Socialdemokratisk byrådsmedlem og formand for bestyrelsen i Nordjyllands Trafikselskab (NT) Nuuradiin S. Hussein er blevet inviteret ud at køre med en bybuschauffør i Aalborg. Det samme er Per Clausen, byrådsmedlem for Enhedslisten og Susanne Flydtkjær, der er valgt til regionsrådet i Nordjylland ligeledes for Enhedslisten.
Har vi ikke fået svar på mandag, så tropper vi op igen på det næste byrådsmøde.
Heidi Bejlegaard, talsperson
– Meningen er, at de skal opleve vores hverdag og de stramme køreplaner. Køreplanerne er skyld i forsinkelser for passagererne og i, at vi ikke har tid til at holde pauser, fortæller buschauffør Tommy Olesen til Arbejderen.
Den 11. februar deltog han sammen med 40-50 kolleger i byrådets spørgetid, hvor de fortalte om deres arbejdsvilkår og spurgte politikerne om, hvad de vil gøre for at forbedre dem.
Siden har der været larmende tavshed. Den manglende reaktion fra politikernes side er baggrunden for, at cirka 30 aalborgensiske buschauffører onsdag morgen indtog området omkring Kennedyarkaden - centrum for kørslen med by- og regionalbusser - bevæbnet med postkort med det genkendelige logo 'Tid til at trykke stop.'
– Vi har selv fremlagt masser af dokumentation på problemerne. Nu beder vi passagererne om hjælp. De opfordres til at sende en mail og fortælle om sidst, deres bus var forsinket, siger Heidi Bejlegaard, én af talspersonerne for buschaufførerne i det nordjyske, til Arbejderen.
Hun håber, at byrådspolitikerne vil løfte chaufførernes forslag til løsninger, som de fik præsenteret på byrådsmødet den 11.2.
– Ellers må vi jo indenom byrådssalen igen.
Buschaufførerne har siden oktober måned sidste år gennemført en landsdækkende indsats for at oplyse politikerne om de faktiske forhold og få dem til at gøre noget for at forbedre dem. I Esbjerg, København, Aarhus og mange andre byer har chaufførerne gennemført såkaldte synlighedsaktioner, og de har deltaget i byrådsmøder i en stribe kommuner.
>>LÆS OGSÅ: Buschauffører indtager Københavns Rådhus
Chaufførerne mener, det er nødvendigt at sætte flere penge af til den kollektive trafik, og de kræver, at besparelser og nedskæringer bliver stoppet.
Noget tyder på, at chaufførernes aktiviteter bærer frugt. I morgen mødes repræsentanter for 3F, brancheforeningen Dansk PersonTransport og trafikselskabet Fynbus og senere følger møder med de øvrige trafiksselskaber, der dækker persontransport i hele landet.
>>LÆS OGSÅ: 3F og foreningen DPT mødes med Fynbus
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278