Regeringens angreb på lærerne er et angreb på hele den offentlige sektor. Og nu ruster vi os til at svare igen.
Sådan er det klare signal fra de 1400 tillidsfok, der i dag var samlet til FOA's stormøde i Odense.
- Det, vi står overfor, er et frontalangreb på hele den offentlige sektor. Det må vi reagere på, siger Nicki Jensen, der er pædagog og tillidsmand på en daginstitution på Amager, til Arbejderen.
Vi skal overveje, om vores konfliktfond rækker, og om vi har slagstyrke nok.
Dennis Kristensen
På scenen blev forbundsformand Dennis Kristensen mødt med stående klapsalver fra den fyldte hal, da han lagde op til, at FOA skal ruste sig til skærpet kamp for medlemmernes rettigheder.
- Vi har før vist, at når FOA's medlemmer står sammen og løfter i flok, så kan vi opnå noget. Det skal vi gøre igen, sagde han.
Mødet var indkaldt for at køre forbundet i stilling til at tage kampen op mod det generelle angreb på sektoren, som FOA-folkene venter i kølvandet på lærerlockouten. En vigtig del af det er at styrke sin position til når de offentlige overenskomster skal fornyes igen i 2015.
Dennis Kristensen henviste til, at meget tyder på, at Kommunernes Landsforening i stor stil vil gå efter at spare penge på kommunalt ansattes arbejdstidsaftaler.
Strejkekasse og slagstyrke
Tillidsfolkene tager nu mødets konklusioner med til forbundets 200.000 medlemmer.
- Vi skal diskutere de udfordringer, vi står overfor, med vores kollegaer. Vi skal overveje, om vores konfliktfond rækker, og om vi har slagstyrke nok. Vi skal give hinanden håndslag på, at vi skal have organisationsprocenten i vejret, og så skal vi stille politikerne til ansvar, sagde Dennis Kristensen.
Sammenhold i sektoren
Også lærerformand Anders Bondo Christensen blev mødt med højlydt bifald og et tydeligt signal om sammenhold mellem faggrupperne i den offentlige sektor.
- Tusind tak. Det betyder fantastisk meget, sagde han til de mange hundreder tillidsfolk.
Både Dennis Kristensen og Anders Bondo Christensen henviste til, at kampen handler om selve fagbevægelsens eksistensberettigelse.
- Formår vi ikke at stå sammen nu, så har vi ingen berettigelse som fagbevægelse, sagde lærerformanden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278