I dag tirsdag den 23.10. førstebehandler Folketinget forslaget om "opholdskrav for at få ret til arbejdsløshedsdagpenge m.v."
Vi kan godt lide opholdskravet i forhold til udlændinge.
Leif Lahn Jensen, S
Forslaget kommer fra regeringen og Dansk Folkeparti (DF), og bliver det vedtaget, betyder det, at danskere, som har arbejdet - for eksempel i Kina, USA eller Australien - i mere end 12 måneder de seneste otte år, mister retten til dagpenge. Også selvom de i årevis har betalt til en dagpengeforsikring i en a-kasse.
Ret og rimeligt
Formålet er at gøre det sværere for udlændinge at få adgang til danske velfærdsydelser, forklarer beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til DR Nyheder:
– Det her er ikke for at gå efter bestemte personer, men for at sikre mere ret og rimelighed i systemet, så der er mulighed for at stille krav omkring, at man skal have bidraget, inden at det udløser en adgang ind i det danske dagpengesystem.
Verner Sand Kirk, direktør i brancheorganisationen Danske A-kasser, forstår slet ikke den argumentation, og han efterlyser dokumentation på, at dagpengesystemet bliver misbrugt af personer fra tredjelande.
– Dagpengesystemet har allerede i dag en række indbyggede værn, som sikrer, at borgere fra tredjelande kun kan trække på systemet, hvis de har en lang og tæt tilknytning til det danske arbejdsmarked, siger Verner Sand Kirk til Arbejderen og forklarer:
– Blandt andet skal man have været medlem af og betalt til en a-kasse i mindst et år. Og man skal have haft arbejde i mindst 12 måneder svarende til fuld tid på normale løn- og arbejdsvilkår.
Usynligt problem
A-kassedirektøren mener, det er tvivlsomt, om opholdskravet vil have den effekt, som regeringen og DF ønsker. Til gengæld er det en kendsgerning, at det vil ramme danskere, der har opholdt sig ude, dem der er ude og dem, der gerne vil rejse ud.
– I et forsøg på at løse et problem, som de ikke kan sandsynliggøre eksisterer, vanskeliggør regeringen og DF danskeres mulighed for at tage til udlandet og arbejde og for at komme hjem igen, konstaterer Verner Sand Kirk.
Siden Beskæftigelsesministeriet i juli måned sendte forslaget til lovændring i høring har kritikken fra a-kasserne haglet ned, således også fra FTFa.
– Min største anke ved regeringens lovforslag er, at opholdskravet virker med tilbagevirkende kraft. Det vil sige, at medlemmer, som i mange år har betalt til deres a-kasse ud fra en forventning om, at de har ret til dagpenge på lige fod med alle andre, nu risikerer at blive straffet voldsomt. Det er helt uacceptabelt, mener formand Ghita Parry.
Angreb på fagbevægelsen
Yderligere forringelser af en dagpengeordning, som i årevis er blevet systematisk udhulet, vil mindske lysten til at forsikre sig, og det vil gå ud over den højt besungne fleksibilitet på det danske arbejdsmarked, advarer a-kasserne.
>>LÆS OGSÅ: 3F kræver urimelige regler lavet om
Beskæftigelsesministeriet anslår da også, at forslaget vil få henved 20.000 personer til at melde sig ud af a-kassen.
– Vi ser helt klart det her som et voldsomt angreb på de fagligt funderede a-kasser og dermed på fagbevægelsen, siger Dennis Birger Hejl, leder af a-kassen i 3F Bygge- Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, til Arbejderen.
Den københavnske byggefagforening og 3F Frederikshavn har søgt foretræde for Folketingets beskæftigelsesudvalg. Med sig har de mange-årige medlemmer af 3F's a-kasse, der har arbejdet i udlandet i mindst et år og nu er vendt hjem. Medlemmerne arbejder i byggebranchen, hvor risikoen for at ryge ind i en fyringsperiode er stor på grund af det danske vejr, og de vil blive ramt af et opholdskrav.
– Vi vil følge den her sag til dørs og gå de politikere, der sidder i beskæftigelsesudvalget, på klingen og forhåbentlig forhindre, at det her fuldkommen tåbelige forslag bliver gennemført, siger afdelingsformand i 3F Frederikshavn Finn Jenne til Arbejderen.
S stemmer for
Umiddelbart er der flertal for forslaget, og også Socialdemokratiet har tænkt sig at stemme for.
– Vi kan godt lide opholdskravet i forhold til udlændinge, men vil stille ændringsforslag, så man har større mulighed for at blive i udlandet i længere tid som dansker og så komme hjem og få dagpenge, siger arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen til Radio24syv.
>>LÆS OGSÅ: S afviser kritik af nye dagpengeregler
Opholdskravet for optjening af ret til dagpenge er en del af den skattereform, som regeringspartierne og DF blev enige om i februar 2018. Justering af eksempelvis retten til dagpenge, skal bidrage til finansiering af skattereformen, der indeholder skattelettelser for ialt 5 milliarder kroner hvert år fra 2020 og frem.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278