19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Opbakning til fagligt topmøde vokser

Forberedt på dagpengerapport

Opbakning til fagligt topmøde vokser

Forventningerne til, hvad Dagpengekommissionen spiller ud med om knap 14 dage, er helt i bund. Dagen efter kommissionens rapport diskuterer tillidsvalgte og fagligt aktive deres krav til et nyt og bedre dagpengesystem.

Det nye dagpengesystem forventes klar ved årsskiftet 2017. Både a-kasser og jobcentre skal indstille sig på nye regler.
FOTO: Thomas Lekfeldt/Scanpix
1 af 1

Kredsen af offentlige og private fagforeninger, LO sektioner og forbund, der er medarrangør af eller anbefaler det faglige topmøde i København den 20. oktober vokser stille og roligt.

Det er umuligt at forestille sig, at der kommer noget konstruktivt ud af et system, der ikke får tilført flere penge.
Ole Nors Nielsen, 3F.

Tanken med topmødet er at rejse en diskussion blandt tillidsvalgte og fagligt aktive om det udspil til et nyt dagpengesystem, som Dagpengekommissionen offentliggør dagen før.

En af de fagforeninger, der er kommet til, siden initiativtagerne til det landsdækkende møde gik i luften i sidste uge, er Socialpædagogerne Kreds Storkøbenhavn.

– Vi opfatter det her som et forsøg på at påvirke dagpengedebatten og forsøge at lægge pres på egne rækker. Det gælder ikke mindst i LO, som sidder med i Dagpengekommissionen, og som vores forbund jo er medlem af, siger kredsformand Lars Petersen til Arbejderen.

Den københavnske pædagogformand er meget bekymret for fremtiden, hvis det ikke lykkes at gøre et nyt dagpengesystem mere attraktivt end det nuværende.

– Fagbevægelsen står med en enorm udfordring. Hvis vi skal have fat i den unge generation, og de skal kunne se, at det kan betale sig at være medlem af en fagforening og en a-kasse, så er det helt afgørende, at der sker forbedringer, mener Lars Petersen.

Nemmere genoptjening

Også i byggebranchen er der en udbredt bekymring for, hvordan et nyt dagpengesystem bliver skruet sammen. Det har fået Byggefagenes Samvirke i København til at skrive sig på listen over medarrangører/anbefalere af dagpengetopmødet.

3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) er den ene af 12 fagforeninger i byggesamvirket og formand Claus Westergreen siger:

– Vores medlemmer skriger på en løsning på problemerne med genoptjening af dagpengeretten, og jeg er enig med dem. Det giver ingen mening, at det i dag er sådan, at en arbejdsløs 3F’er, der får en deltidsstilling i et halvt år, ikke sparer op til én eneste dags dagpenge.

I BJMF har medlemmerne deltaget i en undersøgelse om dagpengene. 71 procent af deres besvarelser peger på, at det skal blive nemmere at genoptjene retten til dagpenge. I dag skal man have et helt års arbejde for at blive berettiget til at få arbejdsløshedsunderstøttelse i to år.

Makværk i vente

Forventningerne til, hvad Dagpengekommissionen spiller ud med om knap 14 dage, er imidlertid skruet helt i bund hos initiativtagerne og deltagerne i det faglige topmøde. Ikke mindst fordi Dagpengekommissionen har fået besked på at holde sig indenfor de økonomiske rammer, dagpengesystemet koster i dag.

– Det er umuligt at forestille sig, at der kommer noget konstruktivt ud af et system, der ikke får tilført flere penge. Og det, vi har hørt indtil videre, tyder da også på, at Kommissionen kommer med noget makværk, hvor forbedringer et sted i systemet modsvares af forringelser et andet sted, siger Ole Nors Nielsen til Arbejderen.

Han er næstformand i 3F Aalborgs Transportgruppe og talsperson for initiativtagerne til mødet den 20. Dagpengeforalle-initiativet vil ikke acceptere et mere ulige system, men peger i stedet på en stribe krav, som skal forhindre at arbejdsløse bliver økonomisk og samfundsmæssigt marginaliseret, hvis de mister deres job. Blandt andet skal det være nemmere at genoptjene dagpengeret og dagpengesatsen skal være højere end i dag.

Arbejderen har i flere omgange forsøgt at få udtalelser fra formændene i både LO og FTF, men hverken Haralds Børsting eller Bente Sorgenfrey ønsker at sige noget, før de har afsluttet deres arbejde i Dagpengekommissionen.

Børsting advarer

Børsting har dog udtalt sig til Avisen.dk.:

– Jeg tror på, at vi får nogle mere fleksible genoptjeningsregler og andre småforbedringer. Men vi skal være realistiske, og jeg er nødt til at sige, at ingen, heller ikke i fagbevægelsen, får alle deres ønsker opfyldt til, hvordan et nyt dagpengesystem skal se ud, siger han og advarer om, at man farer i totterne på hinanden, når Kommissionen spiller ud.

Den holdning får Ole Nors Nielsen op i det røde felt. Han håber ikke, at LO og FTF sætter deres underskrifter på en rapport, der peger på ændringer som skal betales af udvalgte grupper af arbejdsløse - heller ikke selvom reglerne for genoptjening bliver nemmere.

– Det er helt uacceptabelt. Fagtoppen må sige klart fra. Det må være op til de politiske forhandlinger, hvordan et nyt dagpengesystem skal se ud, mener den Aalborgensiske fagforeningsmand.

Går det efter regeringens plan så er de politiske forhandlinger om et nyt dagpengesystem på plads inden nytår, og lovgivningsarbejde og implementering i a-kasser og på jobcenter på plads i løbet af 2016, så et nyt system får virkning fra årsskiftet 2017.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. okt. 2015 - 16:16   18. okt. 2015 - 13:38

Dagpenge

noc@arbejderen.dk
Fagligt topmøde

20. oktober klokken 16-18, Arbejdermuseet, Rømersgade 22, København K.

Der organiseres transport fra Randers, Aarhus, Esbjerg, Vejen, Varde, Grindsted og Billund. Aarhus-bussen kører forbi Horsens. 

Tilmelding til transport kan ske til:
Jens Laursen (Randers) tlf. 30 67 63 80
Klaus Jensen (Aarhus) tlf. 21 60 21 81
Øvrige byer: Brian Lyst på mail: bl@lo-esbjerg.dk

Foreløbige medarrangører og anbefalere:

3F Aalborg; 3F Esbjerg Transport; 3F Silkeborg; 3F Bygge-, Jord- & Miljøarbejdernes Fagforening; 3F København; 3F Horsens og Omegn; BUPL Aarhus; Socialpædagogerne Storkøbenhavn; Landsforeningen for Socialpædagoger København; Dansk Metal Horsens; HK, it, medie og industri Hovedstaden; LO Esbjerg, Billund og Vejen, 3F Viborg; it-forbundet PROSA; PROSA/VEST; PROSA/ØST; PROSA/STUD; Rør-og Blikkenslagernes Fagforening København; 3F Kastrup; FOA afd. 1; FOA SOSU; Byggefagenes Samvirke København; FOA/KLS; 3F Transport, Logistik og Byg Aarhus; 3F Randers; BUPL Storkøbenhavn; Dansk Elforbund København; 3F Frederiksborg; Studenteransattes Landsforbund; Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920; PLS (Pædagogstuderendes Landssammenslutning); FOA Aalborg

>> Tjek det ud på Facebook her

>> Download plakat for arrangementet her 

Dagpengeforalle.dk

Krav til et trygt dagpengesystem:

• Lettere og fleksibel genoptjening af dagpengene – en uges arbejde skal give fire ugers dagpenge

• Alle timer skal tælle med til genoptjeningen – også timer i virksomhedspraktik og løntilskud

• Ingen forringelser for dimittender/nyudlærte

• Supplerende dagpenge skal forbedres

• Højere dagpenge – dagpengesatsen skal forhøjes, så dækningsgraden øges

• Lige ret til dagpenge – optjening efter arbejdstimer, ikke efter lønnens størrelse

>> LÆS MERE PÅ KAMPAGNENS HJEMMESIDE