Søndag morgen da de delegerede mødte ind til 3F-kongressens anden dag, var det akkompagneret af kampsangen Røde Wilfred sunget af en gruppe fra 3F Ungdom.
Vi ville bruge morgensangen til at sætte fokus på vores krav om 30 timers arbejdsuge.
Emil Olsen, 3F Ungdom
Formålet med de unge arbejderes happening var at sætte fokus på 3F Ungdoms krav til næste års overenskomster, forklarer formand Emil Olsen:
– Vi ville bruge morgensangen til at sætte fokus på vores krav om 30 timers arbejdsuge men også til at fastholde arbejderbevægelsens tradition om at synge.
Inspireret af 70'erne
Den unge murersvend fortæller, at de unge 3F'ere har ladet sig inspirere af historien. I 70'erne tog fagligt aktive unge på tourné rundt på landets skoler med den fiktive lærling Røde Wilfred, som er træt af at blive udbyttet og derfor går i aktion.
Kravet dengang var en løn til at leve. Nu gælder kravet mere fritid uden løntab. Og som for over 40 år siden tog 3FU tidligere på året rundt på landets skoler for at få lærlinge til at bakke op om kravet. Undervejs skrev 901 lærlinge under på 3FU's krav.
Nu som dengang har de unge allieret sig med en af arbejderbevægelsens mange store sangskrivere og musikere Arne Würgler, som også er forfatter til sangen Røde Wilfred.
– Arne Würgler har jo tradition for at bakke den faglige ungdom op, og ikke mindst er han kendt for at synge sammen med den faglige ungdom. Da vi henvendte os til ham og spurgte, om han ville være med sagde han ja, fortæller Emil Olsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278