt løn i perioden, altså både fastansatte, tidsbegrænset ansatte, timelønsansatte, månedslønnede, interne vikarer med videre.
I alt er der 26.822 ansatte på den nævnte overenskomst, og hvis de "alle kom på fuld tid, ville det betyde, at man fandt, hvad der svarer til 3.808 flere fuldtidsstillinger", skriver analyseafdelingen til Arbejderen og videre: "I Lolland Kommune er den gennemsnitlige arbejdstid 35 timer om ugen. Hvis man "bare" kom derop gennemsnitligt på landsplan, ville man finde 2.152 årsværk/fuldtidsstillinger."
Rundt regnet tre ud af fire ansatte på det kommunale arbejdsmarked er kvinder, og da hovedparten af dem, der arbejder på deltid, er kvinder, er der derfor også et ligestillingsperspektiv i opgøret med deltidskulturen, mener Henrik Flyvbjerg:
– Og endelig er der den pointe, at er du ansat i en deltidsstilling, kan det ses både på lønnen og på pensionsindbetalingerne.
For nogle år siden kørte FOA Ungdom en kampagne for flere fuldtidsjob. Her lavede de en beregning, der viste, at en nyuddannet sosu-assistent, der blev ansat i en 28-timers stilling, i løbet af sit 47 år lange arbejdsliv ville miste samlet set over 3,5 millioner kroner på grund af lavere løn, mindre feriegodtgørelse og dårligere pension.
Regionerne på vej
Fra det kommunale område til de godt 140.000 regionalt ansatte:
Her peger Jytte Wester, der er formand for Dansk Sygeplejeråd kreds Nordjylland, på, at der i forligsteksten står, at parterne skal gøre en forstærket indsats for, at regionale arbejdspladser skal være på fuld tid.
– Det er ikke så meget nyt, der er kommet ud af overenskomstforhandlingerne, men parterne er blevet enige om at gøre en forstærket indsats for, at regionale arbejdspladser skal være på fuld tid, siger Jytte Wester, formand for Dansk Sygeplejeråd kreds Nordjylland, til Arbejderen.
I Region Nordjylland mener Jytte Wester, at man allerede er "rykket et godt stykke", og at det går den rigtige vej med at rydde op i deltidskulturen. Regionspolitikerne har truffet en beslutning om, at ledige stillinger primært skal opslås på fuldtid, og hun anslår, at henved 90 procent af alle stillingsopslag på eksempelvis Aalborg Universitetshospital i dag er fuldtidsstillinger.
– Fra deltid til fuldtid er blot en del af problematikken med at rekruttere flere sygeplejersker. For det nytter jo ikke at sætte nye ind i den ene ende, hvis de ryger ud igen. Det handler derfor også om højere løn og om at skabe et bedre arbejdsmiljø, så sygeplejerskerne kan holde til at arbejde flere timer og blive i jobbet, mener Jytte Wester.
>>LÆS OGSÅ: Manglen på hænder er en udfordring ved de kommunale og regionale OK-forhandlinger
Mens forhandlingerne om de generelle krav er afsluttet, så forhandler hver enkelt fagforbund med de offentlige arbejdsgivere om de mere fagspecifikke krav. Når de er på plads, skal alle offentligt ansatte stemme om forslagene til nye overenskomster, der efter planen skal træde i kraft den 1. april.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278