En simuleret byggeplads på 10.000 kvadratmeter på Københavns Vestegn skal sikre færre ulykker i byggebranchen. Det håber en række organisationer og uddannelsesinstitutioner, som er gået sammen for at realisere opførelsen af en såkaldt sikkerhedspark i Danmark, skriver Magasinet Arbejdsmiljø.
Det kan blive rigtig godt, hvis det bliver gjort på den rigtige måde.
Flemming Hansen, 3F
Den såkaldte sikkerhedspark skal bruges til træning, vidensdeling samt proces- og produktudvikling. Selvom idéen stadig er på tegnebrættet, håber ophavsmændene bag, at parken vil stå klar allerede i 2018.
– Man kan sammenligne det med et glatbaneanlæg, hvor man har mulighed for at prøve nogle ting af i et kontrolleret miljø, inden man kommer ud i den virkelige verden, fortæller projektleder Christian Wittrup til Magasinet og tilføjer:
– Sikkerhedsparken kan tilbyde nogle velfungerende rammer med alle fornødenheder uden at miste byggepladsfornemmelsen.
Nye muligheder
Projektet bakkes op af arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri. Her håber arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen, at parken vil kunne nedbringe antallet af ulykker.
– En sikkerhedspark kan give os mulighed for at afprøve nogle nye løsninger i et realistisk miljø. I dag ser vi ofte, at mange udviklingsprojekter strander på, at det er svært at få adgang til en byggeplads, hvor man kan afprøve nye tiltag i praksis. Det er den medskabende tilgang, vi mener, er unik ved en kommende sikkerhedspark, siger hun ifølge Magasinet Arbejdsmiljø.
Også Danmarks største fagforbund 3F er med på projektet på ideplan. Miljøkonsulent i 3F’s Byggegruppe Flemming Hansen kalder idéen for spændende:
– En sikkerhedspark kan give meget god læring om arbejdsmiljø, og det er der behov for i byggebranchen. Men der er mange detaljer, som skal falde på plads i projektet, siger Flemming Hansen til Fagbladet 3F.
Han peger på, at det er vigtigt, at parken bliver for alle, der har behovet.
– Det kan blive rigtig godt, hvis det bliver gjort på den rigtige måde og med det rigtige indhold. Det skal ikke kun være en legeplads for de store virksomheder, men også for de små og mellemstore. Det er for eksempel også vigtigt, at de tekniske skoler skal kunne benytte faciliteterne uden betaling, siger han.
Inspireret af Finland
Tankerne bag sikkerhedsparken er blevet til efter finsk forbillede, hvor man har gode erfaringer. Man har dog endnu ikke en dokumenteret effekt af en sikkerhedspark. Det håber seniorforsker Pete Kines fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, at man kan bidrage med i de kommende år.
– Vi vil gerne lave en undersøgelse af effekten, så vi med større sikkerhed kan sige noget om, hvad der virker, og hvordan man eventuelt kan videreudvikle konceptet, hvis man vil åbne flere sikkerhedsparker rundt om i Danmark, fortæller Pete Kines.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278