18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Privatisering gør ansatte utrygge

Politikernes beslutninger har konsekvenser

Privatisering gør ansatte utrygge

Når ens arbejde bliver sendt i licitation hver andet eller tredje år, bliver de ansatte utrygge. Det skaber uro hos den enkelte og kollegerne imellem, lyder det fra FOA og 3F.

Da Alliance+ overtog rengøringen på Brøndbyøster Skole fik Heide Ravn sat arbejdstiden ned fra 37 til ni en halv time om ugen. Det kan hun ikke forsørge sig selv og to drenge på ni og 15 år for, fortæller hun til Arbejderen.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Den 1. oktober fik skraldemændene i Guldborgsund Kommune ny privat arbejdsgiver.

Vognmandsfirmaet HC Svendsen overtog opgaven med at indsamle affald hos borgerne efter en anden privat vognmand. Denne havde haft opgaven, siden politikerne i 2008 første gang besluttede at udlicitere dagrenovationen.

Kommunen har sparet penge i begge runder, og denne gang har HC Svendsen ansat alle på begyndelsesløn og krævet, at de løber hurtigere på trods af, at nogle af skraldemændene har op til 30 års erfaring i branchen.

Jagten på økonomi gør, at tidligere kommunale job kan forringes så meget, at de ikke længere egner sig som en stabil indtægtskilde.

Thorkild Holmboe-Hay, transportansvarlig 3F Guldborgsund

De 12 skraldemænd ved allerede nu, at deres arbejde skal i nyt udbud igen om to år, og det er ifølge 3F Guldborgsund ikke særligt betryggende, når kommunalpolitikerne udliciterer, og de ansattes løn bliver én af brikkerne i det spil.

- Jagten på økonomi gør, at tidligere kommunale job kan forringes så meget, at de ikke længere egner sig som en stabil indtægtskilde for især unge børnefamilier, siger Thorkild Holmboe-Hay, transportansvarlig i fagforeningen, til Arbejderen.

Han hører fra nogle af de ansatte renovationsarbejdere, at de gerne vil have et andet arbejde, fordi de og deres familier ikke kan holde til en ny omgang udlicitering, som forventes at give løn og arbejdsvilkår endnu et dyk i nedadgående retning.

Konsekvenserne er de samme

Arbejderen har de seneste måneder skrevet om udlicitering i en stribe kommuner. I Frederikssund Kommune har det private firma Forenede Service A/S overtaget rengøringen på skoler og i skolefritidsordninger. Brøndby Kommune har hyret Alliance+ til at gøre rent på Brøndbyøster skole og Københavns Kommune betaler også Alliance+ for nu at udføre det arbejde i Kultur – og Fritidsforvaltningen, som kommunen tidligere selv stod for.

Alle steder er konsekvenserne de samme. Der er skåret ned på bemandeingen og de tilbageværende løber hurtigere for færre penge.

- Det er fordeling af fattigdom, siger Inger Bolwinkel til Arbejderen.

Hun er politisk ansvarlig for arbejdsmiljø i forbundet FOA og kender udmærket til den utryghed, som kommunalpolitikernes beslutninger skaber blandt medlemmerne. En stor del af dem arbejder i netop rengøringsbranchen.

- Vi har mistet rigtig mange arbejdspladser som følge af nedskæringer og udliciteringer. De, der bliver tilbage får besked på at gå ned i tid og dermed indtægt, hvis de vil beholde arbejdet. Det sætter gang i en ond spiral med spekulationer om, hvorvidt de nu kan holde til tempoet og klare sig økonomisk, og så spørger de sig selv: bliver det nu mig næste gang. Det er enormt belastende, siger Inger Bolwinkel.

Det er hendes klare opfattelse, at utryghed på jobbet er blevet meget værre de seneste år, hvor kommunalpolitikerne flittigt har svinget sparekniven i den offentlige sektor. 

- Vi oplever flere konflikter mellem kollegerne på arbejdspladserne. Tonen er blevet hårdere, fordi kravene er skruet i vejret, og når der hænger trusler om nedskæringer eller omstruktureringer i luften påvirkes hele arbejdsklimaet, mener den arbejdsmiljøansvarlige FOA-kvinde.

Inger Bolwinkel nævner, at utrygheden også kan vise sig i form af nedsat eller manglende arbejdsglæde, problemer med nattesøvnen eller sågar føre til misbrug.

Ufaglærte er mest utrygge

Nedskæringer og privatiseringer stiller nye krav til personalet. Men det er svært for FOA’s ufaglærte rengøringsmedlemmer, der er blandt de allermest utrygge ved ændringer i deres arbejdsliv.

Knap hver femte rengøringsassistent svarer, at de i ”meget høj” eller ”høj” grad er bekymret for, om de mod deres vilje forflyttes til et andet arbejde, viser en helt ny undersøgelse fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).

Forskningscenteret har spurgt 16.300 beskæftigede i alderen 18-64 år om, hvordan de reagerer på forandringer på arbejdet. Undersøgelsen viser, at især ufaglærte reagerer negativt.

Blandt alle faggrupper er gennemsnitligt hver trettende dansker meget bekymret.

En af forklaringerne på de ufaglærtes usikkerhed lyder, at de er hårdest ramt af arbejdsløshed. Ufaglærte arbejder typisk i samme fag i årevis uden at få tilbud om uddannelse, og manglende kompetencer gør dem usikre, fordi mange af dem opfatter omrokeringer eller udliciteringer som et første skridt på vejen til en reel fyring. 

Det billede genkender én af de skraldemænd, som ikke blev genansat, da Guldborgsund Kommune valgte ny vognmand til at klare dagrenovationen.

- Jeg har været skraldemand i over 30 år og har aldrig lavet andet og kan ikke lave andet. Jeg kender faget og kan godt lide arbejdet, siger han til Arbejderen.

Han har meldt sig arbejdsløs og været på jobcenteret, men her var ingen ledige job, der matchede hans kvalifikationer.

 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. okt. 2013 - 06:30   10. okt. 2013 - 06:30

Udlicitering

noc@arbejderen.dk