15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Pensionskroner skal ikke gå til uddannelse

Afviser idé til uddannelsesfinansiering

Pensionskroner skal ikke gå til uddannelse

Fagforening og arbejdsgivere afviser at bruge pensionsmidler til betaling af voksen- og efteruddannelse, som pensionskassen PKA foreslår. Forslaget er rejst op til trepartsforhandlingerne, som starter i dag.

Pensionskassen PKA foreslår, at smeden skal bruge en del af sine pensionsmidler, hvis han ønsker at tage efteruddannelse,
FOTO: Kista Bianco Kjær
1 af 1

I dag lyder startskuddet til tredje runde af trepartsforhandlingerne i statsminister Lars Løkke Rasmussens nuværende regeringsperiode.

Vores medlemmer skal ikke gøres til fattigere pensionister ved at bruge af de penge, de har indbetalt til pension.
Bjarne Høpner, 3F København

Ved forhandlingerne skal regeringen sammen med repræsentanter for arbejdsgiverne og toppen af fagbevægelsen forsøge at finde frem til et helt nyt system for voksen- og efteruddannelse. Ifølge kommissoriet for forhandlingerne skal det ende med "en stærk, målrettet og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelsesindsats, som motiverer private og offentlige virksomheder og medarbejdere til opkvalificering."

I Danmarks største 3F-afdeling i København er de fuldstændig enige i, at der skal fokus på efteruddannelse og brancheskift. Men bedre muligheder for uddannelse skal ikke betales med opsparede pensionskroner, som foreslået af pensionskassen PKA og støttet af Ældresagen, mener 3F København.

Pension til en værdig alderdom

– Vores medlemmer har sparet op til pension, så de kan få en værdig alderdom efter et langt arbejdsliv. De skal ikke gøres til fattigere pensionister ved at bruge af de penge til efteruddannelse, de har indbetalt til pension, siger formand Bjarne Høpner til Arbejderen.

PKA og Ældresagen mener, at en andel af de penge, der trækkes til pension, med fordel kan lande i en personlig pulje, hvorfra der så kan hæves penge, når eller hvis behovet for omskoling kommer.

Arbejdsgiverne i DA synes, det er fint, at også PKA kommer med ideer til, hvordan vi får et bedre efteruddannelsessystem i Danmark, men mener ikke, at forslaget om at sætte en del af pensionsmidlerne af til en personlig uddannelsespulje reelt tilfører så meget nyt.

– Faktisk har vi allerede et system, der minder meget om dette. Der findes i dag kompetencefonde under overenskomsterne, og de giver mulighed for, at den enkelte selv kan vælge efteruddannelse. Der er meget brede rammer for, hvad den enkelte kan vælge, svarer uddannelseschef i DA Jannik Bay i en mail til Arbejderen.

Fra LO's presseafdeling lyder det, at det på grund af ferie ikke har været muligt at få et svar fra den faglige hovedorganisation til forslaget fra PKA.

John Ekebjærg-Jakobsen sidder i bestyrelsen i 3F København og er også formand for Byggefagenes Samvirke. Han understreger, at i byggebranchen og mange andre brancher er kollegaerne slidt ned, inden de bliver 60 år. Dem hjælper efteruddannelse ikke til et længere arbejdsliv.

Frigiv fondsmidler!

– De har brug for efterløn eller pension, når de ikke kan arbejde længere, siger John Ekebjærg-Jakobsen og fortsætter:

– Det er selvfølgelig samfundets ansvar at sikre efteruddannelse og omskoling, når politikerne ønsker, at vi skal arbejde længere. Det kunne være godt, hvis parterne ved trepartsforhsnalingerne fandt ud af at frigive de penge til reel efteruddannelse.

Ifølge 3F'eren er de mange fondsmidler bundet til efteruddannelse i de enkelte virksomheder og kan derfor ikke bruges, hvis et firma går konkurs. Heller ikke hvis folk ønsker at blive omskolet eller skifte branche for at kunne blive på arbejdsmarkedet.

Hvor mange ubrugte efteruddannelsesmidler, det måtte dreje sig om, har arbejdsgiverne i DA ikke et samlet overblik over.

Overenskomst eller?

–  Dog er det ikke vores indtryk, at der generelt er problemer med at få frigivet de midler, der er. Men hvis nogen ønsker at ændre reglerne for udbetaling, så skal det ske under overenskomstforhandlingerne, da kompetencefondene jo er aftalt i overenskomsterne, lyder det fra Jannik Bay.

John Ekebjræg-Jakobsen er helt enig i, at regeringen skal blande sig helt uden om overenskomstforhandlingerne.

– Men pengene ligger allerede i fondene, og nu sidder parterne på arbejdsmarkedet ved trepartsforhandlingerne. Derfor kunne det være et godt signal, hvis de kunne melde ud, at midlerne skal gives fri til det, de er tiltænkt, mener John Ekebjærg-Jakobsen.

Trepartsforhandlingerne om voksen- og efteruddannelsessystemet forventes afsluttes inden efterårsferien i oktober måned.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. aug. 2017 - 08:56   16. aug. 2017 - 14:49

Trepartsforhandlinger

noc@arbejderen.dk
3. runde i trepartsforhandlingerne

De egentlige forhandlinger i tredje runde af trepartsforhandlingerne starter den 16. august i Beskæftigelsesministeriet. Torsdag den 22. juni var der opstartsmøde i Statsministeriet med statsminister Lars Løkke Rasmussen for bordenden. 

Følgende parter deltager i trepartsforhandlingerne:

  1. De faglige hovedorganisationer LO (7 repræsentanter), FTF (2 repræsentanter) og AC (1 repræsentant)

  2. Arbejdsgiverne Dansk Arbejdsgiverforening (6 repræsentanter,) Kommunernes Landsforening (1 repræsentant), Danske Regioner (1 repræsentant), Lederne (1 repræsentant) og Finanssektorens Arbejdsgiverforening (1 repræsentant).

  3. Regeringen deltager med beskæftigelsesministeren (forhandlingsleder), undervisningsministeren samt uddannelses- og forskningsministeren efter behov. 

Kilde: Undervisningsministeriet