24. april 2013 betalte arbejderne på fabrikken Rana Plaza i Bangladesh dyrt for det billige tøj, vi kan købe i modebutikkerne i dag. De blev gennet ind på fabrikken, der kollapsede. Mindst 1134 omkom i den værste katastrofe i tekstilindustriens historie. 

Rana Plaza står som et monument over det ræs mod bunden, der blev indledt, da danske og vestlige modefirmaer flyttede produktionen til lavtlønslande.

Rana Plaza husede fem fabrikker, der alle leverede tøj til kendte, globale tøjselskaber og vestlige modehuse. Mange af arbejderne blev tvunget ind i den faldefærdige bygning mod deres vilje om morgenen den 24. april.

Over fire millioner arbejdere i Bangladesh syr tøj for de globale tøjselskaber. De fleste tjener under to kroner i timen, og mange har stadig ret til at sige fra over for farlige arbejdsvilkår eller organisere sig.

Et ræs mod bunden

Rana Plaza står som et monument over det ræs mod bunden, der blev indledt, da danske og vestlige modefirmaer flyttede produktionen til lavtlønslande.

>> SE TEMA: TEKSTILINDUSTRIEN I BANGLADESH

Hver gang ordrerne er flyttet til et nyt land, har det betydet lavere løn og færre rettigheder. Det var ikke kun faldefærdige bygninger, men i lige så høj grad manglen på rettigheder, der dræbte over 1100 arbejdere den 24. april.

Arbejderne var blevet evakueret fra Rana Plaza dagen før på grund af store revner i konstruktionen, men blev tvunget ind på tøjfabrikkerne med trusler og slag, selv om mange forsøgte at undslå sig. Klokken halv ni gik lyset ud. Så kollapsede bygningen.

Vold mod arbejdere

Langsomt gik katastrofens omfang op for omverden, mens døde og sårede blev fundet i murbrokkerne. Siden har den internationale fagbevægelse sat sig i spidsen for en aftale om bygnings- og brandsikkerhed, som over 150 globale tøjfirmaer har tilsluttet sig. Mindstelønnen er blevet hævet, og regeringen i Bangladesh er blevet presset til at forbedre arbejdernes muligheder for at organisere sig.

Men der er samtidig en lang række eksempler på fyringer af aktive arbejdere og voldelige overfald på de ansatte, der strejker eller danner fagforeninger på fabrikkerne.

Fotograf Søren Zeuth besøgte i februar 2014 ruinerne efter den kollapsede bygning. Det resulterede i bogen Rana Plaza Fashion, der netop er udkommet.

- Turen gjorde et voldsomt indtryk på mig. Det er et sted fyldt med stærke billeder og med vrede, afmagt og sorg. Arbejderne blev tvunget ind på fabrikken mod deres vilje, så historien handler helt enkelt om, hvordan vi behandler folk i den globale produktion af modetøj, siger Søren Zeuth.

I ruinerne ligger resterne af det vestlige modetøj, side om side med resterne af arbejdernes egne forrevne klæder. Pårørende går stadig i området og leder efter spor af dem, der ikke slap ud af den sammenstyrtede fabrik.

Bogen Rana Plaza Fashion viser en serie portrætter af arbejdere, der overlevede kollapset, side om side med efterladte, der kæmper for at klare sig uden den person, der tjente penge til familien.

- Bogen er lavet i dyb respekt for de mennesker, der mistede livet på Rana Plaza og i håbet om at sætte tanker i gang om, hvordan vi kan undgå, at det gentager sig, siger Søren Zeuth.

Arbejdersolidaritet

Udgivelsen af Rana Plaza Fashion bliver på årsdagen omsat til konkret solidaritet.

I samarbejde med 3F og organisationerne Danwatch, Ulandssekretariatet og Clean Clothes Campaign sætter Søren Zeuth fokus på arbejdsforholdene i Bangladesh med en kampagne, der blandt andet omfatter debatmøder, happenings og oplysning på nettet.

På årsdagen i dag åbner en fotoudstilling på Arbejdermuseet, Clean Clothes Campaign holder lysmanifestion på Kultorvet i København og 3F og Ulandssekretariatet indkalder til fyraftensmøde om de faglige forhold i Bangladesh, hvor lokale fagligt aktive fra landet deltager.

Altsammen er med til at hjælpe de asiatiske arbejdere til bedre forhold, mener Flemming Hansen fra 3F's internationale afdeling.

- Når danskerne ser og hører om de forhold, som det tøj, de køber i danske modeforretninger, er produceret under, sætter det forhåbentlig tanker i gang, siger Flemming Hansen til Arbejderen.

Han er lige vendt hjem fra Bangladesh, hvor han i to et halvt år har været rådgiver for 3F på et projekt i samarbejde med Danida. Projektet går ud på, at hjælpe tesktilarbejderne med at opbygge fagforeninger i Bangladesh, i Nepal og Sri Lanka. 

Har ikke råd til det tøj, de syr

Alene i Bangladesh er der omkring fire millioner tekstilarbejdere. Kun et fåtal er medlem af en fagforening, og ingen af tekstilarbejderne har råd til selv at købe det tøj, de syr til blandt andet kunderne i danske modebutikker.

- Arbejdet går stille og roligt i den rigtige retning. Og en katastrofe som Rana Plaza har helt sikkert været med til at øge opmærksomheden på de elendige løn-og arbejdsvilkår i branchen og lægge pres på tøjproducenterne for at ændre dem, siger Flemming Hansen. 

- Som forbruger kan det være svært at sikre sig, at dem, der producerer varerne, har ordnede forhold. Men faglige organisationer, menneskerettighedsorganisationer og ngo'er kan stille spørgsmål og krav til producenterne, siger Flemming Hansen.

Et år efter kollapset venter de overlevende arbejdere og efterladte stadig på erstatning fra langt de fleste af de firmaer, der fik produceret tøj i bygningen.

Der er dog sket fremskridt, mener Flemming Hansen. Den internationale fagbevægelse har krævet øget bygnings- og brandsikkerhed, som over 150 globale tøjfirmaer har tilsluttet sig. Arbejderne har fået hævet mindstelønnen, og regeringen i Bangladesh er blevet presset til at forbedre arbejdernes muligheder for at organisere sig.

- Mange danske arbejdspladser er flyttet til Asien, fordi omkostningerne her er lavere.  Men udflytning af arbejdspladser må ikke bruges til at presse løn og arbejdsforhold ned - hverken i Danmark eller i udlandet, lyder det fra Flemming Hansen, der er overbevist om at den bedste indsats sker i de lande, hvor produktionen foregår.