FOA gør det nu muligt at beregne, hvad et dårligt arbejdsmiljø koster på den enkelte arbejdsplads.
Sammen med konsulentvirksomheden Cowi har forbundet udarbejdet en arbejdsmiljøberegner, som blev offentliggjort af forbundet i går.
- Der er mange penge at hente i at skabe et godt arbejdsmiljø, men mange steder bliver det set som en udgift frem for en investering, når man bruger penge på at skabe et bedre arbejdsmiljø. Det tror jeg, at arbejdsmiljøberegneren kan være med til at ændre. Jeg håber, at værktøjet kan være med til at skubbe nogle døre ind de steder, hvor man kun tænker på økonomi, siger forbundssekretær Inger Bolwinkel til foa.dk.
Der er mange steder, hvor man skal slås for at få fokus på arbejdsmiljøet. De steder vil beregneren være en kæmpe hjælp.
Tina Kiær Løvsteen, Social- og sundhedshjælper
Medlemmerne af FOA er blandt de faggrupper, som dagligt mærker konsekvenserne af at gøre rent på skoler i rekordtempo og passe gamle fru Olsen på et underbemandet plejehjem. FOA-medlemmerne lider under stress, vold og tunge løft.
LO har anslået, at et dårligt arbejdsmiljø hvert år koster samfundet omkring 64 milliarder kroner i tabt arbejdsfortjeneste og udbetaling af sygedagpenge og erstatninger.
Kan gøre en forskel
Det giver derfor god mening både for den lønmodtager, som risikerer at komme til skade på jobbet og for samfundet, at finde ud af, hvor man med fordel kan sætte ind for at forebygge arbejdsrelaterede ulykker eller sygdom, mener forbundet.
Social- og sundhedshjælper Tina Kiær Løvsteen fra hjemmeplejen i Rødovre Kommune har prøvet det nye værktøj af i den ene af de hjemmepleje-grupper, hun er tilknyttet. Hun tror på, at det især kan gøre en forskel de steder, hvor der ikke er så meget fokus på at skabe et godt arbejdsmiljø.
- Der er mange steder, hvor man skal slås meget for at få fokus på arbejdsmiljøet. De steder vil beregneren være en kæmpe hjælp, fortæller hun til foa.dk.
Arbejdsmiljøberegneren er især lavet for at hjælpe ledere, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter. Ved at taste oplysninger om antal ansatte, gennemsnitsløn, sygefravær og eventuelt særlige forhold som vold, mobning og alene-arbejde ind i beregneren, kan man få et realistisk skøn over, hvad udgifterne til et dårligt arbejdsmiljø er.
Kan bruges af alle
Arbejdsmiljøberegneren er baseret på nøgletal fra FOA's medlemsundersøgelser og fra international forskning og kan i første omgang bruges på de arbejdspladser, hvor FOA's faggrupper arbejder.
Men netop fordi den indeholder oplysninger fra internationale arbejdsmiljøundersøgelser, vurderer projektleder hos Cowi, Per Tybjerg Aldrich, at beregneren relativt simpelt kan udbredes til resten af arbejdsmarkedet.
- Nu hvor der er fundet en metode med FOA’s værktøj, vil det være relativt nemt at udvikle værktøjet til andre brancher, siger Per Tybjerg Aldrich til Ugebrevet A4 og tilføjer, at slutresultatet fra beregneren ikke skal opfattes som mejslet i granit, men mere som en retningsanvisning.
- Her får man et bud på, hvor meget arbejdsmiljøet belaster økonomien på arbejdspladsen hvert år. Udover at man har slidte medarbejdere, som lider – og det er slemt nok – kan det være, at man som chef siger, at der er en ekstra god grund til at gøre noget ved det, fordi det gavner økonomien, vurderer Per Tybjerg Aldrich.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278